24/08
En meget behagelig flyvetur. Skal skifte i Madrid og jeg er først fremme i La Corúna kl 2100. Men det går nok, da jeg har booket et hotelværelse og der slukker de ikke lyset kl. 22, som de gør på albergerne. Så jeg skal nok nå frem inden aftensmad.
Men kaptajnen meddeler at det er umuligt at lande i La Corúna pga. uvejr, så vi omdirigeres til Santiago. Jeg har meget svært ved at høre hvad der bliver sagt over højtaleren, men kan mærke at folk er i oprør. Jeg har en aftale med mit hotel kl. 21 og står stadig i Santiago lufthavn nu hvor klokken er tæt på 22. Der er en lind strøm af busser der skal køre passagererne videre. Men Iberias bus, som er den jeg skal med, er selvfølgelig den sidste der kommer og det er mere held end forstand, at jeg finder den. På busturen forsøger jeg at skrive til hotellet at jeg er forsinket.
Samtidig ærgrer jeg mig over at jeg har bestilt det hotelværelse. HVIS jeg ikke havde bestilt det, kunne jeg have taget en taxa ind til Santiago og taget en bus i morgen til Ferrol, hvor min caminovandring starter. Og HVIS jeg ikke havde bokket retur fly fra La Corúna, kunne jeg have taget nogle dage i Barcelona til slut, HVIS HVIS HVIS….
Jeg tror det er noget af det denne camino skal lære mig. Ikke at tænke HVIS, men i stedet altid handle ud fra den situation jer er i på det pågældende tidspunkt. Overveje hvad muligheder der er og ikke tænke HVIS jeg nu havde gjort det anderledes, så havde det været meget bedre. Det er jo fuldstændig spild af tanker og følelser.
Da vi endelig kommer afsted tar det kun 45min at køre til La Corúna lufthavn, og med verdens hurtigste og flinkeste taxachauffør bliver jeg kørt videre til mit hotel, hvor jeg lander kort før midnat. Der bliver ingen aftensmad i dag, men det har jeg jo prøvet før. Så den står på tv, øl fra receptionen og et bad. Og så er jeg spændt på hvad morgendagen bringer. Nu er jeg i hvert fald træt.
25/08 La Corúna- Ferrol-Neda 22km
Drak morgenkaffe i en skøn bar, hvor jeg satte min signatur på toilettet. Hvorefter jeg fandt busstationen og en bus til Ferrol, hvor min rute starter.
Fandt hurtigt katedralen i Ferrol, hvor jeg fik mit første stempel og blev velsignet af den lokale præst, som ønskede mig en Bon Camino.
Det var nemt nok at finde vej. Fra jeg fandt den første guide vrimlede det pludselig med dem og det gik bare derudad.
Spiste frokost undervejs. Tortilla og nogle intetsigende kødboller.
Så flere andre på ruten og forventede at se dem i alberget senere. Men der var ingen jeg kunne genkende. Det var dejligt at bo sammen med andre pilgrimme. Specielt to unge kvinder (engelsktalende) fra Italien, Sebastian fra Columbia, en ung Spanier som jeg gik ud i byen med og ledte efter en bar hvor vi kunne få stillet tørsten og en købmand hvor vi kunne proviantere. Samt en mor med to døtre. Jeg studsede lidt over at de havde så meget bagage, men opdagede så, at de havde en stor kuffert med. Tænkte, de er nok ikke pilgrimme, men måske turister der har misset deres overnatningsmulighed. Jeg skulle senere finde ud af at det var helt ”normalt” på denne rute at medbringe en kuffert og få kørt sin bagage.
Efter at jeg var gået i seng hørte vi en del uro uden for alberget. Det var 6 unge drenge, som ankom sent og ønskede et sted at sove.
Der blev ringet til lederen af alberget og drengene blev lukket ind. Der var lige 6 overkøjer tilbage, så det rakte lige til dem og de var meget flinke og hensynsfulde. Specielt da jeg stod op og hjalp dem med at rede seng. Sagen er at man får udleveret et lagen og et pudebetræk i noget blødt papir. Men da de tilsyneladende var på deres første camino vidste de ikke rigtig hvordan de skulle bruge det.
