Spiste morgenmad i køkkenet kl. 6.30 sammen med Aurelio, Moreno og Bernard.
Jeg tager af sted alene og nyder det meget. Går på smukke stier i et meget smukt landskab.
Det våde terræn kan ikke ødelægge min glæde over at være på vej igen. I min store iver glider jeg og falder på halen i pløret. Bliver lidt forskrækket og sidder et øjeblik og samler mig. Nej, jeg har ikke slået mig. Er heldigvis landet blødt, men vådt. Skidt med det.
Det er ikke helt nemt at finde vej her og på et tidspunkt kommer jeg til et sted hvor de bygger ny motorvej og jeg har lidt problemer. Men alligevel lykkes det mig at ankomme i Orio kl 12.
Orio er et passende sted at spise frokost. Jeg går lidt rundt og spørger mig frem til et sted, hvor jeg kan få noget at spise. Finder en bar fyldt med mænd. Og jeg skaber en del tummel, da jeg falder ind over dørtrinet.
Jeg får en dejlig Boccadillio og en Kas Lemon. Jeg skal nok gå hen og blive afhængig af det stads.
Det er skægt med spanske mænd. Jeg tror ikke de kan leve uden deres bar-besøg hver dag.
De bliver aldrig så længe, så der er stor udskiftning. Folk ryger ind og ud hele tiden og de kender alle sammen hinanden. Og betjeningen ved altid hvad de skal have. Hvad enten det er kaffe, øl, vin, varm mælk eller vand. De drikker altid kun en genstand og så er det ud ad døren igen.
Tænker lidt på de andre pilgrimme. Det er mærkeligt at jeg slet ikke har set dem i dag. Og jeg har kun set et sæt fodspor foran mig. Og jeg tror det var Morenos.
Endelig ankommer jeg til Zarautz og skulle finde alberget. Det var altid så let på Den Franske rute, men her skal man altid ud i den anden ende af byen. Heldigvis er Spanierne i dag meget flinke til at vise vej. Og lige som det begynder at regne, møder jeg en ung pige som tilbyder at følge mig. Hun skal selv samme vej. Da jeg ankommer til ungdomsherberget, er jeg plask våd. Både af sved og regn og jeg er skuffet over at se at der er låst til kontoret. Og der var ingen mennesker nogen steder. Efter et kvarter kommer en ung mand. Han skal hjem, men ringer lige til sin afløser og fortæller at der står en peregrina (en kvindelig pilgrim), som ønsker husly.
Jeg får besked på lige at vente 5 minutter, så vil der komme en der kan hjælpe mig.
Efter at have ventet yderligere 25 min er jeg godt arrig og jeg tænker, at jeg garanteret venter forgæves. hvis jeg skal nå videre til det næste herberg i Getaria, så skal jeg nå at gå 6,5 km mere. Så jeg er nødsaget til at komme af sted.
Jeg kæmper mig op af en meget stejl stenbelagt gyde bag byens plejehjem.
Stenene er våde, runde og meget glatte og jeg er bange for at glide. Da jeg er nået næsten op, begynder det at tordne. Jeg må tage en hurtig beslutning. Fortsætter uvejret oppe i bjergene er det ikke så godt og jeg aner jo ikke hvad der venter mig. Og hvad var det nu jeg har lovet mig selv hjemmefra. Ikke at tage nogen unødvendige chancer. Men i stedet finde et hotel, hvis det kneb med sovepladser og herberg. Så jeg gik, gled og kurede ned af stenene igen. På vej ind til centrum ser jeg et skilt til en pension. Det var et rigtigt pænt sted til 40 euro for en overnatning. Det var der så ikke noget at gøre ved. Men heldigvis kostede det kun 26 euro for mig.
Efter et bad gik jeg ud i byen og nu var det pludselig dejligt solskin. Det var ligesom at der var en mening med, at jeg skulle stoppe her. Jeg gik på turistkontoret og fik mit stempel og de tjekkede vejrudsigten for mig. Næste dag ville det starte fint, men op ad dagen, thunderstorm og temperaturfald. Så jeg skulle nok gå tidligt.
Gik tur langs stranden, havde meget lyst til at bade, men måtte nøjes med at soppe i vandkanten. På vej tilbage til pensionen så jeg et kendt ansigt uden for en sportsforretning.
Det var Bernard. Jeg sagde hej. Og han lyste op i et stort smil. Gav mig et knus og sagde. ”Hvor er det dejligt at møde en man kender i en fremmed by.” Jeg tænkte, hvor godt kender vi egentlig hinanden? Men det var da dejligt at han blev glad for at se mig.
Bernard var sammen med en anden på vej til ungdomsherberget. Jeg fortalte om min oplevelse, men de ville prøve alligevel. Vi aftalte at mødes senere og spise til aften sammen.
Vi endte om aftenen med at blive en stor forsamling, Inigo (Basker), Bernard (Canada), Jose Luis (Coruna), Willi (Tyskland), Ludovic (Frankrig) og mig (Danmark). Det var rigtig hyggeligt. Men meget af samtalen foregik på spansk, så jeg snakkede mest med Willi.
Jeg fik blandt andet at vide at Aurelio også var kommet til herberget. Og at ingen af dem havde problemer med at få en seng. Og kontoret havde været bemandet hele tiden. En lodret løgn. Men herberget var næsten fyldt og på den sidste sovesal der var ledig, lå Aurelio som vist nok havde taget bussen. Og der havde de så alle sammen fået plads.
Jeg har en mistanke om at jeg blev ignoreret fordi jeg var kvinde og de ikke ville ofre en hel sovesal på en kvinde. Da de forventede at der kom flere mandlige pilgrimme. Og her må mænd og kvinder åbenbart ikke sove i samme lokale.
Jeg har heller ikke set nogen kvinder endnu. Går de ikke den her rute? Under middagen var de andre også enige om at jeg måtte være en rigtig eventyrer. Jeg benægtede, men de sagde at det er meget sjældent at kvinder går denne rute og aldrig alene.
Hvorfor? Er det farligere at gå her for kvinder end for mænd?
”Nej” sagde de. ”Men der er ingen kvinder der tør. Derfor er du en eventyrer.”