2006 Camino France – Jettes Camino

Min første vandring på de spanske caminoer.

Der er en første gang til al ting. Første Camino, første gang i Kastrup lufthavn, første gang jeg selv har købt en flybillet og første gang jeg rejser alene.
Det er også første gang i Spanien. Går det mon godt.

Men den her rejse betyder så meget for mig. Og jeg har lovet mig selv at jeg ikke skal gå glip af noget.

Fra flyet ser jeg de bjerge jeg skal gå over på mandag. Det vil måske for nogen være lidt tåbeligt at flyve over Pyrenæerne til Bilbao, for derefter at tage en bus tilbage til Frankrig, for til sidst at gå over de selv samme bjerge. Men som sagt – jeg skal altså ikke gå glip af noget.

Udlevering af bagagen i lufthavnen i Bilbao går kvikt og pludselig står jeg udenfor terminalen. Og har kun det problem at jeg ikke kan huske hvad toilet hedder på spansk.

Jeg havde regnet med at jeg bare kunne gå ind til centrum, men jeg kan ikke se andet end bjerge hele vejen rundt. Så jeg stiller mig op i en kø ved et busstoppested, selvom jeg ikke aner hvor bussen går hen. Men mon ikke den går i retning af byen.

Der kommer også andre til som har rygsæk på ryggen. En mand trækker mig i ærmet og spørger hvor jeg skal gå fra? Jeg fortæller ham at jeg skal starte i Saint Jean Pied-de-Port, ved den franske grænse. Men han vil kun gå fra Burgos.

I bussen falder jeg i snak med en ung tysk pige, som skal gå fra Leon. Hun er meget velforberedt og har et kort over Bilbao og jeg får lov at orientere mig lidt. Jeg har nemlig ikke helt styr på hvor det hotel jeg har bestilt hjemmefra ligger.

Jeg finder uden problemer mit hotel og efter et meget nødvendigt toiletbesøg, går jeg en lille tur.

Men Bilbao er uventet meget uinteressant, med en masse store forretninger og en masse flotte mennesker.
Måske er det også bare fordi jeg er så træt, at jeg slet ikke kan samle tankerne længere. Så jeg går tidligt til køjs og falder øjeblikkeligt i søvn.

Det var rigtig godt at jeg valgte at starte med en overnatning i Bilbao, inden jeg begynder min vandring. Jeg har sovet som en sten i 10 timer og er frisk og udhvilet. Får et dejligt bad. Det er sidste gang i lang tid at jeg ser 5 hvide frottehåndklæder. Bare til mig.

Og jeg føler en utrolig fred og ro inde i mig. Søvnen har virkelig gjort underværker. En helt utrolig følelse af frihed fylder mig. Ingen aftaler de næste 6 uger. Om jeg ikke når en tidlig bus videre, eller må tage en senere, er fuldstændig ligegyldigt. Jeg har tid nok.

Da jeg tjekker ud af hotellet, tegner receptionisten vejen til busstationen ind på et kort. Det er lige i nærheden.

Køber billet til Irun. Intet problem. Det er som om alle ved, hvor jeg skal hen.
Når også at få kaffe på busstationen. Kunne ikke finde ud af at bestille noget at spise. Spaniere står og spiser croisant med kniv og gaffel. Og de dypper brødet i kaffen. Sygt.

Da jeg vil stige ud i Irun vinker chaufføren mig ind i bussen igen. Jeg kører som den eneste passager med helt til Hendaye, som ligger på den franske side af grænsen. Og som den flinke fyr han er, viste han mig vej til togstationen. Han var vist heller ikke i tvivl om hvor jeg skulle hen.

Nu skulle man så vænne sig til Frankrig og et andet folkefærd. På banegården køber jeg billet til Bayonne, af en meget irriteret kvinde. Jeg tror simpelthen ikke på, at der ikke var et tidligere tog. Men jeg var tvunget til at skulle spilde 3,5 timer i verdens kedeligste by.