26/08 Neda-Pontedeume 27 km,
Drak morgenkaffe (medbragt) i alberget. 2. morgenkaffe i Fene efter 6 km. Og 3. morgenkaffe i Vilar do Colo 9,5km. Hvor jeg dog elsker at være på caminoen igen. Skøn vej i dag. Lige bortset fra at jeg har fået en vabel. Nu har jeg gået over 8000km på de spanske stier og så sker det lige nu.
Jeg må indrømme at jeg har overset nogle guider og gået lidt forkert i dag. Så ruten blev noget længere ende de forudsagte 16 km. Men jeg har gået og funderede over caminoen. Man tænker så godt når man går.
Jeg tænker på alle de gange hvor en lastbilchauffør ruller vinduet ned og vinker til mig Og gammelmor smiler et tandløst smil og gør korsets tegn. Eller ham der stopper græsslåmaskinen og vinker og ønsker mig en Bon Camino. Jeg bliver simpelthen så glad og varm indeni. Jeg har selvfølgelig oplevet det mange gange før, men det bliver ved med at være lige dejligt.
Jeg kan heller ikke rigtig komme mig over de mange gange jeg føler trang til at sige tak. Tak for din hilsen, tak for den mad du servere for mig, tak for din vejvisning, tak for at du holder tilbage for mig så jeg kan komme over vejen og tak for at du spørger hvordan jeg har det. Tak, tak, tak. Måske man skulle være lidt mere opmærksom på at sige tak, når man kommer hjem igen.
Overnatning her koster 5 euro. Det er så heller ikke meget mere værd. 2 unge italienere og Sebastian gik videre da de så alberget. Men skidt. Nu sidder jeg og drikker en øl og spiser chips, mens jeg ser på at vasketøjet tørrer. Jeg har ikke travlt. Der er dage nok at tage af for mig. De fleste andre på ruten har kun afsat en uge. Jeg har tre.
Mit største problem i dag er at finde et sted at spise til aften. Der er steder nok men ingen åbner køkkenet før mellem 2000-2100. Og jeg er så sulten. Der er intet køkken i alberget, så jeg er henvist til at gå ud og spise. Og jeg må tilstå at når jeg er i Spanien er pizza og burger udelukket.
Endelig, efter at have gået byen rundt 3 gange ser det ud til at der sker noget. Min 2. prioritet, Restaurant Luis, åbner. Og jeg bestiller mixet salat og en af mine yndlingsretter Caldo Galligo (kålsuppe – jeg elsker det).
Derefter kan jeg gå tilbage og krybe til køjs, selvom der er meget uro omkring alberget. Der er unge mennesker der holder fest lige i nærheden. Alle de spanske pilgrimme styrter forvirret og forarget rundt over larmen og skal ud og kikke. De tænker ikke på at de faktisk skaber meget mere uro. Men jeg har ikke problemer med at sove.
27/08 Pontedeume-Betanzos 25 km
Sikken dag. Det startede ellers godt nok med kaffe på torvet sammen med de unge mennesker der havde festet hele natten. Godt på vej op gennem byen kommer jeg i tanke om at jeg ikke fik betalt. Så jeg må tilbage igen. Jeg får megen tak. Men jeg forstår heller ikke hvorfor de ikke opkræver betaling med det samme.
Der er en voldsom stigning op gennem byen og også udenfor byen. Vejret er dejligt, men det er blevet meget varmt.
Der er rigtig mange italienere på ruten. De hilser, men jeg kan ikke snakke med dem.
Der har været et par gode stop undervejs i dag, hvor det var muligt at købe forplejning. Der er åbenbart mange spaniere der har fundet ud af at det er en god forretning.
Det er stegende hedt i dag og jeg er fuldstændig udmattet, da jeg ankommer til alberget i Betanzos. Og det tar en evighed at tjekke ind. Værten har så meget hun skal fortælle, men jeg forstår ikke noget. Så hun taster tekst ind på sin telefon, oversætter til engelsk og så forstår jeg. Hun brugte en app som taxachaufføren også brugte i onsdags da jeg kom til La Corúna, hvor han var meget interesseret i hvad jeg skulle i Spanien, kun med en rygsæk.
