Næste morgen er der morgenmad i herberget. Men den er ikke særligt tillokkende.
Regnen vælter ned udenfor og to af hospitaleroerne hjælper mig mit regnslag på. De kysser mig på kinden, ønsker mig en god tur og vinker farvel til mig. De er vist glade for at de ikke behøver at gå ud i det vejr.
Går langs stranden og det er bare brandærgerligt at man ikke kan tage billeder i det vejr. Hvis solen havde skinnet, havde der garanteret været fantastisk smukt.
Det regner så voldsomt at der kun går 5 minutter til jeg kan mærke at jeg er våd fra inderst til yderst.
Efter 19 km vakler jeg stor-dryppende ind i en bar i Onton. Barmanden ser misbilligende på mig, og må hen og tørre gulvet af. Paul sidder der allerede og drikker kaffe og endnu en Brandy.
Han siger at jeg vist også har brug for en opstrammer, men nej tak. Han kan jo ikke mærke hvordan min mave har det. Jeg nøjes med te, brød og zumo.
Da jeg skulle betale, dryppede det også fra min pung og alle pengesedlerne var brune. Barmanden lagde demonstrativt 5e sedlen hen på et viskestykke. Men han så nu ud som om at han havde lidt ondt af mig.
Jeg kunne smage den zumo alle de næste 8,6 km til Castro Urdales. Jeg spekulerede samtidig over hvorfor Poul ikke virkede nær så våd som mig. Men han havde været iført et regnsæt med lange ben. Sådan et må jeg se efter.
Jeg måtte spørge en masse mennesker om vej til alberget. De sagde alle sammen. ”Den vej, På Plaza del toro”. Ja den er god med jer, men jeg har brug for hjælp.
Hvorfor er de byer her så store, så man skal gå så langt, selvom man er ankommet til byen.
Endelig fandt jeg det, ved siden af tyrefægterarenaen. Døren stod åben. Der var kun en anden pilgrim og han lå og sov. Herberget var godt nok ved at blive renoveret, men der var klamt og beskidt. Jeg trimlede nu bare omkuld, på en ulækker madras i min klamme sovepose og havde det rigtig dårligt.
Vågnede ved at andre pilgrimme var kommet til og en vred hospitalero skældte ud over at der var en vandpyt på gulvet. Jeg stod demonstrativt op og hentede en gulvklud og tørrede vandet op.
En anden pilgrim Alezander fra Østrig takkede mig. Han troede det var hans vandpyt, men det var nu efter min rygsæk.
Jeg kunne slet ikke svare ham og jeg var heller ikke i stand til at være bekymret for min bagage. For det kom bare som skudt ud af en kanon. Jeg nåede lige ud på det eneste ledige af de to toiletter, inden der stod en skylle ud af mig. Det kostede lige toilettets eneste rulle toiletpapir.
En bekymret Vivi fra Belgien kom hen og spurgte til mig. Skulle hun hente noget til mig? ”Der er gode apoteker her i byen”. Men nej, jeg skal bare have lov at ligge lidt. ”Du bør få dig et bad og lidt og spise. Og se at komme ud i luften. Vejret er også blevet bedre”.
Alexander kom hen og spurgte om jeg havde brug for noget mod diarre. Men nej, det havde jeg ikke brug for. Det kom ikke den vej. Endelig gik de alle ud og spiste og jeg fik ro til at sove lidt. Mens jeg bare drømte om, hvordan jeg kunne komme hjem, hurtigst muligt.
Endelig lykkedes det mig at stå op og få et bad. Det hjalp da lidt. Jeg besluttede mig for at følge Vivis råd. Og jeg gik ud i byen og ned til havnen. Kunne godt se at det var en meget spændende by, men jeg var sådan set ligeglad. Sad og kikkede ud over havnen, mens jeg tænkte på at denne camino da vist var lidt mislykket.
Og hvor går man hen i en stor by når man skal kaste op og ikke tør åbne munden for at spørge om vej. Man gør det midt på hovedgaden. Heldigvis når jeg lige at vende sig væk fra alle de fine turister, der ser meget forvirret på mig. Og så er man heldigvis iført regnslag. Det sidste er absolut en fordel, når man ikke har noget tørt skiftetøj.
På vej tilbage til alberget køber jeg pan og cola. Og håber at ekspedienten ikke kan lugte mine problemer. Tvang lidt brød i mig og gik ’hjem’ og lagde mig igen.
Hospitaleroen havde skaffet en centrifuge og en tørrer til vores støvler. Og nu skulle jeg virkelig tage mig sammen. Jeg samlede mit våde tøj og mine støvleindlæg sammen og gav det en tur i centrifugen. Det gav en ordentlig sjat brunt vand i en balje og mine støvler blev lagt hen til tørreapperatet.
Vivi spørger til mig. Vil du med ud at spise til aften? hvorefter jeg stryger ud på toilettet (desværre det samme, så der er intet papir) men heldigvis har jeg lommen fuld af papirservietter. Men nej jeg skal ikke have noget aftensmad.
Willi er kommet. Men jeg orker ikke at kalde på ham fra min køje. Så vi snakker ikke sammen.