Var ude af pensionen kl. 6.30 til en meget smuk morgen. Jeg havde i nattens løb besluttet mig for at gå langs kysten i stedet for over bjergene, som jeg var på vej op til i går. Mine knæ trænger til ro og jeg savner en vandrestok.
Går 9 km til Zumaia og fik dejlig Cafe Americano, Zumo og Croissant. Og jeg er bare så godt tilpas. Det var den rigtige beslutning at tage den nemme vej i dag. Jeg havde jo også besluttet hjemmefra at det skulle være en fornøjelse. Udfordrende ja, men ikke ødelæggende for helbredet.
Kommer på landevejen forbi en luftpumpe. Sikke en service til de cyklende pilgrimme. Dem er der ellers ikke så mange af her. Jeg havde mere brug for at der var en brønd eller en colaautomat.
Caminoen drejer af en smal marksti væk fra vejen. Det undrer mig lidt at der er lige så mange fodspor op som ned. Det burde signalere et eller andet. Og da jeg har gået en halv time, er stien spærret og helt ufremkommelig.
Jeg må gå tilbage. Og opdager at en pil er streget over og viser at man skal fortsætte langs landevejen. Jeg må altså se mig bedre for. Og jeg må se at få fat på et ordentlig kort. Jeg tror slet ikke jeg var forberedt på hjemmefra, at der var så få mennesker på ruten denne gang.
Kom forbi et selskab der var på udflugt og sad og nød deres kaffe og en dejlig chokoladekage. Jeg blev selvfølgelig budt på både kaffe og kage.
Det er altså lidt mærkeligt med mig. Jeg kan ankomme fuldstændig smadret og ødelagt til mit bestemmelsessted og næsten være på vej til at opgive at fortsætte den næste dag. Og når jeg så ankommer til herberget, er der ingen og jeg er overbevist om de andre er gået meget længere end mig.
2-3 timer efter ankommer de så og ser meget forbavsede ud over at jeg er kommet først. Jeg må altså blive lidt bedre til at administrere mine kræfter. Og tage nogle flere pauser.
De andre har i øvrigt også taget landevejen. Og har skudt genvej gennem en lang jernbanetunnel. Heldigvis var det en nedlagt strækning.
Da jeg kommer til Deba vinker en mand mig hen til en elevator for enden af en lille gyde. Da vi er kørt ned og har forladt køretøjet, står jeg på en lavere liggende gade. OK det er godt nok et bjergrigt terræn med store højdeforskelle. Manden er pludselig væk og jeg ser der er yderligere en elevator. Jeg kører helt ned til centrum og har sparet mange skridt.
Jeg spørger flere om vej til alberget og alle svarer ved at nævne ’el guardia’ (politiet). Hvad forgår der lige her. Endelig ser jeg en politimand og går hen og spørger ham om vej. Han svarer ikke, men gør tegn til mig om at følge med.
Han går så stærkt, at jeg næste ikke kan følge ham. Og han fører mig ikke til alberget, men til politistationen. Hvad har jeg gjort? Ligner jeg en eftersøgt, eller hvad? Jeg er trods alt stadig i baskerland.
Han forlanger at se mit pas. Også det andet. Og så forstår jeg det endeligt. Han står for registrering af pilgrimme. Jeg får et stempel, et kort med vejen til herberget, samt en nøgle som jeg får besked på at smide i postkassen næste morgen.
Jeg ankommer til herberget 16.45. Aurelio er der allerede. Han er kommet om formiddagen med bussen. Han går nu ikke meget, men han har også en dårlig tå nu.
Det er lykkedes mig at få fat i en rigtig god guidebog. Desværre på spansk og ret tung. Jeg begynder at føle at min rygsæk er ret belastende.
Inigo (Basker), Bernard (Canada), Jose Luis (Coruna), Willi (Tyskland), Ludovic (Frankrig) og mig (Danmark) går ud og spiser på en meget fin restaurant. Jeg tror nok jeg fik rigeligt at drikke. De andre grinede i hvert fald meget af, at jeg er så rød i hovedet. Vi sover alle på alberget undtagen Jose Luc. Han bor altid på hotel. Men på alberget sover også en stor fyr (østeuropæer), sammen med os. Han snorker så køjerne ryster.