07/09 Finasterra 13 km
I dag gik jeg ud til ”verdens ende” også et vigtigt punkt på min rute.
Spidsen af halvøen kaldes “Verdens ende”. Det var det sted man i gamle dage helt bogstaveligt troede at verden sluttede.
Som noget nyt valgte jeg på tilbagevejen at besøge Monte San Giullerno. Jeg ved ikke helt hvad det er, men på skiltet ser det ud som om det er en eller anden helligdom/kirke. Der var noget stigning på op gennem skoven, men meget forudseende havde jeg taget mine støvler på i dag. Stien bugter sig op i zigzag og jeg tænkter en del på om det mon er anstrengelserne værd.
Ermita de San Guillerme ligger i 222 m højde. Det er svært at vide hvad det har været en gang. Men i dag fremstår det mest som et stort granitmassiv med en hulning, som kan have været benyttet som helligdom eller eremitbolig.Stedet er omkranset af en mur. Indvendigt er der et sten alter, der sikkert har bevarer den højde det må have haft oprindeligt. Der har muligvis været en overdækning da der er fundet spor efter et tag af buede orange fliser. Men det var nu ikke noget jeg var i stand til at observere.
Derimod er der andre ting jeg kan se. Spor af ildsteder og noget der skulle være et sengeleje. Som man siger at det er en fordel at lægge sig på, hvis man ønsker at skabe mirakler omkring sin fertilitet.
Historien siger at emitaen var i brug fra det 12. århundrede til slutningen af det 14. århundrede, idet man ved fra skriftlige kilder, at den totale ødelæggelse af helligdommen efter ordre fra kirken fandt sted i det 17. århundrede, og man opgav dette pilgrimssted. Egentlig meget interessant.
Vender tilbage til Finasterra og spiser en skøn middag nede ved havnen.
08/09 Finasterra
Det øser ned i dag. Køber en paraply og går en tur i regnen.
09/09 Finasterra-Muxia 29km
Går fra pensionen efter kaffe, et knus og gode ønsker. Og den mest fantastiske røde solopgang.
Smuk smuk tur med udsigt til Atlanterhavet og Costa del Morte som hele kysten kaldes, fordi der har været så mange skibsforlis. Møder flere pilgrimme, som fortæller at der er festival i Muxia og umuligt at opdrive en seng. Jeg har heldigvis allerede booket en plads i et privat alberge. Møder et belgisk par de har gået fra Belgien og været på vejen i 3,5 mdr. De har samme opfattelse af caminoen som mig. Folk er efterhånden mere turister og de gider ikke stempler og pilgrimspas. Ligesom de ikke gider at bære deres bagage selv.
Jeg er lidt nervøs for min reservation, for der stod på booking.com at der kun var 2 pladser tilbage. Men da jeg endelig ankom, kunne jeg se at der var en del ledige senge. Jeg fik ovenikøbet mulighed for at vælge mellem den nye afdeling i stueetagen og et nødalberge nedenunder. Jeg betalte 31euro for to nætter men kunne se at alberget ellers kun kostede 14 euro pr nat. Men jeg tør ikke protestere for det er åbenbart ikke svært at skaffe kunder.
Får at vide af hospitalieroen at der er fiesta i byen (åh nej) og der er rigtig mange unge mennesker. Og da de sover sent ved 4-5 tiden anbefaler han at jeg vælger en seng i underetagen. Det viste sig at det egentlig var et diskotek, med et kæmpe barområde, diskokugler og højtalere alle vegne.
Der er så sat en masse køjesenge op og hængt forhæng om så der er skabt lidt rumeffekt. Jeg har prøvet at bo i en kirke, et nedlagt fængsel, et ældrecenter og nu også et diskotek. Diskotek Scorpia. Jeg kan slet ikke se hvad et diskotek skal gøre godt for i sådan en lille, gammel, historisk og smuk by som Muxia.
Meget forudseende tænker jeg at det her nok ikke holder i længden, så jeg booker en pension i La Corúna i nærheden af lufthavnen til de sidste nætter. Så er det på plads.
Det viser sig at fiestaen er for ”The Virgin da Barca”. Så blev man så klog.
“The Virgin da Barca” eller Jomfru Maria kom sejlende hertil i en båd af sten for at opmuntre apostlen Saint Jacob under hans forkyndelse i Hispania. På den måde bliver stenene, der omgiver dette lille tempel, fortolket som de forskellige dele af hendes skib: båden (Pedra de Abalar), sejlet (Pedra dos Cadrís) og roret (Pedra do Timón).
