Andreas, Aljascha og jeg følges fra alberget næste morgen. Marina og Katrin er gået meget tidligt. Det følte jeg ingen trang til.
I udkanten af byen finder vi en bar og får kaffe. Da jeg vil betale, har Andreas allerede betalt. ”Så kan du give en anden gang.” Det irriterer mig lidt, men Aljascha virker taknemmelig. Og så kommer regnen. Og vi gik i regn hele dagen.
Det er mig der er bedst til at finde vej i dag, selv om Andreas har en fremragende tysk guide.
På et tidspunkt skulle vi forcere en stor vandpyt.

Og jeg kom i tanke om at jeg havde købt en rulle plastikposer. Vi blev alle tre udstyret med plastikposer på fødderne, bundet under knæene. Vi har garanteret set komiske ud men det var ret effektivt når vandet står højere end ens støvler.
Det er godt at være god til noget. Til gengæld har jeg stor glæde af de to unge fyre, når der skal klatres op af skråninger og forceres pigtrådshegn. Specielt Aljascha er meget opmærksom. Jeg mærker flere gange et lille skub bagi, hvor det har været nødvendigt. Han venter også hele tiden på mig, når jeg halser af sted efter de to unge fyre. Jeg tror han tager livet alt for alvorligt og engagerer sig frygteligt meget i sine omgivelser.


Aljascha er en ung mand, som jeg til enhver tid ville åbne mit hjem for. Andreas er 40 og meget selvsikker. Han kan godt være lidt for meget. Han mener han har svar på alt.
Før La Isla kommer vi forbi en restaurant ved kysten. Vi trænger til frokost men der er selvfølgelig lukket. Aljascha og jeg har nok til tre i bagagen, så vi får alle tre en dejlig, men meget enkel frokost siddende på fliserne med udsigt over havet.

Vi går kun 17 km i dag. Og ankommer til La Isla hvor vi skal finde en kvinde der hedder Angelic Garcia Nosti. Hun har nøgle til alberget. På vej ind til byen kommer vi forbi et hotel på stranden. Og Katrin kalder på os. Hende og Marina sidder inde i restauranten og spiser iført nattøj. Et syn for guder. Men al deres tøj var beskidt eller vådt. Så da hotellet tilbød at vaske, havde de kun deres nattøj tilbage. Og hvordan kan de vide i Spanien hvordan nattøj fra Schweiz ser ud. Vi bliver inviteret på kaffe. Katrin klager over at hun ikke har noget ordentlig kort at gå efter.
Resolut hiver jeg siderne med resten af nordruten ud af min guidebog. Så er beslutningen taget. Jeg har ønsket at fortsætte af Camino Primitivo, men jeg bliver hele tiden i tvivl, når jeg hører at alle andre vil fortsætte på Nordruten. Nu er jeg ikke længere i tvivl.
Efter kaffen fortsætter vi ind til byen og nogle kvinder i et stort hus kalder på os. En af kvinderne kommer stormene ned. Der et Angelic. Hun fører os hen til et hus. Jeg tror vi alle tre tænker. Å nej, her kan vi ikke bo. Men det var hendes eget hus. Og efter vi er skrevet ind og har fået vores stempel, stormede hun af sted foran os til udkanten af byen, hvor der lå et rigtig hyggeligt alberge, som vi havde næsten for os selv.


Der var kun ankommet to tyske mænd, som jeg havde set flere gange de sidste par dage. Her var rigtig pænt og hyggeligt og Angelic hentede en varmeovn frem, så vi kan tørre vores tøj.


Efter at Aljascha havde behandlet en af tyskernes mange vabler, gik vi ud og handlede ind til aftensmad. Vin, brød, skinke, ost og frugt samt yoghurt til morgenmad. Andreas og jeg betaler. Jeg bliver mere og mere overbevist om at Aljascha ikke har så mange penge. Vi går på byens eneste bar og drikker kaffe. Jeg betaler. (Så er gælden til Andreas betalt)
Aljascha har det dårligt med at Andreas og jeg altid betaler for ham. Jeg forsøger at forklare ham, at han er studerende, hvorimod Andreas og jeg har et fast job og har bedre råd. Og han giver i øvrigt så meget andet. Han virker taknemmelig, når jeg siger det.
Aljascha og Andreas vil til stranden, så jeg går tilbage med vores indkøb. Da jeg senere går tilbage for at møde dem på stranden, har Andreas været ude og bade og er kommet til skade.
Han har skåret sin storetå på en sten. Det bløder voldsomt og vi går/humper tilbage til alberget, hvor han får renset tåen. Vi spiser til aften udenfor. Flute, skinke ost og tomater og masser af rødvin. Det starter kanonhyggeligt, men så begynder Aljascha og Andreas at diskutere. Det har de i øvrigt gjort hele dagen. På et tidspunkt går Aljascha afsides for at ringe hjem på sin ”handy”. Hans søster havde vist fødselsdag. Det viser sig at der er sket noget derhjemme, der gør ham ret oprevet og ulykkelig. Han vil ikke fortælle hvad det er. Kun at det er noget med hans søster. Andreas fortsætter med at provokere til diskussion. Jeg siger at han skal dæmpe sig, for Aljascha er ked af det. Men Andreas fortsætter og han bliver meget personlig. Jeg bliver meget bevidst om hvor forskellige vi mennesker er. Nogen er overfladiske og lige glade med andres følelser og andre er idealistiske og følsomme.
De to ældre tyskere der også bor på alberget kommer til. De har været på bar og set fodbold. En af dem er meget fortvivlet over vejret og han vil hjem i morgen. Hans fødder bliver dårlige i det våde vejr.
Men nu diskuterer de alle fire og jeg kan ikke følge med længere, så jeg går i seng.