Lige indtil jeg så havet og en masse sejlbåde. Og hvad skuer mit øje. En kajak.
Og det så ud som om, at det var det danske flag, der var monteret bagpå. Det viste sig nu at det var det baskiske flag og manden talte kun fransk, da jeg havde fået kaldt ham ind på land. Jeg fik trods alt fortalt ham at jeg også roede og at jeg selv havde bygget min kajak. Han var også medlem af en klub hvor der var nogle medlemmer der byggede kajakker. Han sætter i vandet igen, efter vi har snakket om at jeg skal gå Caminoen. Han spurgte hvor langt jeg skulle gå. Da jeg svarede 800 km. rystede han på hovedet, men ønskede mig en god tur.

Tilbage på banegården hilser jeg på 2 herrer med muslingeskaller på rygsækken. De er tyske og fortæller mig, at de har afbrudt turen, men jeg tror nu jeg misforstod dem. De ønsker mig en ”Bon Camino”. Det var første gang jeg hørte den hilsen, som jeg skulle høre utallige gange de næste 800 km.

Et lagen, en t-shirt og mine lange ski-underbukser ryger i en affaldsspand. Jeg begynder at blive lidt nervøs for, at min bagage alligevel vejer for meget til Pyrenæerne.

Da jeg kom ud på perronen, sidder 2 kvinder og smiler til mig. Der er som om at alle med rygsæk på ryggen smiler til hinanden. Hurra, 2 pilgrimme, der skal samme vej som mig.

De er fra England, Katharin fra Surrey og Jean fra Kent. De har kun 14 dage og vil gå resten til næste år.

Af samme grund vil de allerede i dag gå fra Saint Jean Pied-de-Port (SJPdP) til Honto, for at få overstået de først 4 km. De spørger om jeg ikke vil med. Men jeg har booket en seng i SJPdP. Og skal jeg være ærlig, så snakker de så meget, så jeg bliver helt forpustet. Og jeg VIL altså gå den her vej alene. Der skal ikke være noget som helst, der skal aflede min opmærksomhed fra Caminoen. Tænk hvis jeg gik glip af noget.

Fra Bayonne til SJPdP får Katharina, Jean og jeg snakket rigtig meget og de er meget søde de to.

Da jeg kommer til Saint Jean Pied-de-Port (SJPdP) og finder mit herberg, hænger der et skilt med COMPLETO.

Jeg kan ikke få fat på nogen. Og jeg ved ikke, om de har svaret på min booking hjemmefra. Så jeg ved faktisk ikke om de regner med mig. Hvad gør man så? Byen er fyldt med mennesker. Der er vist noget byfest. Heldigvis ser jeg lige overfor et skilt med ’rooms for rent’ og jeg går ind og får af en meget venlig Madame tilbudt en seng til 10e. Madame er meget omsorgsfuld og tror vist at jeg allerede har gået hele dagen. Måske fordi jeg sveder voldsomt og fordi hun kan se, at jeg allerede har mit pilgrimspas.

Efter et dejligt KOLDT bad, går jeg på pilgrimskontoret og får mit første stempel, mit pilgrimspas bliver affotograferet og jeg får de nødvendige instrukser, til morgendagens vandretur.

Det er en rigtig hyggelig bedstefar jeg snakker med. Fransk, Engelsk eller måske noget helt andet, men han har en datter der spiller i Sønderborg byorkester.

Jeg får at vide at jeg kan finde vand 2 steder i bjergene og at jeg skal medbringe forplejning. Der er ingen indkøbsmuligheder de næste 30 km. Han spørger hvor meget min rygsæk vejer. Jeg underdriver lidt, og han siger, at så vil turen nok tage mig omkring 8 timer. Så jeg skal bare tage det stille og roligt.

Han ser så rar ud og jeg vil gerne have et billede af ham. Men jeg er for genert til at spørge, så jeg snyder mig til at fotografere ham bagfra.

Jeg går i byen for at handle, men kan ikke finde andet end turistbutikker. Køber en stok 8E og en hat 6,5E, men hvor finder jeg mad til i morgen?

Køber en sandwich og en fanta til aftensmad. Gemmer halvdelen af brødet. Så det må række til i morgen sammen med den dåse tun og leverpostej jeg allerede har i rygsække.

Men det er også ligesom, at det hele er alt for spændende til, at man egentlig føler sult. Men for en sikkerheds skyld.

Madame inviterer på morgenkaffe i morgen tidlig og hun holder en lang tale for mig på fransk om Caminoens farer. Og ryster på hovedet. Jeg går tidligt i seng og sov skønt på loftet.