12.6.2023 Zaragoza – Jaca
Har allerede i går orienteret mig om hvor jeg skal med bussen i dag. Har også allerede købt en billet på nettet. Der er en tydelig anvisning på standeren ved busstoppet om hvordan man gør. Så jeg bliver lidt overrasket over at der kommer flere hen for at bede om råd. Det er spaniere og de burde jo vide mere end mig om at komme rundt. Men jeg er også lidt høj over at jeg bare har styr på det.
Jeg havde også styr på hvor lang tid der ville tage at gå ud til busstoppestedet.
Tillader mig at gå på en cafe på vejen herud, hvor jeg har en lidt trist oplevelse. En mand står ved baren og drikker en kop kaffe. Han går hen til en spillemaskine og formøbler x-antal euro. Han bestiller en brandy og virker som om han skal drikke sig mod til et eller andet. Går hen i cigaretautomaten og køber en pakke cigaretter. Køber en brandy mere og går derefter udenfor, hvor han åbner nogle rudekuverter. Der har åbenbart skullet mod til og han ser bestemt ikke glad ud. Meget trist.
Efter en behagelig bustur fra Zaragoza ankommer jeg til Jaca. En by jeg kender.
Ankommer til alberget. Og der er flere pilgrimme der venter på at blive lukket ind. En japaner, flere franskmænd og en del spaniere. Jeg er simpelthen så lykkelig over at jeg er kommet blandt ligesindede igen.
Japaneren har været indlagt nogle dage med Corona. og det er gået hårdt ud over blodtrykket, så han vil hjem. Nogle af franskmændene går en anden rute og jeg kan ikke rigtig finde ud af om jeg skal forvente at se mere til dem. Men 2 spanske piger og deres bedstefar går samme rute som mig. De er ualmindelig søde og de snakker med alle.
Jeg føler lidt at jeg har fundet hjem på caminoen igen. Det her skal nok blive godt.
13.6.2023 Jaca – Arres
Drak en ret intetsigende morgenkaffe i alberget. Så jeg valgte at drikke endnu en morgenkaffe i en rigtig hyggelig bar i udkanten af centrum. Det var til gengæld en rigtig god kaffe.
Gik bag disse tre skønne personer ud af Jaca. Vejret var dejligt og ruten var nem.
Der var dog mange vandpytter og på et tidspunkt er stien oversvømmet af noget underligt hvidt vand. Det var umuligt at se hvor dybt der er. Det var ikke det at det var dybt, men det at det var en meget blød bund dækket af noget lyst ler, som var meget svært at slippe ud af igen. Det lykkedes heldigvis at komme op på landevejen, men med meget tunge og klistrede støvler.
Pludselig er de andre (Sara, Zaira og Julio) væk. Jeg havde ellers fortalt dem at der var en rigtig lækker bar og restaurant i Puenta La Reina de Jaca, som de absolut måtte besøge. Man skal bare lige over broen og så er man der. Nå, men jeg vil i hvert fald derover. De to gange jeg har været der var der fyldt med pilgrimme. Situationen er lidt anderledes i dag. Der er ikke andre pilgrimme og der er heller ikke noget åbent. Gik over til den nærliggende servicestationen for at høre hvornår baren åbnede. De har altid lukket om tirsdagen, blev der sagt. Og hvor skulle jeg så lige vide det fra. Nå men så må en pilgrim bare sulte om tirsdagen. Klokken er 2 og jeg har ikke fået noget siden tidligt i morges. Jeg må indrømme at jeg bliver ret sur. Men jeg faldt hurtigt ned igen, da jeg opdagede at jeg kunne købe både sandwich og sodavand på servicestationen. Så jeg behøvede ikke at sulte.
Vi havde aftalt at overnatte i Arres hvor der skulle være et rigtig dejligt alberge. Jeg havde dog ikke regnet med at denne sidste del af ruten ville være så hård. Det var en ret stejl og meget smal sti. Og jeg kunne godt mærke at jeg var godt brugt.
Havde set to unge piger uden rygsække et stykke forude. Det kunne jo ikke være mine venner. De manglede både rygsække og en bedstefar. Men da jeg ankommer til alberget var de der alligevel. Der var en dame der havde tilbudt at køre bedstefar og deres bagage.
