Industrikvartererne er ikke det mest spændende at gå igennem, så næste morgen tar jeg bussen, for at komme ud af byen.
Jeg følges med Horst og Roswitha. To meget søde tyskere. De er totalt uforberedte på Caminoen. De tror hele ruten er 500 km og da de kun skal gå en del af den, mener de at de kan klare sig med 10 km om dagen. De blev klogere.
Busturen noget af vejen til Santilliana del Mar giver os tid til at lege turister. Og her er så meget at se. Vi indlogerede os på en campingplads i en kæmpe husvogn med to soveværelser og to toiletter. Desuden er der alle faciliteter på pladsen. Vi går 3 km ud til Altamera grotterne og ser på gamle hulemalerier. Meget interessant, men ærgerligt at man ikke måtte fotografere. Og så er det endda kun en kopi af den oprindelige hule, som er lukket for publikum.
Derefter studerede vi Santilliana del Mar. En meget spændende gammel museumsby. Jeg har virkelig brug for lidt kultur. Lidt af det gamle Spanien. Men nu er det næsten for meget. Også med alle de turister.
Man føler sig alligevel lidt anderledes. Jeg er godt nok også svær at gøre tilfreds. Men det er som om at nordruten i forhold til den franske ikke efterlader tid og overskud til at betragte egnen, eller til at tænke over tilværelsen. Og det var jo egentlig noget af det, jeg kom her for. Man bruger så mange kræfter på ruten og så meget energi på at finde vej, at man ikke kan tænke på andet. På den Franske skulle man bare tænke på at sætte det ene ben foran det andet. Her skal man hele tiden tænke mindst 1 døgn frem. Og man skal være 100% koncentreret om vejen
Nå, men Santilliana del Mar er nu en meget spændende by. Desværre bliver kirken lukket da vi vil ind og se den. På grund af messe.
Der er også et torturmuseum og det må Roswitha bare se. Jeg er ikke specielt interesseret, men ok det var da meget interessant at se hvor langt den katolske kirke har kunnet få sig selv til at gå i forfølgelse og tortur af mennesker, der ikke havde troen.
Men jeg tror nok at mine venner blev lidt chokeret over, at en stor del af museumsgenstandene stammede fra Tyskland.
Efterhånden er byen ved at lukke ned og vi skal nå at finde et sted at spise til aften. Der er kun en dyr restaurant nede ved hovedvejen som har åben endnu, så vi går ud til campingpladsen uden for byen. Her er der ikke rigtigt noget der tiltaler os, så vi må tilbage til byen. Vi tager den dyre, som ikke er så dyr endda og maden var rigtig dejlig. Også selv om det blev sent.
Vi snakker om den mærkelige oplevelse Roswitha havde i morges da vi spiste morgenmad i Santander Hun havde bestilt en Zumo sammen med sin kaffe. Denne gang er den ikke friskpresset men hældt ud af en lille karton. I samme øjeblik siger Cloe (en af de brasilianske cyklister). ”Se, der står CON LECHE” = med mælk. Roswitha er mælkeallergiker og hun ville sandsynligvis dø hvis hun havde drukket det. Det må godt nok være svært at være så hårdt ramt af allergi. Hun er nødsaget til at spørge hver eneste gang hun får serveret noget. Indeholder det mælk? Hvad med fløde eller ost? Er det helt sikkert? Og alligevel kan hun aldrig være helt sikker.