Forlader klosteret alene. Nu er der ikke meget mere end 100km tilbage.
En sød oplevelse kort udenfor Orense.
Jeg blev stoppet af en politibil og en meget sød betjent spurgte alvorligt “om jeg gik alene?”
“Og om jeg havde en mobil, og om jeg var klar over at jeg skulle ringe112, hvis jeg fik problemer?”
Hvilke problemer, spurgte jeg ? “Hvis jeg nu kom til skade?”. Jeg viste ham min mobil og fortalte ham at jeg nok skulle ringe 112, hvis jeg fik problemer. Jeg spurgte hvad årsagen var til hans bekymring? Var ruten specielt farlig? Skulle jeg hellere vælge at følge landevejen?
Tanken strejfede mig et øjeblik at der kunne være oversvømmelse, jordskred eller vulkanudbrud, siden han var så bekymret.
“Nej ikke farlig, men anstrengende” sagde han og strøg sig over panden. “Skal du til alberget i Cee?”. Jeg beskæftigede. “Det vil tage mindst 6 timer”. Han talte på fingrene på engelsk. Og han beskrev hvor hårdt det var. Han strøg sig over panden en gang til. Og han fortalte mig at han havde selv gået caminoen fra Ourense til Santiago en gang. Så han vidste det.
Jeg sagde til ham at han ikke behøvede at bekymre sig, for jeg havde klaret at gå alene fra Sevilla.
Han fik næsten tungen galt i halsen, og sagde at så fik jeg vist ikke nogen problemer. To gange mere viste han sig på ruten og gav mig ‘thumps up’.
Det sjoveste var næsten at Klasker også havde mødt ham 3 gange. Han havde virkelig et ønske om at være de kvindelige pilgrimmes redningsmand.
Og så gik vi på bar og drak Whisky, til de lokales store forundring. Det er vist ikke noget man normalt ser kvinder gøre i Spanien.
Om aftenen dukkede vores politibetjent op for lige at sikre at vi var ankommet til alberget.