Legenden fortæller at disse “sten” forudsiger ulykker, eller har en helbredende kraft. F.eks Abalar-stenen, en trekantet megalit, 9 meter lang. Man siger at den svajer, når folk står på den, og producerer en lidt hæs lyd. Vel og mærke, når den der står på den er uskyldige i hjertet. Ryster den under mig? Ikke det der ligner.
For bedre at forstå helligheden, får I her noget af den originale legende:
Under apostlens forkyndelse omkring Comarca Ártabra, efter hans ophold i byen Duio (Finisterre-regionen), blev stedet oversvømmet, og alle dets indbyggere forsvandt, som en straf for at ignorere Santiagos forkyndelse og i stedet tilbede solen. Senere trak han sig tilbage til den afsondrede region Muxía, og der, i Punta de Xaviña, stoppede han for at bede til Herren med den hensigt, at folket ville stoppe med deres fjendtlighed, som hans forkyndelse blev modtaget med.
Pludselig observerede apostelen en mystisk båd, der nærmede sig kysten, og i den betragtede han Jomfruen, fuld af skønhed og majestæt. Jomfruen opmuntrer derefter apostlen og meddeler ham succesen med hans forkyndelse på Hispania og beordrer ham til at vende tilbage til Jerusalem, da hans mission var opfyldt. Båden, hvori Jomfruen ankom til Punta de Xaviña, var lavet af sten, såvel som sejlet og roret, som blev aflejret der.
Normalt er Muxia og specielt det hellige område på kysten ved kirken helt fantastisk. Jeg har ikke været her siden 2006 og jeg har længtes lige siden efter at se stedet igen. Nu er der fyldt med mennesker alle vegne, og mange (primært unge mennesker) sejler rundt i en uges brandert. En masse orkestre forsøger at overdøve hinanden. På et tidspunkt er jeg omgivet af 4 forskellige musikgenre og en ung sangerinde står fortvivlet på en scene og har ikke en chance for at nå ud til sit publikum. Og der er boder og glasskår overalt. Det er som om de her fiestaer forfølger mig, men det her er godt nok den værste. Jeg må simpelthen væk herfra.
Problemet er bare om der kører busser i weekenden og specielt under fiestaen. Hospitalieroen trækker bare på skulderen, da jeg spørger ham. Han ved intet. Hans forudsigelse om at der vil være roligt i underetagen holder heller ikke. Der hvor jeg sover bor der 4 andre min sidste nat i Muxia. De gik først i byen efter at jeg var gået i seng. En kom hjem kl 2, en anden kl 4 og to piger kom hjem kl. 7. Og man vågner hver gang.
Men med hensyn til transport så finder jeg busholdepladsen og et skilt med afgangstider, men i løbet af de 2 dage har jeg ikke set nogen bus. Jeg har nærmest opgivet og beslutter mig for at der er ikke anden mulighed end en taxa. Og der har jeg 2 muligheder. En taxa til La Corona vil koste en formue. Alternativt kan jeg tage en taxa til Cee og så tage bussen derfra. Beslutter mig for det sidste og går tilbage mod alberget. Tænker lidt over at hvis jeg tænker logisk så er det jo faktisk helt umulig for en bus at bevæge sig ind i byen med alle de mennesker og boder der er her. Så hvis der er nogen bus der skal have en chance, må den holde inden byen. Og selvfølgelig. Nede på havnen, lige inden man kører ind i byen, ser jeg flere busser og pilgrimme der er ved at stige om bord. Somme tider er det altså godt lige at tænke sig om.
11/09
Næste morgen er der ingen kaffe i alberget. Vandforsyningen er lukket i hele byen, men ingen ved hvorfor. Går tidligt ned til havnen for at finde min bus. og jeg får en dejlig køretur til La Corúna. 3,5 times kørsel ind og ud mellem alle de små flækker. Men dejlige steder, som jeg normalt aldrig ville have set.
Pensionen jeg har booket ligger 3km fra La Corúna Aeropuerto som ikke ligger i La Corúna, men i en nærliggende by O Burgo. I løbet af busturen tikker der en besked ind. ”¿Me pueden orientar sobre la hora de llegada?”. En stor del af busturen går med at svare værten på ”Casa Julio” og fortælle hvornår jeg forvente at ankomme. Jeg får et skønt værelse.