Men det værten skrev til mig var det sædvanlige med at man skal sætte sine støvler udenfor i reolen, at alberget er aflåst fra 2200 til 800 osv. Og ikke mindst at ”tomorrow in mist there are 20 places”. Der gik lige lidt tid inden jeg forstod det sidste hun skrev. Men meningen var at der i alberget i dag var 35 pladser + de andre overnatningsmuligheder der var i byen og i ”mist” eller Bruma var der kun 20 pladser. Jeg var nummer 22 der tjekkede ind i alberget i Betanzos og jeg er ikke verdens hurtigste. Jeg har i flere dage hørt at pilgrimme reserverer pladser på ruten, så pludselig går alvoren op for mig.
Men det er ikke den måde jeg vil være pilgrim på. Så jeg ignorerer det først.
Da jeg kommer op på sovesalen, er jeg ret udmattet. Der er kun overkøjer tilbage. Jeg begynder at rede op da der kommer en rigtig sød pige hen og spørger om jeg helst vil have en underkøje, så vil hun gerne bytte.
Jeg må nok indrømme at jeg er alderspræsidenten her i alberget.
Jeg bliver så glad og taknemmelig for hendes tilbud så jeg næsen ikke kan rumme det og jeg kan slet ikke stoppe med at sige tak. Går i bad og bliver ret dårlig, jeg føler næsten at jeg er ved at få gulvet i hovedet, da jeg står under bruseren. Sådan har jeg aldrig prøvet det før. Har jeg ikke fået væske nok? eller hvad er der galt? Jeg sejler fuldstændig, der er meget ubehageligt.
Jeg skal virkelig tage mig sammen, for at få vasket mit tøj og smidt det i en tørretumbler. Jeg er glad for at jeg kan tilbyde 30min tørretid til min redningskvinde og hendes venner. De er meget taknemmelige.
Men så er det først at problemerne virkelig opstår. Jeg forsøgte at ringe til mor, men mine høreapparater driller helt vildt. Jeg kan ikke kommunikere på min tlf. Det er noget rigtig lort, rent ud sagt.
Jeg er nødsaget til at finde overnatning til i morgen, men jeg kan ikke ringe til nogen. Eller rettere sagt. Jeg får ringet til en pension efter Bruma og forsøger at reservere et værelse, men jeg kan ikke høre hvad de svarer.
Jeg må løbe ind til værten og give hende min telefon så hun kan færdiggøre samtalen. Så jeg kommer til at betale 44euro for et dobbeltværelse.
Men hovedsagen er, at jeg også i morgen har en seng at sove i. HURRA
Det er sådan en udfordring der hører med til at være en pilgrim. (I mine øjne altså). Jeg har set busser der kører rundt med folk på arrangerede Caminoture, hvor de nok ikke går ret meget. Og mange af dem jeg har set på ruten i dag går rundt med en lille skuldertaske eller en dagsrygsæk og er iført sneakers eller sandaler. Og deres bagage bliver kørt fra sted til sted som er reserveret på forhånd.
Det er kun på de kommunale alberger, at man ikke kan bestille plads i forvejen. Min værelsereservation bliver fejret med en stor portion is.
Jeg får handlet ind til aftensmad og til i morgen, men da jeg kommer tilbage til alberget og undersøger det fine nye køkken, er alle skabe og skuffer tomme. Så der blev ikke lavet meget mad, men jeg fik dog stillet den værste sult.
Så i morgen er det tidligt op og i gang. Forbi Bruma og til Meson de Vento og pension Novu
28/08 Betanzos- Meson de Vento 28 km
Stod op kl. 600. Og efter en gang lunken yoghurt og lidt brød, forlod jeg alberget og den smukke by som havde festet hele natten. Hvad er det med Galicien i aug-sep. De kan hele tiden finde en undskyldning for at feste. I går var det sækkepibemusik og folkedans. Jeg hørte det på afstand, men sov alligevel fra det hele.
