10/07 Santiago
Næste morgen inden vi afleverer nøglen, går vi hen for at se om La Tita er åbent. Thank god. Alt er ved det gamle. Værten er helt overrasket over at se os så tidligt og vi fortæller ham at vi allerede var tilbage i går, men at der var lukket. Og at vi har boet på et meget ulækkert og uhyggeligt hostal, som vi absolut ikke brød os om. Han griner og siger, at vi skulle da bare have banket på vinduet. For han sad inde i restauranten og så fodbold.
Vi skynder os tilbage og henter vores bagage og lægger nøglen på natbordet. Og så skynder vi os “hjem”. Vores øvrige bagage bliver hentet op fra kælderen. Hele personalet griner af os. De har åbenbart hørt om vores fortrædeligheder.
Santiago har ændret sig lidt, i de to dage vi har været væk. Der er pludselig ikke nogen kendte ansigter længere. Nu ser man derimod andre pilgrimme, der møder folk de kender fra ruten. De falder hinanden om halsen, griner, græder og snakken går. Det føles lidt vemodigt, for man er jo godt klar over at det er tid at forlade byen. Der er ikke mere her. Så det passer meget godt, at Agnes og jeg skal videre med toget til Bilbao i morgen. Vi har aftalt med Karen og Saskia at mødes her på pensionen i aften og afholde den absolut sidste afskedsmiddag. (Der har snart været nogen stykker). De er sammen med Karens kæreste Mari-Ann, kørt et par dage til kysten. Jeg har fortalt Karen om Muxia og jeg er spændt på, om de har været der.
Agnes tilbringer det meste af dagen på værelset. Hun er træt. Og jeg traver Santiago tyndt. Det passer mig fint at være alene, nu hvor jeg skal tage afsked med byen.
Aftenens menu er Gallisisk kålsuppe og lam. Skønt. Og Orejo de hierbas. På værtens regning
11/07 Santiago – Bilbao
Saskia skal også af sted med toget i dag. Og det viser sig at det er samtidig med Agnes og jeg. Så Karen og Mari-Ann følger os. Der er en lidt trist stemning.
Vi glæder os alle til at komme videre, men ikke til at skilles.
Karen fortæller mig hvor fantastisk det var at besøge Muxia. Hun syntes det var den ideelle afslutning på en god Camino. Det gør mig meget glad. For jeg følte på samme måde.
Vi aftalte at vi alle vil holde forbindelsen ved lige når vi kommer hjem. Og vi må bare ses igen.
Pludselig er toget der og det er som om vi ikke når at få sagt rigtig farvel.
Nu har vi 10 timers togtur foran os. Men der er en masse at se på og vi hygger os rigtig. Agnes og jeg.
Vi kommer forbi mange af de steder, vi har gået. Det genopfrisker mange af de ting vi har oplevet de seneste uger. Den uendelige række af akacietræer på Messetaen og de mange byer vi er kommet igennem.
Hen under aften ankommer vi endelig til Bilbao. Jeg ved, at der i udkanten af byen er et ungdomshostal, hvor vi kan bo. Men Agnes vil blive i centrum og vil finde turistkontoret, så de kan anvise os et sted, hvor vi kan overnatte.
Jeg tror ikke hun er klar over, hvor stor Bilbao er. Og da vi endelig finder turistkontoret er det lukket. Vi går tilbage til den ældre del af byen bagved banegården.
Finder en masse hostals, men de er alle optaget. Det er ved at være ret sent, da vi får kontakt med værten på et af stederne. Hun er meget flink og ringer rundt for at finde et par ledige senge til os.
Endelig finder hun et sted, hvor der et ledigt værelse. Det er efterhånden temmelig sent og vi slæber os derhen.
Det er en meget fin ejendom og vi ringer på, på første sal. En meget nydelig herre lukker op, men hans værelse er alt for dyrt. Priserne her i Bilbao er meget anderledes, end hvad vi har været vant til.
Værten fortæller os, at der på 4. sal er et andet hostal. Godt nok af en noget ringere standard, men måske det er noget for os.
På 4. sal bliver vi lukket ind af en gammel krumbøjet morlil. Og vi får et værelse til 35E. Vi får et tiltrængt bad og sover næsten inden vi lægger os.
