Vivi og jeg følges ud af Laredo om morgenen. Men hun går meget hurtigere end mig, med sine lange ben.
Jeg siger til hende at hun bare skal gå i forvejen og da jeg er nødsaget til at stoppe og tage regntøj på, forsvinder hun ud af syne. Efter nogle få km mødes vi igen ude ved vandet og vi er begge i tvivl om vejen, men hun har været rundt og spørge om vej flere steder. Til vores store undren, kommer vi til en strækning, hvor pilene viser i den modsatte retning af hvad vi går. Vivi er overbevist om at vi er på forkert vej og vil gå mod øst.
Men jeg er til gengæld sikker på, at det er pilene, der viser den forkerte vej. Og jeg vil gå mod vest, hvor jeg er overbevist om, at der må være en bro.
Vi beslutter os for at deles og er sikre på at vi vil mødes senere, når jeg har fundet ud af at jeg er gået forkert. Jeg har ikke gået ret længe, før jeg finder ud af at pilene udspringer fra en sportsplads og slet ikke har noget med caminoen at gøre. Det er nu heller ikke pænt at male gule pile på vejen, når det er så tæt på caminoen.
Men skidt, endelig finder jeg en bro, så jeg kan krydse vandet. Og jeg er meget kæphøj over at det er mig der har ret, men samtidig ærgerlig på Vivis vegne. Vivi, der nu må være på vej tilbage til Laredo igen. Hvis hun da ikke er kommet på andre tanker.
Det er blevet tørrevejr og jeg stopper for at få morgenkaffe. Jeg vælger at sidde udendørs, så jeg kan se efter hende. Og så går det ellers derudaf. Jeg går og går i flere timer, men der er intet der minder om ruten i min spanske guidebog. Der er en masse nyt vejbyggeri i gang og på en strækning er der 3 rundkørsler hvor der i min bog kun er en.
Pludselig møder jeg et skilt hvor der står at der er 42km til Santander. Hvad !!! Da jeg startede for 5 timer siden, var der 40. Hvordan kan jeg være gået så meget forkert? Jeg er helt forkert på den og jeg aner ikke hvor caminoen er. Jeg tror jeg når at spørge om vej 10 gange. Jeg får hele tiden god vejledning, men det lyder som om at alberget i Güemes er lige om hjørnet, men det går over marker, gennem små gamle landsbyer og nye bebyggelser. Og jeg ved stadig ikke hvor jeg er.
Har fået at vide at jeg skal krydse marken. Men her er jo ikke nogen sti, selv om jeg godt kan se at græsset er slidt væk.
Det er også blevet utroligt varmt og jeg har ikke mere vand og jeg har ondt i benene. På et tidspunkt, da jeg simpelthen ikke orker mere, møder jeg en dame på landevejen. Jo, hun kender godt alberget, det er lige i nærheden. Gudskelov, men hvor langt.
Jo kun ca. 5 km. Jeg er lige ved at hyle, men der er ikke noget at gøre. Jeg har gået uafbrudt i mere end 12 timer med en enkelt kort pause i formiddags. Men jeg har intet valg og jeg må videre.
Men hvad nu hvis jeg ikke kan finde alberget. Det var dog også pokkers at jeg ikke gik til Santander i stedet for. Jeg har efterhånden gået meget længere end til der. Men nu havde jeg jo læst at det skulle være så stor en oplevelse at besøge alberget i Guemes.
På et tidspunkt ser jeg en anden pilgrim langt fremme. Jeg tror det er Vivi og jeg tænker, at nu må jeg ikke miste hende af syne. Så går det nok. Jeg samler mine sidste kræfter. Vivi har et telt og går alt galt og vi må overnatte udendørs, er det rart at være to. Jeg når næsten til herberget, inden at jeg ser at det ikke er Vivi, men Alexander. Han har nu fået følgeskab af Andreas.
Da jeg er nået frem, har jeg gået i mere end 12 timer og jeg aner ikke hvor mange km. Jeg tror over 50. Og jeg er fuldstændig færdig.
Heldigvis bliver jeg modtaget af nogle utroligt dejlige mennesker i et pragtfuldt stort alberge. Jeg får anvist en seng og får at vide, at så snart jeg har fået et bad er aftensmaden klar.
men jeg er også rimelig brugt
Når lige lidt tøjvask inden aftensmaden. Men er stærkt i tvivl om det når at tørre til i morgen tidlig. Bagefter bliver jeg bænket ved et stort bord med flere andre pilgrimme og naboer (frivillige) til stedet. Vi får dejlig suppe og noget sammenkogt med kål, kartofler og lidt pølse, dessert, frugt og rødvin. Og det koster ikke noget. Hverken ophold eller maden. Men har vi lyst, kan vi lægge en donation i en bøsse hvor bidraget går til hjælpearbejde i Guatamala. En helt fantastisk middag.
Da vi næste er færdige med at spise træder en pilgrim ind ad døren. Vivi. Og har dagen været hård for mig, har den været endnu værre for hende. Ud over at hun har gået endnu mere forkert end mig, er hun også faldet ned af en skrænt i et tornekrat og er voldsomt forrevet på arme og skinneben. Hun får straks serveret et måltid og bagefter bliver hendes skrammer taget under kærlig behandling af personalet.
Efter middagen skal vi ikke engang hjælpe med oprydning og opvask. Nej vi bliver bænket i den anden side af det store hyggelige lokale (en tidligere kostald) hvor vi skal høre fortællingen om albergets historie. Heldigvis med engelsk oversættelse.
Vivi spørger om nogen af os har set Nadja. En østrigsk pige som hun fulgtes med, da hun gik fra Laredo anden gang. De kom væk fra hinanden og hun har ikke set noget til hende de sidste timer. Hun skulle også være på vej hertil, men ingen har set hende. Problemet er at det er meget mørkt og tåget. Og svært at finde vej.
Så der bliver ringet rundt af personalet, at der skal holdes øje med en vildfaren pilgrim og der er også nogen der kører ud og kikker efter hende. Det er helt utroligt som de viser omsorg og bekymrer sig om pilgrimmene her. Det oplever man vist ikke andre steder. De andre bliver oppe for at afvente resultatet af eftersøgningen, men jeg er så udmattet at jeg går i seng.