I dag har jeg lovet mig selv at jeg skal indtage et eller anden fornuftigt hver gang jeg har mulighed for det:
- 1. stop: Cafe con leche (kaffe med mælk) og Margaritakage + 1 stempel
- 2. stop Cola, Cafe con leche en appelsin + 1 stempel
- 3. stop Cola og Bocadillio
- 4. stop Vand, Padron +1 stempel
Det hjalp betydeligt på mit velbefindende.
Jeg hader Magaritakage og normalt drikker jeg aldrig cola. Men her var det virkelig med til at styrke energiniveauet. Padron (grillede grønne peber med salt) elsker jeg til gengæld og kunne spise dem hver dag.
Snakkede med en flink hollænder da jeg spiste frokost. Han skulle også gå til Meson de Vento. Men han tar direkte til Santiago i morgen og rejser hjem. Han havde gået Den Franske og havde et par ekstra dage til overs, så han gik noget af Den Engelske. Vi var enige om at denne rute var kedelig og der var alt for meget asfalt.
På alle mine caminoer har jeg oplevet dette fænomen. At pilgrimmene lægger breve til andre pilgrimme.
Her var det dog mest billeder og det forstår jeg ikke helt, at nogen har glæde af. Med mindre der står en lille hilsen til den der kan genkende personen.
Overvejer lidt om jeg skulle tage en bus i morgen noget af vejen. Har undersøgt på Rom2Rio-appén at der går en bus herfra i morgen kl. 1040, men jeg skal lige finde ud af hvor den går fra. Dagen i dag har været lang og jeg er gået fra 0 til 480m´s højde. Det er alligevel noget, når man har 10 kg på ryggen.
Går ned i byen og sætte mig på en bar og drikker dejlig kølig hvidvin, mens jeg betragter trafikken. Nu ved jeg hvor bussen går i morgen og nu skal jeg bare finde et sted at spise til aften.
Den eneste mulighed er hotellet overfor pensionen. Bestiller en menu: Caldo Gallego, Brassed Beef og Appelcake. De to første retter smagte af intet. Måske havde salt hjulpet, men jeg tvivler. Restauranten er meget stor og akustikken er frygtelig. Der er 12 italienere der snakker i munden på hinanden. Det gør de også ovre i pensionen, hvor de og jeg bor. De render ind og ud ved hinanden og smækker med dørene og griner højt. Det lyder som om de har en fest. Måske er jeg bare lidt misundelig.
Der sidder også et mindre selskab i den anden ende, 2 tyske kvinder og en amerikaner.
Der har i øvrigt været festival i en af de sidste byer jeg gik igennem i dag. Først troede jeg det var et jagtselskab, men da jeg kom nærmere, fandt jeg ud af det var fyrværkeri. Kanonslag og raketter i voldsomme mængder blev fyret af ved højlys dag. Det føltes som en krigszone.
29/08 Meson de Vento-Sigueiro 28 km
I dag blev den absolutte møjdag. Lod Italienerne gå før mig. Jeg ville jo alligevel bare gå ned og tage bussen. Drikker morgenkaffe og går ned mod busholdepladsen. Men så tænker jeg at det virkeligt er for åndsvagt det her. Bussen kommer først om 2,5time. Skal jeg sidde og vente på den, for at spare 7-8km? Nej jeg vender om og går tilbage til ruten. Det er jo også en nem vej i dag. Og lige nu har jeg det jo meget godt. Møder hurtigt en anden pilgrim, som viser sig at være den amerikanske kvinde fra i går. Hun snakker meget, men er meget sød og munter. Og det er dejligt endelig at snakke med en man kan forstå.