12/07 Bilbao
Friske og udhvilede står vi op næste morgen. Efter en dejlig morgenmad på en bar, skal vi ud og se os om i byen.
Nu har man ellers vænnet sig til at alle smiler og hilser. Ja, næsten betragtet en som en personlig gæst i deres land. Og lige pludselig er der slet ikke nogen der lægger mærke til os.
Der er et mylder af mennesker, turister og meget velklædte forretningsmænd og kvinder.
Samt politimænd med maskinpistoler og skudsikre veste. Men vel, vi er jo også i Baskerland.
Ekviperet med et bykort går vi til Guggenheim. Et imponerende museum. Og der er den mest fantastiske udstilling af det bedste kunst og ikoner, Rusland kan præstere.
Men selvfølgelig må man ikke fotografere inde i museet. Da vi har været igennem det hele, er vi fuldstændig ødelagt i ben og rygge. Det er meget hårdere at gå her end på CAMINOEN. Vi går i museets cafe og spiser en dejlig, men dyr frokost. Og bagefter går vi hele museet rundt igen. En stor oplevelse, både udstillingerne, men også det imponerende museum. I en meget stor sal er der en stationær udstilling af nogle meget store jernskulpturer.
Det er nogle enorme jernplader der er bøjet og samlet i labyrinter. Der går selvfølgelig ikke lang tid før vi finder ud af at de forskellige labyrinter giver forskelligt ekko.
Og vi løber rundt og laver lyde, klapper i hænderne, tramper og synger.
Ja, det lyder åndsvagt, men det var ualmindelig morsomt. Agnes siger jeg ligner en ung pige. Men de andre turister ser undrende på os. Egentlig underligt at vi ikke blev smidt ud. Men vi var i så godt humør. Og vi generede jo ingen.
Om aftenen kom vi så til den absolut afsluttende afskedsmiddag. I den gade vi boede, var der masse tapas-barer. Vi nåede ikke dem alle, men mange.
Til sidst spiste vi hovedretten i baglokalet i en meget pudsigt indrettet og meget velbesøgt bar.
Vi var de eneste spisende gæster da vi kom og vi havde lokalet for os selv.
Det tilstødende køkken var mindre end 2×2 m. Og på toilettet var der papir, men ingen håndvask. Ude foran i baren var der fyldt og et vældigt leben. Et meget specielt sted og åbenbart stamværtshus for mange lokale. Udsmykningen var lidt anarkistisk. Pro Palæstina og Baskerland.
Vi var i ret løftet stemning da vi returnerede til værelset på vores hostal. Og jeg tror vi grinede os i søvn. Husker ikke over hvad.
13/07 Bilbao
Heldigvis havde vi ingen mén af gårsdagens udskejelser, da vi vågnede. Men vi grinede ikke så meget mere. Efter morgenbadet forlod vi vores hostal kl. 8.00 og gik til banegården, hvor vi spiste morgenmad.
Den eneste gang jeg var i konflikt med ’lovens lange arm’ her i Spanien, var her til morgen. Og jeg vil bare tage et billede af en kiosk på banegården med det lidt specielle navn ”Lokum”. Det var da lidt morsomt.
Men som skudt ud af en kanon, kom en politimand hen og hev fat mig. Han var meget vred, for jeg måtte absolut ikke fotografere indenfor banegårdens område.
De er godt nok lidt sære de spaniere, men på den anden side så er vi jo i baskerland og det er vist ikke ret længe siden en banegård blev sprængt i luften af ETA, baskiske partisaner.
Jeg undskylder meget og får heldigvis lov at beholde mit kamera.
Nede på perronen skulle Agnes og hendes bagage gennem et kontrolchek, inden hun går ud til toget.
Tolderne vinkede også mig frem, men jeg fik forklaret at jeg ikke skulle med toget. De fik mig forklaret at hvis de måtte kontrollere min bagage, måtte jeg gerne følge hende ud til toget.
Vi stod jo også der med våde øjne og så garanteret meget ulykkelige ud. PIV.
Det var lige pludselig meget svært at skulle skilles og Agnes var også meget urolig for om jeg kunne finde et sted at sove den sidste nat. Jeg havde ikke råd til at blive i det sidste hostal, hvor jeg skulle betale 35euro for værelset.
