Den fnisende munk kommer med morgenmad til os. En lille kande varm mælk og en endnu mindre kande varm kaffe. Kiks og noget tørt flutes.
Det er ikke meget at starte på, men selvfølgelig bedre end ingenting. Vi går fra klosteret kl.7.30. Turen går gennem mark og skov, stejlt, pløret og stenet.
Aurelio danser næsten ballet foran mig, for at undgå at træde i pløret. Og han siger hele tiden ”Its dangerous. Its very dangerous”. Kunne han dog bare tie stille, så jeg kan koncentrere mig. For det er risikabelt det her og man er hele tiden nødt til at vide hvor man sætter fødderne.
Og så er han begyndt at omtale os i vi-form. Og er der noget jeg ikke kan klare, så er det dét.
Men vi er på vej til Gernika. En by jeg har set meget frem til at besøge. Jeg har også overvejet, måske at holde en dags pause, da der er så meget at se her.
Vel ankommet i Gernaka fejrer vi det med et bar besøg og jeg får en ’cerveza con lemon’. Herefter går turen til turistbureauet, hvor vi desværre får at vide at alberget er lukket. Eneste overnatningsmulighed er et hostal til 32e. Aurelio bliver helt skeløjet. Det er alt for dyrt. Det vil VI ikke.
Ja så er der kun et ungdomsherberg 6 km uden for byen i Morga.
Nå men Gernika skal jeg i hvert fald se.
Men Aurelio skal lige ringe hjem til Canada. Og vi render rundt og leder efter et renseri som også er telefoncentral, på hovedgaden. Efter at jeg har måttet vente på ham næsten en halv time udenfor, spørger jeg hvorfor han ikke brugte sin mobil. Og han svarer at det er alt for dyrt.
Men NU skal vi se Gernika. Ja men Aurelio skal lige i banken først.
OK jeg sætter mig overfor banken, på en trappe. Falder i søvn. Da jeg vågner, er der igen gået over en halv time og Aurelio er væk. Tror jeg. Kigger lidt rundt men tænker at han ikke kan have undgået at se mig. Så jeg går lige ind i banken for at tjekke. Og der sidder han stadig og snakker med en bankmand.
Nu er jeg ved at være rimelig rasende. Og det kan måske undskylde min senere opførsel overfor ham. Da han endelig kommer ud, beklager han meget at det tog så lang tid. Jeg spørger til hvad der var galt.
Og han fortæller at han skulle hæve en rejsecheck og det kan man først når han har været i Spanien 14 dage, hvilket han ikke havde endnu. Jeg spørger så om han ikke har visa. Jo, selvfølgelig, men det er alt for dyrt. Hvis ikke det var fordi jeg var så træt, så var jeg nok eksploderet.
Historien om Gernika og egetræet er, at træet er et symbol på frihed for baskerne her i Gernika, hvor deres parlament har til huse.
Egetræet var berømt langt ud over Spaniens grænse og da nazisterne, på Francos opfordring, bombede og næsten udraderede Gernika i 1937, var der ikke meget andet tilbage end egetræet.
Egetræet er derfor også en del af både deres flag og byvåben
Vi haster rundt i Gernika. Ser parlamentet, egetræet og Picassos maleri. Spiser et solidt måltid. Det er der nemlig ikke mulighed for i Morga, har vi fået at vide.
Og så går det af sted til Morga, mens jeg spekulerer over, hvordan jeg slipper af med Aurelio.
Endelig er vi fremme ved et rigtig dejligt og nyt vandrehjem. Hvor man for øvrigt godt kunne spise til aften. Det finder vi ud af senere da Willi og Inigo kommer og bliver tilbudt aftensmad.
Aurelio og jeg vasker tøj og tørrer det i en stor tumbler i kælderen. Pludselig bliver jeg bevidst om at jeg står her som en rigtig lille flink husmor og tørrer tøj og lægger det pænt sammen. Både Aurelios og mit. Og da jeg kommer op i opholdsstuen hvor han sidder og hygger sig, spørger han om VI skal have en sandwich til aften. Og hvor VI skal gå til næste dag. Så er det nok. Og jeg fortæller ham meget bestemt, at vi skal ingen steder og at jeg skal nok selv finde ud af hvor jeg vil gå til i morgen og hvor langt. Og at jeg i øvrigt synes han skulle søge læge for sin dårlige tå. Han bliver lidt stødt, men Willi giver mig ret i at han bør gå til læge.