Bruger de næse 2 dage til at lege turist. Der er ca 10km´s gang ind til La Corúna centrum. Og 8 km ud til et stort outletmarked. Så jeg får gået en masse.
Jeg får også prøvet at gå ruten ud til lufthavnen. Det er ad en meget trafikeret vej og der er intet fortov eller gadelys, så jeg skal lige være sikker på at det overhovedet er muligt at gå derud.
Det blev nu slet ikke aktuelt, for næste morgen kl.6 da jeg forlod pensionen, holdt der en taxa 10 m væk.
Så jeg behøvede slet ikke at bevæge mig ud i mørket på hovedvejen.
Det har egentlig været en ret vellykket tur. Jeg har haft mange udfordringer, men jeg har altid magtet at løse dem. Det har selvfølgelig været lidt ensomt, men også dejligt selv at kunne bestemme og kunne være lidt impulsiv. Jeg har boet nogle rigtig dejlige steder og fået en masse god mad og vin. Vejret har for det meste været rigtig godt selv om det har regnet nogle dage. Men det var kun en dag hvor det var rigtig voldsomt.
Der er kun det der med at de fleste får kørt deres bagage og booker overnatning i forvejen der virkelig generer mig. For ikke at tale om dem der booker en tur med et rejseselskab og bliver kørt rundt i en bus. Jeg tænker ikke at de går ret meget. Men jeg så flere af de selskaber og de stod altid og fyldte lige der hvor jeg gerne ville fotografere.
Enhver går selvfølgelig caminoen på sin egen måde og det skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Der kan jo også være dem der ikke magter at bære deres rygsæk af helbredsgrunde. Men når de booker sengepladser flere steder end de egentlig har brug for, så der ikke er plads til mig, generer det mig i høj grad. Sådan en som Fritzi gjorde det rigtige i mine øjne, for hun indlogerede sig på hoteller, hvor hun ikke tog sengepladser fra nogen.
Da jeg sad i Muxia og var skuffet over luksus pilgrimme, fyrværker og fiestaer, optog jeg faktisk en meget dybsindig (ironi kan forekomme) video hvor jeg siger farvel til caminoen. Ikke fordi det har været særligt hårdt. Jeg har heller ikke haft nogen skader, eller haft nævneværdige problemer med at finde vej. Alt har godt nok fungeret som det skulle. Jeg er bare træt af at slæbe rundt på 10 kg på ryggen når andre får kørt deres bagage. Du spørger så ”Hvorfor gør du ikke bare det samme?”
Men det vil ikke føles rigtigt for mig. Det skal være hårdt. Jeg skal opleve de andre snorkende og pruttede pilgrimme i sovesalen. Og jeg skal opleve den fantastiske begejstring, når man har slæbt sig frem til den by man skal overnatte i.
Jeg ville ønske at jeg kunne skrue tiden tilbage og opleve alle mine caminoer igen. På godt og ondt. Og der er at jeg tænkte at jeg egentlig ikke føler at jeg har mere tilbage at opleve. Så det må være slut nu.
Af en eller anden grund lægger jeg ikke videoen op. Jeg tror jeg tænker, at der alligevel ikke er nogen af dem der kender mig godt, der tror på at jeg er færdig med caminoen.
Og nu hvor jeg er hjemme igen tænker jeg også at det var måske valget af rute der var forkert. Og det kan jeg jo kun finde ud af ved at tage af sted igen.
SLUT
NB!!! Så fik jeg lige en nedtur i lufthavnen, da jeg skulle gennem kontrollen. Mine hammerdyre titanium vandrestave blev konfiskeret. Jeg fik tilbudt at de kunne kalde min kuffert tilbage så jeg kunne lægge dem i den. Men jeg har jo ikke nogen kuffert med. Kun min rygsæk.
Så er det jeg træffer den forkerte beslutning. “Bare tag dem. Jeg skal alligevel aldrig gå caminoen igen”.
I samme øjeblik jeg sidder i flyet har jeg fortrudt. Jeg kunne jo bare have gået ud til checkin igen og fået sendt mine vanderestave specielt.
Men nu er det jo at jeg lovede mig selv en af de første dage, ikke at tænke HVIS nu jeg havde handlet andeledes. Men det skal jeg vist lige arbejde lidt mere med at få styr på.
SLUT SLUT