De to tyske kvinder stødet også til og de siger at jeg bør bestiller overnatning. De anbefaler nogle private alberger. Jeg ringer rundt, men alt er optaget. Efterhånden har jeg ringet til alle dem fra min guidebog, samt dem jeg har fået anbefalet og dem jeg kan finde på nettet. Det er helt håbløst. Flere af de steder jeg ringer til tar de slet ikke telefonen. De to tyskere tilbyder at jeg må sove i revnen mellem dem, hvis jeg ikke finder noget og Fritzi tilbyder at jeg kan køre med til hendes hotel, hvis alt andet mislykkes. Men jeg er simpelthen så rasende på mig selv. Alle har sagt at jeg er nødsaget til at booke overnatning i forvejen, men jeg er så p…stædig at jeg nægter at bøje mig for kendsgerningerne. Fritzi havde en app hvor man kunne se hvor der var ledige værelser. Der er tre, men de er også alle fyldt op, da jeg ringer til dem. Så er det hun foreslår Booking.com. Hvor er jeg dog dum. Den bruger jeg jo hjemmefra og Kirsten og jeg brugte den i Portugal.
Det lykkes mig at få et værelse i en skøn pension. Men selv om jeg er ærgerlig over at jeg skal tilbringe endnu en aften alene i mit eget selskab, så er jeg så træt, nok pga den meget sindsbevægelse, at jeg ikke orker at gå ud i byen og lede efter de andre.
Og i morgen er der kun 16 km til Santiago. Men jeg må hellere booke overnatning i forvejen. Man har da heller ikke et øjebliks fred.
Får booket 4 dage i Santiago. Det bliver lidt dyrt.
Går i Dia og handler ind til aftensmad. I aften vil jeg spise på værelset og gå tidligt i seng.
30/08 Sigueiro – Santiago 18 km
Efter en skøn stille nat hvor jeg har sovet vidunderligt, stod jeg op kl 700 til den skønneste morgenmad i pensionen. Jeg havde gået en time da der pludselig er en der kalder på mig. Lige et øjeblik tænker jeg der er da ikke nogen her der kender mig. Men så er det Fritzi der kommer gående fra en sidevej. Fritzi er fra San Francisco. Det er hendes 1. camino og hun har haft et rejsebureau til at booke turen for hende. Overnatninger på hoteller med airecondition og wellness med massage. Og de har booket transport af hendes bagage. Hun har åbenbart et godt kamera med, men ingen gang dét bærer hun rundt på. Det ligger i kufferten sammen med hendes fine kjoler, for hun skal ikke bære på noget. Hmmm det er ikke lige mig, men jeg er nødsaget til at respektere at der er andre måder at gå caminoen på end min. Men hun er faktisk ok, for hun forstiller sig ikke og det betyder intet for hende med stempler og compostella.
Jeg viser stolt og glad Santiago centrum frem. Katedralen og pilgrimskontoret Men Fritzi er naturligt nok mere interesseret i at finde sit hotel. Så vi skilles efter at have udvekslet telefonnumre.
Der er sket en del nyt i Santiago. På pilgrimskontoret hvor man ellers har skulle stå i kø en frygtelig lang tid, skal man nu scanne en qr-kode ved indgangen og selv lægge sine oplysninger ind.
Så jeg kommer ret hurtigt indenfor og står i kø. Jeg snakker med en af de ansatte fra administrationen. Hun spørger ind til hvor jeg har gået denne gang og hvordan min oplevelse af ruten har været. Jeg er ærlig og fortæller hende at det er den mest skuffende rute jeg har oplevet. Men som hun siger ”Du må nok indse at verden forandrer sig og det gør folks måde at gå caminoen på også. Hvad med at blive hjælper i sted for. Du får stillet en lejlighed til rådighed, men skal selv betale for kosten og du skal arbejde 6 timer om dagen”. Det skal jeg lige tænke over.
Jeg har booket en pension i tre nætter og det er faktisk lidt sjovt. Det er den pension som Agnes og jeg boede i en enkelt nat i 2006. (Vi kaldte det for Bates hotel). Vi tilbragte en nat her hos en af de mest ulækre mænd jeg nogensinde har oplevet i Santiago.
Nu er det nogle unge mennesker der har overtaget ejendommen og her er lyst og venligt og rigtig hyggeligt. Jeg har fået et dejligt værelse med bad på gangen. Lige nu er jeg på vaskeri. Da det ikke er muligt at vaske tøj i pensionen.