Jeg sad på en bar og drak morgenkaffe ca 1/3 nede af bjerget og jeg kunne simpelthen ikke gå for smerter. Det havde værten allerede konstateret aftenen forinden da jeg havde spist i hans restaurant og han havde lavet en lille vejledning til mig, der beskrev hvor dagens eneste bus kom forbi. Ca 100m nede ved byens kirkegård. Men han vidste ikke hvor bussen efterfølgende kørte hen; kun at jeg ville komme ned og forhåbentlig slap for 15-20 km humpen ned af en bjergsti. Og så er det igen, at der er en der holder hånden over mig.
Pludselig kommer en mand ind i baren. Efter at have bestilt en kop te, kommer han interesseret over til mig og spørger om jeg har en god tur. Jeg forklarer om mit dårlige knæ og at jeg skal med bussen. Han forstår hvad jeg siger, men jeg forstår ikke et ord af, hvad han svarer. Han siger “Vent der kommer snart en der kan Engelsk” og han bliver ved at gentage det.
Jeg tænker bare, nå men vi må så håbe at ham der kan engelsk kommer, inden jeg ”kravler” ned til bussen, for den tør jeg ikke miste den. Pludselig vælter det ind i baren med cykelryttere og en af dem kommer over til mig. Og han siger ”Vi hører du har dårligt knæ. Den mand er vores chauffør og han siger at han vil køre dig hen, hvor du ønsker det”. Der var filmen lige ved at knække for fr. Jørgensen, men jeg får da sagt, at jeg ville blive meget glad for at blive kørt til rutebilstationen i Ponferrada, så jeg kan tage en bus til Santiago.
Jeg kom til Ponferrada med lynets hastigh. Det gik i zigzag ned ad bjerget lige i halen på rytterne. Ved fælles hjælp fandt vi rutebilstationen. Min chauffør vidste lige så lidt om hvor den lå som jeg.
Købte billet til en luksusbus til Santiago. En bus med stewardesse. Der blev serveret frisklavet kaffe, kolde drinks og snacks under hele turen. Og var man ikke som jeg, en der fortaber sig fuldstændig i den fantastiske natur vi kører forbi, ja så kunne man underholde sig med actionfilm på en af bussens utallige fjernsynsskærme.
Da jeg kom til Santiago indlogerede jeg mig på mit yndlings-alberge, som jeg pudsigt nok også havde for mig selv.
Det var først mandag jeg havde mulighed for at komme til en pc og da havde jeg kun tanker om at få en tranport hjem til Dk, da mit knæ ikke så ud til at få det bedre. Så det blev til 6 times togtur, 10 timers venten i Madrids lufthavn og så endelig med flyet hjem.