Sidste dag i Santiago.
Måske kommer jeg aldrig her mere. Men så har jeg heldigvis også oplevet byen fra sin allermest positive og spændende side. Går til messe for sidste gang. Jeg kan ikke forklare, hvorfor det betyder så meget. Men det gør det.
Leger stadig turist, indtil jeg skal på banegården. Har bestilt billet til Segovia. Et eller andet skal de sidste dage jo gå med, inden jeg skal flyve hjem. Og Segovia ser ud som en meget interessant by.
Toget går 13.57 og jeg ankommer til Segovia kl 20.31. Har bestilt et hotelværelse lige over for busstationen. Det må da være til at finde.
Da jeg kommer til banegården og vil ind i cafeteriaet for at drikke kaffe inden afgang bliver jeg meget overrasket da Manuel, Juan og Augustin sidder der.
Jeg undrer mig lidt, for de var jo ellers rejst hjem. Min sædvanlige beskedenhed byder mig at mene at de måske har været træt af mig alligevel, så jeg bakker lige så stille ud af døren.
På et tidspunkt da jeg står ude på perronen, bliver der pludselig kaldt på mig. Det er Augustin, der står med hovedet ud ad vinduet. Jeg går ’meget overrasket’ ind til dem. De har været i Finesterra et par dage og er nu på vej hjem til Madrid. Vi finder ud af, at vi skal med det samme tog og sågar sidde i den samme kupe. De jubler og det gør jeg sådan set også. De kan ikke forstå at jeg ikke vil med til Madrid, men jeg har jo besluttet mig for at se Segovia.
Manuel skriver en liste til mig over de ting jeg bør se. Han vil også vide hvor jeg skal bo. Og det er et fornuftigt og meget centralt hotel.
Da vi kommer på toget, foreslår de at vi flytter rundt på folk, så vi kan sidde sammen. Jeg afslår. Jeg har egentlig brug for at være lidt alene. Og jeg har ikke behov for at få trukket vores afsked i langdrag, for selv om de siger noget andet, så ved jeg jo godt at vi aldrig ser hinanden igen. Vi går sammen i spisevognen to gange, men det er ligesom det er lidt kunstigt.
Jeg tror de kan mærke at jeg ikke er helt på toppen, følelsesmæssigt, men da de spørger om der er noget galt, siger jeg at jeg er begyndt at have hjemve. Det er sådan set også rigtigt nok.
Og de siger til mig, at jeg har jo også været væk hjemmefra, meget længe. Da toget endelig når Segovia følger de mig ud af kupeen og helt hen til udgangen. Der er en underlig stemning. Det føles på en gang. som om, at jeg har været en betydningsfuld del af deres Camino. Og Juan råber inden døren lukker ”Skriv”.
Da jeg kommer ud af banegården, kan jeg ikke se andet end en ørkenlignende natur. Og jeg kan bestemt ikke se Segovia. Intet. Klokken er 22.00 og det begynder at regne. Jeg får fat på en taxa. Segovia er åbenbart en større by en jeg troede. Og det tager også lidt tid inden jeg kommer til hotellet. Men jeg bliver budt velkommen og får nøglen til værelset. Et meget stort værelse med et gigantisk klimaanlæg. Jeg vil hellere have lidt rigtigt frisk luft, men vinduerne kan ikke åbnes og da jeg trækker de gigantiske gardiner fra, er der bare en mur uden for vinduet.
1.– 2. juli Segovia
SLUT