Stod op til en pragtfuld udsigt og et dejligt morgenbord. Gik som den første efter en grundig briefing om ruten. Den er kort og nem i dag. Det har jeg også brug for.
Ankommer til Santander inden alberget er åbnet, så jeg går på en bar sammen med Marc og Alexander, hvor vi snakker med 3 kvindelige brasilianske cyklister. De venter også på at alberget åbner. Senere ankommer Horst, Roswitha og Emilio. De boede også i Güemes.
To sweisiske kvinder Marina og Kathrin er kommet og Vivi og den savnede Nadja. De tre cyklister får at vide at der muligvis ikke er plads i alberget, da vi er ved at være ret mange. Og pilgrimme til fods, har første prioritet. De virker nu som om at de brasilianske kvinder nok skal sørge for at få plads. Men vi er efterhånden ved at være rigtig mange og der er kun plads til 20. Heldigvis er jeg langt nok fremme i køen, da døren til alberget bliver åbnet. Og jeg slipper ind. Det samme gør de tre cyklister. Der er nogen der laver vrøvl, da der er en lind strøm af nyankomne, som må afvises.
Imens kæmper vi andre om at benytte de to brusere der er på stedet. Der er sådan set alt her, men kvaliteten er ringe og hospitaleroen er meget negativ. Vi får mulighed for at få vasket tøj. Marc, Alexanader, Vivi og jeg slår os sammen om en vask med efterfølgende tørretumbling. Men vi må ikke selv røre maskinerne.
Da hospitaleroen synes vores tøj har brugt strøm nok hiver han det våde tøj ud af maskinen og smider det på et bord. Vi bliver meget upopulære, da vi putter tøjet i tumbleren igen og samtidig renser filteret. Det skal vi nemlig slet ikke blande os i. Alexander betaler ham nogle flere euro og vi går ud og spiser til aften. Udenfor står der 10-12 pilgrimme som må henvises til en privat pension i nærheden.
Santander er en meget stor by, så det er utroligt at faciliteter er så dårlige her.
Jeg har om eftermiddagen set en del af byen. Men det er bare en storby og der er ikke meget kultur. Og man føler sig helt forkert mellem alle de travle og velklædte mennesker. Jeg savner den franske rute.