Næste morgen er der utrolig meget snak. Vi har aftalt at gå klokken 6. Men der er diskussioner. Og snak og fnidder. Jeg ved ikke hvad det går ud på, men jeg er træt af at høre på det. Måske er det noget med at de 14 Andalusiere er sluppet væk, uden at vi har hørt det. Og hvad så.
Så kl 6.15 tar jeg rygsækken på og går. 4 Spaniere kan jeg klare, men ikke 10.
Går i 5 kvarter gennem en meget mørk skov, hvor det pusler i bevoksningen. Jeg ved ikke hvorfor men jeg føler mig meget tryg og har ikke problemer med at finde vej, da stien går ligeud og jeg kan høre mine skridt i det grove grus.
Dagens rute er 31 km og der er 131 til Santiago og jeg har masser af tid. Jeg skal først flyve hjem fra Madrid om 9 dage. Og de skal nydes i fred og ro.
Kommer til en lille smuk by Villabade. Der er helt stille. Ingen af de lokale er oppe endnu.
I Castroverde leder jeg efter en bar hvor jeg kan få en fortjent morgenmad. Møder Andalusierne, som ser ud som om de leder efter et eller andet. Ser ud som om de ikke kan finde ud af byen. Nå, men jeg finder en bar og hvem sidder her. Det gør Jesus og Carmen. De har taget en taxa, fordi Jesus måtte til lægen med smerter i benene. Nu sidder de og plastrer Carmens fødder ind.
Jeg får kaffe og tostada. Og bestiller en bocadillo til vejen. Jeg har det fint og der er kun 22 km tilbage til Lugo. Så kommer Jesus hen til mig, han har en bøn. ”Jeg kan ikke gå i dag. Så vil du ikke tage Carmen med? Hun er lige startet på Caminoen, og jeg vil ikke have hun går alene. Men hun er i trygge hænder hos dig”. Øv, skal jeg nu være barnepige tænker jeg, men min gode opdragelse tager heldigvis over.
Og jeg siger ”selvfølgelig kan Carmen følges med mig”. Det skylder jeg også Jesus. Han og hans brødre har hele tiden været utrolig flinke og opmærksomme over for mig.
Jeg spørger Carmen om hun taler Engelsk. Nada. Intet. Nå det skal nok gå godt.
Vi skyder ikke helt den normale hastighed. Og hun tager om muligt endnu flere billeder end mig.
Men det går faktisk hen og blev en rigtig hyggelig dag. Vi har mærkværdigvis intet problem med at tale sammen. Jeg må godt nok en gang imellem konsultere min parlør for at finde det rigtige ord, men snakken går livligt. Og vi kan sagtens forstå hinanden. Det er nok fordi vi kun er to.
Carmen er kunstner og hun tager en masse naturbilleder til inspiration. Vi går gennem en masse skov og vi kan lige pludselig se ansigter og sære skikkelser i al bevoksningen. Det er faktisk rigtig hyggeligt.
Den eneste ubehagelige oplevelse vi havde, var da to store hunde kom halsende efter hinanden. De sloges lige foran os, som jeg aldrig har set to hunde slås før. Jeg er overbevist om at de ikke begge havde overlevet, hvis ikke der var kommet en mand drønende på cykel og en kvinde i bil fra den anden side. Det lykkedes dem at få skilt hundene ad, men det så meget voldsomt ud. Jeg var vist mere skræmt end Carmen.
Det tager os næsten 7 timer at gå de 22km til Lugo og vi har kun holdt en rigtig pause hvor vi sidder i en græsrabat og deler min bocadillo. Jeg føler også at jeg har stået mere stille og ventet, end jeg egentlig har gået de sidste kilometrer.
Endelig indkvarteret i Lugo, dukker de alle op. Augustin, Jesus og Manuel dog med taxa.
Ved indkvarteringen hænger der et skilt hvor der står at hvis man går fra Lugo skal man ikke kun have et stempel fra den by hvor man overnatter, men også et stempel ude fra ruten. Det gør jo det hele lidt besværligt. Og jeg synes heller ikke rigtig at det kan passe. At jeg der har gået helt fra Irun skal dobbelt tjekkes på den måde. Hospitalieroen siger at sådan er det altså, men det er også helt nyt.
Mine spanske venner protesterer ikke. Så jeg må jo tro på at det er rigtigt.
Vi er nogle stykker der går ud og spiser. På vej tilbage besøger jeg katedralen og ser mig lidt om i byen. Lugo er en meget stor og moderne by. Centrum er omringet af en kæmpestor og gammel bymur. Der er nok at se på.
Da jeg kommer tilbage til alberget er der krise.
Alberget er stort. Der er 42 pladser, men det er hurtigt fyldt, da Andaluserne er kommet tidligere. Og på det næste alberge ca 30 km væk, er der kun ganske få sovepladser.
Og i min engelske guide står der, at det ofte er booket på forhånd. Så jeg skal saftsusemig tidligt op, hvis jeg skal nå at komme før andaluserne.
Det er heller ikke fair at følges så mange sammen, det ødelægger alt for en anden en. Men på den anden side så følges vi jo også. Næsten da. Vi aftaler i hvert fald altid at bo de samme steder.
Katrin spørger om jeg vil være med til at skifte rute. Det har hospitalieroen anbefalet og han har tilbudt at kopiere kort til dem. Jeg siger nej. Jeg vil følge den oprindelige plan. Juan spørger om jeg vil være med til at gå de 20 km til San Roman? Jeg fortæller ham at der ikke er noget herberg der, men kun et 10 km væk fra ruten. Han ser undrende på mig men siger ikke noget.
Jeg går ud i byen selv om det er ved at være sent. Bliver ruten lang og øde er jeg nødsaget til at skaffe forplejning. Og selv om der er utallige forretninger i Lugo, så er det ret svært at finde et sted hvor man kan købe brød og frugt. Men det lykkes mig til sidst. Og da jeg kommer tilbage til alberget er klokken næsten 9.30. Og jeg kan se at de andre stadig sidder og snakker om den kommende dags rute.
Jeg er lige pludselig meget i tvivl. Har jeg valgt forkert, jeg ved vist ikke helt hvad det er jeg går ind til.
Da jeg kommer op på sovesalen og skal til at gå i seng spørger Jesus om jeg virkelig har besluttet mig for at fortsætte på Primitivo ruten. Alle de andre har besluttet at skifte til Nordruten. Jeg fortæller ham at jeg har fortrudt og jeg ved ikke hvad jeg skal. Han siger, at jeg også bare kan skifte rute. Ja, men jeg har ikke noget kort. Jeg har et kort til dig. Siger han. I samme øjeblik går lyset ud. Sådan er det på et herberg. Hvis reglerne siger at pilgrimmene skal ligge i deres seng kl. 22. Ja så går lyset ud kl. 22. Jeg mærker kun at Jesus stikker mig kortet i hånde. Og jeg går over og lægger mig i min sovepose. Jeg får ikke sovet meget den nat.
Oversat fra Galicisk af Google translate