Næste morgen er Aljascha væk. Jeg hørte ham stå op meget tidligt. Havde jeg vist han ville gå, var jeg stået op og havde sagt farvel til ham. Jeg bliver lidt ked af det. Han var sådan en sød fyr. Men han har vist brug for at være lidt alene.
Vi andre spiser morgenmad sammen. Vejret ser heldigvis fint ud i dag. Jeg starter min vej alene.
Da jeg stopper i Ribadesella for at få en kop kaffe, ankommer Andreas. Jeg er overrasket over at se ham, men han siger at hans fod har det godt igen. Efter kaffen siger jeg til ham at jeg skal finde et sted at købe frimærker, så han fortsætter videre alene. Jeg kan længe se ham foran mig, men holder afstand.
Vejret er skønt og vejen er fin, men lidt stejl. Jeg hygger mig og nyder det.
På et tidspunkt kommer jeg til en lille landsbykirke i Colunga og ser Andreas, Katrin og Marina sidde og holde pause. De blev lige så overraskede som jeg, over mødet. Andreas havde lige fortalt dem at jeg var langt bagefter.
Da vi går op mod en kirke i en af de næste landsbyer, er der straks en morlil fra nabogården der kommer farende for at låse op. Det er tydeligt at kirken bliver brugt og hun sætter en stor ære i at passe den.
Andreas forsvinder ud af ruten og vi andre følges, men jeg forsøger at få dem til at gå i forvejen.
Katrin og Marina venter hele tiden på mig. Vejen udvikler sig til at være meget primitiv og pløret. Til sidst går jeg i forvejen, da jeg som sædvanligt går bedst alene. På et tidspunkt går jeg gennem en skov, ad en meget smal og meget pløret, stejl sti. Jeg haster af sted, men får lige pludselig dårlig samvittighed.
Katrin og Marina er sakket langt bagefter og jeg bliver urolig for, at der er sket dem noget. Jeg går tilbage og ja Katrin er faldet. Hun er ikke kommet mere til skade, end et fald i pløret, men hun er meget taknemmelig over at jeg vender tilbage. Vi fortsætter sammen ind til Villaviciosa.
Det er ligesom, at jeg bliver meget mere udmattet, når jeg går sammen med andre og hører på deres beklagelser. Men endelig når vi til centrum, hvor der er en privat pension og Andreas sidder udenfor.
Vi får alle værelser til natten. Thomas ringer og fortæller at jeg får installeret en pumpe på min kælderbrønd. Mor og han klarer bare det hele.
Om aftenen går vi ud og spiser sammen. Det skal være vores afsked, da vores veje skilles den næste dag.
På det ene foto kan man se hvordan der bliver hældt cider op, med en meget lang stråle. Det er en tradition for området og måske netop derfor er gulvet så klistret at man næsten ikke kan flytte fødderne.