Næste morgen da jeg kommer ned på 1. sal til cafeteriaet kl. 6.30, står en glædestrålende Aurelio og venter. Det virker i hvert fald sådan. Han har det fint. ”Hvor skal VI gå til i dag?”
Jeg svarer: Du skal tage bussen og jeg går. ”Jamen hvor går du til?” Portugalete, måske. Jeg ved det ikke. Men jeg skal først have morgenmad og tjekke mails. Nåede at læse en mail fra John da explore går ned igen. Får at vide at det gør den hele tiden.
Klokken er 7.10 og der er først morgenmad om 50 min. Øv, jeg skulle have bestilt en morgenmadpakke i stedet for. Det kan jeg se at Aurelio har gjort. Men nu er jeg tvunget til at vente.
Jeg tager resolut min rygsæk og mit regnslag på. Det øser nemlig ned. Går ind til Aurelio, der sidder og tjekker op på økonomien i sin lille notesbog.
Og jeg siger farvel. ”Går VI nu? ” Nej Aurelio, jeg går. Og så styrter jeg af sted.
Jeg har heldigvis den fordel at jeg kender vejen ud af Bilbao.
Men det står ned i stænger. Jeg kæmper mig op af de 3mill trin bag alberget og ud i den barske natur. Nej det her er virkeligt for meget. Det kan jeg ikke klare i det vejr og mit humør svarer til vejret. Og jeg er sulten. Min mave har det heller ikke så godt. Jeg spiser ikke ordentlig. Bare jeg ikke er ved at blive syg.
Så jeg går tilbage til Bilbao og ned af alle trinene igen. Sigtbarheden er meget dårlig og jeg håber bare at jeg ikke bliver overrasket af uønskede pilgrimme. Jeg møder to spanske piger ved et busstoppested, hvor de sidder i læ. De gider ikke mere. Nu har det snart regnet for meget. Og de tager hjem.
Jeg tager metroen til Portugalete som ligger i udkanten af Bilbao. Jeg har lidt samvittighedskvaler. Men får senere at vide at alle har taget bus eller metro hertil. Fordi det er en dødssyg strækning gennem en masse industri.
Går rundt i Portugalete i regnen. En spændende by. Og jeg når da at se lidt, da trolden popper op af æsken. Han kommer simpelthen ud af ingenting. ”Skal vi blive her?” Jeg råber næsten. ”Det ved jeg ikke. Måske går jeg vider til Pobeña, eller til Onton, eller et helt andet sted”.
”Det vil jeg også” siger han.
”Nå, men jeg skal lige have noget at spise først”. Aurelio skal også have kaffe. Så er jeg nødsaget til at være meget ærlig over for ham. ”Du er dig og jeg er mig. Der er ikke noget os. Og jeg ønsker at gå alene. Kan du så forstå det.” Og så vender jeg mig om og går.
Hvorfor er mænd på Caminoen altid så krævende. De skal altid have en at følges med. Jeg gider snart ikke mere. Det er da dejligt at være sammen med dem om aftenen og spise sammen, men jeg vil fanden galemig have lov at gå alene. Kan I så forstå det!!!!
Drak morgenkaffe på en cafe, hvorefter jeg gik de 12km til La Arena ad en lang cykelsti.
En spøjs lille fyr som overhaler mig, spørger om jeg skal til Santiago Han gør korsets tegn og ønsker mig en god rejse.
I La Arena er regnen endelig stoppet og jeg får en sandwich på en restaurant med udsigt over vandet.
Går de sidste km til Pobeña og kan ikke finde alberget. Pobeña er en meget lille by og da jeg kommer ind til bymidten, ser jeg en hel masse mennesker, der står og vinker til mig. De vinker mig også over til sig. Jeg tænker, ligner jeg en de kender? Men de spørger hvor jeg er fra og om jeg leder efter alberget. Jeg svarer bekræftende. Jamen det er sådan, at de er alle hospitaleroer og de afholder et konvent her i byen. Men de har næsten beslaglagt hele alberget og der vil nok blive en del larm i aften.
Det er totalt underordnet. Hvis bare jeg kan få en seng at sove i, i nat.
”Godt så har vi 20 hospitaleroer endelig en pilgrim”, siger de og følger mig alle hen til alberget. Som jeg i øvrigt burde have set, hvis det ikke var fordi jeg var så træt. De spøger om det gør noget at de låser mig inde. De er nemlig på vej ud at spise. Det er ok med mig. Jeg skal bare have et bad og en lur.
Vågner på et tidspunkt ved at der bliver hamret på døren. Åh nej, han har fundet mig igen.
Senere viste det sig nu at det var Paul, en englænder. Vi går senere ud sammen for at spise til aften. Vi nyder hver sin gigantiske Gin Tonic, mens han fortæller at han er forfatter og er ved at skrive en bog om Caminoen. Arbejdstitlen er ”Caminoen, romantik eller fakta”.
Jeg kan nu ikke finde ud af om han overhovedet endnu har skrevet en bog. Men han tar sig selv meget højtidelig, har gået caminoen 10 gange og (undskyld jeg siger det) drikker meget. Efter vores ’lille’ sjus går vi videre for at finde et sted at spise. Jeg føler mig enormt træt og lader mig delvis lede. Men vi finder da et rimeligt måltid mad og deler en flaske rødvin, på en lidt halvsnusket cafe. Bagefter skal han have kaffe og en mega Brandy. Nej tak jeg skal ikke have noget.
Og endelig kan jeg komme i seng. Efter jeg har hentet vasketøjet ind fra tørresnoren, hvor det selvfølgelig har hængt og er blevet mere vådt end da jeg hængte det op.