Det var et meget venligt amerikansk ægtepar der passede alberget. Han var pensioneret officer og hun underviste på et universitet. Vist nok i Utah. De havde tidligere vandret caminoen, men nu arbejdede de en gang om året som frivillige på de alberger som pilgrimsorganisationen sendte dem til. De betalte selv deres rejse og denne gang måtte de ovenikøbet betale for at leje en bil, fordi det her var så øde en egn, med meget langt til indkøb. Det var så dejligt at kunne snakke engelsk og dele erfaringer. Specielt om hospitaliero-jobbet. Der er stor mangel på frivillige, så måske er det derfor at flere alberger bliver lukket.
Der blev lavet dejlig mad til os og der var en god snak ved bordet. De tre spaniere, en ung franskmand (som kun taler fransk) de to amerikaner og en ung stum pige Julie. Og så mig. Efter at Sara, Zaira og jeg havde vasket op, skulle vi se byens seværdigheder og sige godnat til solen.
Vi besøgte først kirken, som var fra d. 17. århundrede.
Derefter besøgte vi det restaurerede tårn som en gang har været en del af et borganlæg.
Jeg fik lige et godt billede af min to venner, som begge er 21 og læser på uni.
Og så var solen på vej ned.
14.6.2023 Arres – Artieda
Fik dejlig morgenmad i køkkenet og var den første der forlod alberget, for at tage hul på endnu en smuk dag.
Blev hurtigt indhentet af Julie. Hun er en meget sød og smuk pige, og jeg syntes simpelthen det er så synd at hun ikke har talens sprog. Men det er lidt mærkeligt at hun slet ikke har nogen lyde. Det er ligesom hun slet ikke forsøger.
Da jeg som sædvanlig er ret nysgerrig spørger jeg hvordan hun har fået det sådan. Og om hun aldrig har kunnet tale. Med tegnsprog viser hun mig et eller andet med 7. Jeg forstår intet og hun griber ned i rygsækken for at hente den blok op, som hun altid skriver på, når hun skal kommunikere med andre.
Jeg siger til hende at det kan vente til vi når vores alberge. Det er lidt svært at skrive, når vi går. Og jeg siger også til hende at hun bare skal gå i forvejen, da hun er meget hurtigere end mig. Jeg tænker meget over hvordan hun klarer sig. Hun kan jo ikke ringe efter hjælp, hvis der sker noget.
Blev indkvarteret i et køjerum med de 3 spaniere. Bedstefar og jeg fik de nederste køjer.
Jeg så Julie, men hun så åbenbart ikke mig. Hun havde spist her og ville videre til den næste by. Så jeg fik ikke mulighed for at høre hendes historie, som jeg havde spekuleret på hele dagen.
Jeg sagde et eller andet til Sara om, at det Julie ikke havde i talens brug, havde hun til gengæld i benene, for hun gik meget længere og hurtigere end os andre. “Ved du det ikke” svarede Sara. “Hun er slet ikke stum, hun har bare besluttet at hun ikke vil tale i 7 dage”. Jeg må indrømme at jeg blev vred. Det kunne hun godt gøre mig opmærksom på, så jeg ikke skulle gå og være urolig. Nu ønskede jeg slet ikke at se hende igen.
Spiste til aften med mine 3 spanske venner. En dejlig middag og skøn vin. Det var kanonhyggeligt. Pigerne fortalte en masse om deres familie. Bla at Julio har to koner. Hende han er gift med og så sin svigermor.
15.6.2023 Artieda – Undués de Lerda
Efter en lidt forvirret morgenmad – forvirret fordi der ikke var service til alle – var Julio og jeg klar til at gå. Pigerne skulle først pakke og jeg havde ikke ro i r…. , så jeg sagde “Vi ses” og gik.. Bedstefar Julio sagde godt nok et eller andet, som jeg ikke forstod. Men jeg måtte bare afsted.
Det var simpelthen sådan et skønt vejr og naturen var vidunderlig.
