Heldigvis passer det med en kort rute i dag, da gårsdagen stadig sidder i benene.
I Spanien er det faktisk sådan at al jord ejes af nogen. Og man må ikke slå telt op uden at have fået lov af ejeren. Det har de nok ikke her:-(
Jeg havde ikke forestillet mig at det ville være så ensomt at gå La Plata. Det er jo jubelår i år, så jeg havde nok ventet flere folk på ruten. Men de få der er her, er par som er sig selv nok, eller også er det pilgrimme som er langt hurtigere end mig. Så jeg ser dem kun om aftenen. Det var i hvert fald meget sjældent, at jeg så nogen i løbet af dagen. Og ruten ligger i et meget øde område, så det er også meget sjældent, for ikke at sige aldrig, at jeg ser nogen af de lokale i løbet af dagen.
På et tidspunkt – og det er måske meget betegnende for hvordan jeg havde det på en stor del af ruten – jeg hører stemmer. Jeg hørte 2 mænd snakke, men jeg kunne ikke se nogen. Jeg havde åbnet et led og bevæget mig ind på et nyt område da jeg følte at der var nogen i nærheden og jeg næsten løb ud af stien. Jeg havde bare sådan et behov for at møde nogle andre (på 2 ben). Men jeg så ingen. Efter en halv time, som føltes som meget længere, kom jeg til en stor jernport med en jernkæde og med hængelås og der var ingen stemmer. Og jeg tænkte bare ´Der er noget galt her. Eller er det mig der er noget galt med?´
Jeg forstod det simpelthen ikke. Jeg var så langt ude, så jeg tænkte at jeg var nødsaget til at gå tilbage igen. Måske til Sevilla. Jeg kunne slet ikke forstå det. På min vej tilbage fandt jeg et led jeg havde overset lige til venstre for det første som jeg var gået igennem. Jeg havde fuldstændig overset det fordi jeg pludselig hørte stemmer, men jeg var meget lettet, da jeg fandt ud af det kun var fordi jeg havde begået en fejl.
Men ellers går det fint her i det sydlige Spanien. Solen er på fra morgen til aften og det er meget varmt. Til gengæld er det meget koldt, så snart solen er væk. Mine fødder har det godt og jeg har ingen vabler. Er kun rød (MEGET) i ansigtet af solen.
Dejligt at ankomme så tidligt på dagen. Og jeg tænker at der er en del at se her. Bl.a. den store borg på bakken. Det er utroligt alle de borgruiner man kommer forbi her på La Plata. Borgene ligger så tæt i Andalusien, for at man kunne signalere fra borg til borg i tilfælde af angreb.
Da jeg kommer til alberget står Hansjürgen og tar imod mig. Vi er de første så vi går ind og finder de bedste senge.
Alberget blev egentlig bygget som en vandtank. Og det er meget mørkt og indelukket. Men vi er som sagt heldige at komme først og vælger det værelse med mest luft og lys. Jeg har redt min seng, været i bad, hængt vasketøj op og sidder udenfor i solen og spiser frokost. Jeg har netop åbnet en øl, da en meget vred turistchef kommer og forlanger at vi pakker vores ting sammen og sætter dem udenfor. Det er nemlig meningen at vi skal gå ned til byen og blive registreret på turistkontoret først. Der er ca. 1km ind til byen, men vi var nødsaget til at gøre som vi får besked på. Det tar frygtelig lang tid at blive registreret, så vi haster tilbage, selv om det virkede lidt åndsvagt.
Da vi kom tilbage (og det var så her at jeg blev ret sur på hende den spanske kvinde og hendes mand) havde hun og manden fået vores værelse. Og han stod og fyldte det hele ude i køkkenet, hvor han var ved at tilberede deres mad. Jeg havde godt set ham plukke vilde asparges et sted på ruten. Jeg er sikker på, at de ikke havde været nede på turistkontoret, men havde reserveret værelset i forvejen. ØV
Vi fik anvist et andet værelse. Her var koldt og mørkt så jeg gik en tur for at komme ud i varmen og lyset.
Der var ikke så meget at se som ventet. For der var ikke adgang til borgen, da den var ved at blive restaureret og byens kirke var lukket. Sad i solen på en bænk et par timer og betragtede nogle håndværkere der arbejdede og den militante tysker der legede med nogle børn på torvet. Jeg ved ikke hvor han boede henne.
Om aftenen gik Hansjürgen, Frank og jeg ud og spiste, sammen med Olga, en spansk cyklist. Jeg husker ikke hvor vi spiste henne, men det var et meget spændende sted. En kæmpe garage eller ladebygning hvor der var mange lokale og maden var god. Det var altid Hansjürgen, der fandt de gode steder. Og jeg var som sædvanligt meget træt. Det er nok det jeg har sværest ved at vænne mig til. Først at spise kl. 21, når man skal tidligt op næste dag.
Til gengæld kan jeg godt vænne mig til at Hansjürgen altid bestiller ost til ham og mig, når vi skal have dessert. Ost er aldrig noget der er på menuen her. Så i sidste ende var det en rigtig dejlig dag. IGEN.