Og så var jeg overladt til mig selv igen. Heldigvis havde jeg forberedt mig lidt undervejs. Jeg havde stadig kortet, som jeg fik den første dag og en pilgrim havde vist mig hvor ungdomsherberget lå. Og jeg havde jo også ligesom været her før. Ha. Godt nok kun en enkelt dag. Men garderet med bykort og en buskøreplan, vidste jeg hvilken bus jeg skulle med, for at komme ud til det meget store ungdomshostal i udkanten af byen. Og jeg har jo hele dagen, så jeg er ikke nervøs. Jeg fandt også hurtigt det rigtige busstoppested og så gik resten af sig selv.
Ankommer endelig og stedet er så stort at det ikke kan overses. Lige pludselig bliver jeg lidt urolig for om de vil tage imod mig. Jeg er jo ligesom færdig med min vandretur og så er det jo ikke sikkert at jeg må sove der. Det er også sådan, at det er unge mennesker der har 1. prioritet på disse undomsherberg, så de er ikke tvungen til at tage imod pilgrimme.
Jeg bliver heldigvis rigtig godt modtaget. Der er masser af plads og det er meget billigt. Men klokken er kun 11.00 og jeg kan først få en nøgle kl. 14.00.
Heldigvis er der på 1. sal nogle opholdsrum, hvor jeg må gå op og hvile mig. Jeg er også meget træt.
Endelig får jeg nøglen og låser mig ind på en seks-sengs-stue på 6. sal med en kanon udsigt over Bilbao. Efter et bad og en beroligende opringning til Agnes, der bliver meget glad for at høre at jeg har fået en seng, er jeg frisk og går ned i byen for at handle lidt forplejning.
Køber ind til mit sidste aftensmåltid i Spanien, samt frokost til i morgen.
Og jeg køber en øl, som jeg godt ved at jeg ikke må drikke på hostalområdet.
Jeg går derfor op på bjerget bag hostal´et. Skåler, mens jeg ser ud over byen.
Det har været så stor en oplevelse der her og man kan ikke undgå at blive meget bevæget.
Da jeg tog hjemmefra for 6 uger siden, var jeg så bange for at gå glip af noget. Men det største problem er næsten, at man ikke kan rumme alt det man har oplevet. Alle de steder man har set og alle de mennesker man har mødt.
Jeg er glad for at jeg valgte at gå turen alene, men jeg er også glad for at have oplevet den samhørighed jeg har følt ved at knytte mig til andre.
14/07 Bilbao –Danmark
Min første tanke da jeg vågner: I dag skal jeg hjem og hvor jeg dog glæder mig. Jeg har ikke på noget tidspunkt haft hjemve, men nu kan det kun gå for langsomt.
Spiste morgenmad på vandrehjemmet og ønskede alle pilgrimme på Nordruten som overnattede her, en Buen Camino.
Herefter gik jeg ned på termibusstationen. Bus 28 går til lufthavnen. Nu har jeg kun en bekymring tilbage. Kan jeg få min vandrestok med i flyet. Den har fulgt mig trofast hele vejen og jeg vil blive så ked af ikke at kunne få den med hjem.
Men intet problem. Jeg fik tjekket stokken ind som ekstra bagage. Det har de selvfølgelig oplevet før.
En pudsig oplevelse:
Jeg blev kontrolleret af et par meget strenge politimænd i security, der stod med sammenbidte miner. Jeg bliver godkendt og i samme øjeblik jeg kommer om på den anden side, vender de sig om og spørger med et stort smil om jeg har haft en god Camino. Hvor har jeg gået fra? Og har jeg gennemført helt til Santiago?
Hjemrejsen gik uden problemer. På en eller anden måde føler jeg at jeg hviler lidt i mig selv og alt andet er bare så ligegyldigt.
Det er som om man har været væk fra den virkelige verden i 6 uger og lige skal vænne sig til den igen.
Flyver over Danmark i det dejligste solskin. Der er nu også dejligt her. Jeg ville ønske jeg kunne vise alle dem jeg har mødt hvor smukt her er. Her hvor jeg kommer fra.
Man kan nok ikke undgå at føle sig forandret. Jeg føler mig i hvert som et helt andet menneske da jeg sætter fødderne på dansk jord igen.
Jeg har oplevet så utroligt meget og jeg tror virkelig ikke at jeg er gået glip af noget.