Ankommer til ruinbyen Ruesta kl. 10.50. Jeg ved der er et alberge med tilhørende Cafe. Så jeg vil unde mig selv en kop kaffe. Observerer nogle rygsække som jeg syntes jeg kender. Og så ser jeg dem. Sara, Zaira og Julio. Hvordan kan de være her. De har med sikkerhed ikke overhalet mig. De griner alle tre fordi jeg er så overrasket. “Bedstefar kendte en genvej. Det prøvede vi at fortælle dig.” Bedstefar giver kaffe og de fortæller hvor glade de er for at se mig. Alberget i nat var jo fyldt og de har ikke turdet andet end at reservere senge i Sanguesa. Og de har også reserveret en seng til mig. Jeg bliver simpelthen så glad.
Mens jeg lige får lidt at spise, går pigerne på opdagelse.
Vi følges ad fra Ruesta, men pigerne kommer hurtigt foran. Jeg kan på ingen måde følge med dem. Det går bedre med Julio. Han og jeg skiftes til at overhale hinanden.
Det her er en strækning jeg virkelig hader. Fra Ruesta til Sanguesa.
En opstigning gennem skoven hvor stien bevæger sig i zigzak. Så ruten føles utrolig lang. Der er store advarselskilte fordi der åbenbart er mange flåter i skoven. Så det er med at holde sig inde midt på stien.
Har gået her i 2011 med Jutta og igen i 2017 med Kirsten. Måske har vi gået og snakket, for jeg husker den ikke som så slem. Eller også har det måske bare ikke været så varmt, som det er i dag.
Jeg er så bange for at der skal ske det samme som på den første dag. Så jeg holder øje med min puls og må holde mange pauser. På et tidspunkt er jeg nødsaget til at lægge mig ned midt på stien. Det er 34 graders varme og jeg har snart drukket alt mit vand. Jeg er totalt udmattet.
Endelig kan jeg se op til toppen og jeg får øje på mine 3 venner. Pigerne står og vinker og hujer og de venter til jeg er helt oppe. De har været der i 40 min. Bedstefar lidt mindre. Men jeg kan se at han også er udmattet. Pigerne siger at jeg skal hvile mig og komme til kræfter inden nedstigningen.
Det er skønt at ligge og slappe af og jeg er helt overrasket over, at jeg ikke er mere end 40 min senere end pigerne.
Nedstigningen er ikke bedre. Den er også meget lang og det går stejlt nedad. Har jo gået her to gange før, men det har aldrig føltes så slemt som denne gang. Jeg husker ruten som vildt hård i 2011. Men jeg kunne dog den gang følge med Jutta.
Da jeg kommer ned til byen skal de tre til at spise og de gør hurtigt plads til mig. De er ikke blevet registreret endnu eller har fundet alberget, så det var vist ikke så længe siden de ankom. Zaira løfter min rygsæk. “Den vejer jo vildt meget. Prøv at løfte bedstefars, den vejer ikke det halve af din og vores vejer endnu mindre.”
De har virkelig givet mig noget at tænke over. men jeg føler jo ikke at jeg kan undvære noget. Hvis jeg skal afsted igen må jeg have en lettere rygsæk og jeg må også finde ud af noget andet fodtøj, end de stive støvler jeg har på. Pigerne og bedstefar går i kondisko.
Vi fik tildelt det samme rum i alberget og pigerne sov hele eftermiddagen. Og senere kom den unge franskmand, som vi har boet sammen med flere gange og en mand på motorcykel som vist nok var fra sydamerika.
Efter Julio har fået en middagslur kommer hen hen til mig og siger at han vil ned og vaske deres tøj. Om jeg vil have noget med. Det vil jeg gerne, men så vil jeg også betale. Det må jeg ikke. Og han får mit tøj med. Lidt efter kommer han tilbage. Han kan ikke finde ud af at starte maskinen. Det lykkes mig og så kan jeg bedre acceptere at han betaler. Jeg finder også ud af at bruge tørretumbleren. Og bagefter hænger vi tøjet op udenfor.
Senere driller pigerne bedstefar med at han er så træt. Jeg fortælle dem at han jo har haft travlt med at vaske og tørre deres tøj, mens de bare har sovet. De griner og siger at de ved da godt at det er mig der hjalp ham. for han har aldrig før prøvet at starte en vaskemaskine eller en tørretumbler før.
Har fået instruktioner i at lave crocetter, af Sara. Hun har lært det af sin mor. Glæder mig til komme hjem og prøve. I det hele taget snakker vi meget om mad. Mums.