Jeg kan ikke rigtig opretholde begejstringen. Hvad laver jeg egentlig her? Men det var da vist lige sådan sidste gang. Da var jeg vist også ret usikker og utilfreds, indtil jeg havde været i bjergene. Og denne gang ved jeg endnu mindre om hvad der venter mig. Selvom alle mener at jeg må være så godt forberedt denne gang. ”Du har jo prøvet det før”. Og det føles som om min rygsæk vejer et ton.
Sidder endelig i toget da det starter kl 16.10. Al min bagage og indholdet i mine lommer skulle gennemlyses, før jeg måtte komme på toget. Det var lige pludselig lidt kaotisk og jeg kunne dårlig nå at få samlet alle mine ejendele sammen, inden jeg må løbe hen til den rigtige vogn. Og det øser ned.
Toget vil være i Irún kl. 21.54, 6 minutter før alberget lukker, men det ligger 150 m væk fra banegården. Så jeg får travlt.
Konen ved siden af mig slår kors for sig, da toget starter. Gad vide om det er nødvendigt. Der er fjernsyn i toget, så Renfe har delt hovedtelefoner ud. Det kan også være nødvendigt, for snakken går. Ved siden af sidder to par over for hinanden. De snakker som om de har kendt hinanden i hundrede år. Jeg forstår intet.
Toget kører ind i Irún kl 22.00 og det er fuldstændigt og totalt mørke. Jeg kan dårligt finde ud af banegården, så hvordan finder jeg alberget.
Byen er også meget større end jeg ventede. Jeg går i den rigtige retning, men det ligger ikke hvor jeg venter det. Et lystigt selskab på 4 kommer ud fra en bar og jeg beder dem om hjælp. De ved heldigvis besked og de beslutter hurtigt, at de vist hellere må følge mig derhen. De følger mig helt til indgangen. Der er jo som ventet låst. Men de venter til jeg har ringet på og hospitaleraen kommer ned og lukker op. Jeg får knus og kys af alle fire og de ønsker mig en Bon Camino. Det var jo en god begyndelse. Så går det måske alligevel.
Hospitaleraen hedder Isabella. Hun byder mig velkommen. Er meget sød og viser mig til rette.
Jeg tager en hurtig vask og går i seng. Klokken er tæt på 11 og alle sover. Så jeg må gå i seng i mørke. Og jeg har ikke spist siden middag. Øv
Næste morgen var de andre pilgrimme lidt overraskede over at der var kommet én mere. Og så en dansker. Og ovenikøbet en kvinde. Vi fik hilst på hinanden ved morgenkaffen. Moreno fra Italien, Aurelio og Bernard fra Canada og et par franskmænd. Pudsigt nok boede de to fra Canada i den selv samme gade i Montreal, men de havde aldrig set hinanden før. Og de var vist også begge Spaniere af fødsel.
Vejen var hård og da det har regnet hele natten og sikkert også den foregående dag, er der ret mudret.
Har frygtet at det blev et problem, at jeg ikke har et ordentlig kort. Har en engelsk guidebog med, men der er ingen kort i og den er faktisk ikke særlig god. Men ruten er heldigvis godt afmærket her. Så det går nok.
Vejen bliver stejlere og mere og mere pløret. Havde det regnet nu, havde det vist været umuligt at gå her. Jeg skulle senere finde ud af, hvor meget der er muligt, når det er nødvendigt. Men jeg er lidt øm over mine fine, nye støvler.
På et tidspunkt er det ret så ufremkommeligt og da jeg er lige ved at kalde på Aurelio – for at få en hjælpende hånd – opdager jeg at han er faldet. Og han har slået sig. Heldigvis ikke så alvorligt, så vi fortsætter op ad en stejl stigning til klosteret Santurario de Guadalupe.
Temperaturen var kun 10 grader, da vi startede i Irún. Men nu er det blevet mere behageligt. Min følgesvend sakker mere og mere bagud Og vi mister kontakten med hinanden på et tidspunkt. Og jeg fortsætter alene. Det vil jeg også helst.
Vel nede i byen går jeg lidt rundt i den meget smukke gamle baskiske by og jeg drikker en længe savnet ’Kas Lemon’ (spansk sodavand). Da jeg kommer tilbage til havneområdet og finder færgelejet, ser jeg at Aurelio allerede er på vej over. Så nåede han alligevel færgen før mig. Men endelig kom jeg også over. Og så begyndte noget af det værste jeg har oplevet endnu. 4 timers kravlen og klatren på en meget barsk sti. Men det var for det meste med en fantastisk smuk udsigt, ud over havet.
Men det blev hårdere og hårdere. Hver gang jeg kom op til en top ventede jeg at se mit bestemmelsessted San Sebastian, men ruten fortsatte bare i det uendelige og jeg sveder så jeg næsten ikke kan se noget for vand, der løb ned over ansigt og briller.
Min kondition er også ret dårlig og hele tiden er der en endnu højere klippetop omkring det næste hjørne.
Har jeg nogensinde sagt at den franske rute er nem, så må jeg sige at denne her trækker tænder. Og så på den allerførste dag.
Og jeg kunne bare have gjort som Aurelio. Han tog landevejen i stedet for. Det tog en time. Han havde hørt at bjergruten var meget streng.
Jeg var fuldstændig udmattet, da jeg kommer til San Sebastian og jeg har ikke set nogen guider længe. Jeg spurgte flere om vej til alberget, men ingen kendte noget til det eller til caminoen i det hele taget.
Gad vide hvad de egentlig har tænkt, om sådan en overvægtig, svedig kvinde med rygsæk på ryggen.
Jeg spurgte også efter rådhus og turistbureau, men der er ingen hjælp at hente. I øvrigt er der også fiesta i byen og alt er lukket.
Pludselig, da jeg står på en stor plads og er ved at opgive det hele, er der en der tager fat i mig bag fra. Til min store glæde er det Moreno. Han snakker rigtig godt engelsk. Han er ’carpenter’ men der er ikke meget byggeri i gang i Italien p.t., så han går ledig denne sommer. Han skal også gå Rute Primitivo. Og hans kone, som spiller violin, vil møde ham i Lugo, for at de kan gå den sidste del sammen. Og han ved hvor alberget er. I udkanten af byen ca. 3 km væk.
Vi finder det endeligt og bliver indlogeret. Det er et ungdomsherberg, så mænd og kvinder får anvist forskellige sovesale. På min, er der en meget mærkelig spansk kvinde. Hun snakker med sig selv, også om natten. Heldigvis har jeg ørepropper. Hun har også nogle underlige bevægelser og går hele tiden frem og tilbage på gulvet. Tror ikke hun er en pilgrim.
Efter at have fået et velfortjent bad går jeg i kælderen og vasker mit tøj. Og heldigvis er der en tørretumbler. Hurra for det. Moreno kommer også ned og vasker tøj. Efter at have hjulpet ham med at vride hans cowboybukser, spørger han om jeg vil med ud at spise bagefter. Bernard er også kommet nu og vi tre går på en nærliggende restaurant og får dagens fisk og deler en flaske rødvin. Og fik kaffe med en pragtfuld tærte til dessert. 16 euro. Vi viser hinanden billeder af vores børn. Og Bernard også af sine børnebørn, som han er meget bange for, skal glemme ham, medens han er væk. Han har ondt i knæet og vil kun gå til Orio i morgen. De fortæller mig at Aurelio også er på herberget og at han har været ved lægen med sin arm. Men han har det bedre.