Efter at have tilbragt en dejlig nat i mit eget lille hummer i husvognen, mopper Horst mig. Han siger du snakker altid om hvor meget vi andre snorker, men i nat snorkede du altså også 😉
Mine venner er ret længe om at få sig nusset færdig i dag. Jeg står klar med rygsækken på, da Roswita pludselig finder ud af at hun er nødsaget til at vaske hår. Og det kan absolut ikke vente til i aften. De er meget forstående, da jeg ønsker at gå og vi aftaler at mødes i Commillas om aftenen.
Stopper i en lille by Caboredonde og får morgenmad. Jeg føler min energi er tilbage og jeg har fået appetitten igen. Den flinke bardame kommer hen til mig med et glas vand og spørger om jeg ikke kunne trænge til det.
Da jeg er færdig med min kaffe, zumo, tostada og vand forlader jeg stedet og alle råber som med en mund. God rejse. Dette er en skøn dag.
Godt der nu kun er 4,5km til Comillas, for mine ben begynder at syre. Endelig ankommer jeg til et rigtig dejligt alberge La Peña, et tidligere fængsel. Men det åbner først kl. 16, så jeg går ned i centrum og får noget at spise. Bagefter går jeg op til La Peña og får anvist en seng af en meget sød ung pige. Til 5 euro.
Jeg får et varmt bad i pæne rene omgivelser og jeg får vasket lidt tøj. Så ankommer Vivi, Horst, Roswitha, Marc, Emilio, Alexander, Nadja, Andreas og en mexicaner, jeg ikke kan huske hvad hedder. Samt nogle franskmænd, som jeg ikke er interesseret i, hvad hedder.
Selv om det er et must for mig at gå alene, så er det nu hyggeligt når alle de kendte ansigter dukker op.
Horst skal ned og handle til i morgen og jeg går med. Har brug for lidt forplejning. Da vi går fra supermarkedet, skal jeg lige i banken og hæve lidt penge. Og jeg siger til Horst at vi ses senere.
Og så sker det, der bare ikke måtte ske. Da det er fredag sidst på eftermiddagen, er banken lukket og jeg benytter automaten udenfor Santander Banks lille filial. Transaktionen går ikke igennem. I stedet får jeg en kvittering, hvor der står at banken har fået besked på at inddrage mit kort. Mit hjerte står næsten stille mens jeg går op til alberget, for at hente min telefonliste. Ringer til PBS, men kan ikke komme igennem. Går ned til banken igen. Men der er ubehjælpeligt lukket. Ringer igen mens jeg går op til alberget. Hvad skal jeg gøre? De andre kikker undrende på mig.
Jeg forsøger at forklare hospitaleraen om katastrofen, men hun forstår intet. Alexander kommer og spørger, hvad der er sket. Og han kalder på Nadja som er god til Spansk. Hun får forklaret min situation og hospitaleraen ringer rundt, for at finde ud af hvem der kan hjælpe. Men Santander Bank er lukket for weekenden. Og der er ikke noget at gøre før på mandag.
Efter 1 ½ time kommer jeg endelig igennem til PBS. De kan godt se min konto er lukket, men har ikke noget at gøre med det, så de kan egentlig ikke forstå at jeg ringer til dem. Men da jeg åbenbart ikke har mit VISA-kort på mig, må de jo hellere spærre kontoen. Jeg bliver helt hysterisk. Den er jo lukket. Og jeg har brug for hjælp.
Jeg får nummeret til DB nødhjælp. Og må starte forfra med at ringe, vente og langt om længe forklare min situation igen. Ja, men de kan da godt se at kontoen er blevet lukket den 28. maj – for mere end en 2 uger siden – af min bankrådgiver. Men de kan egentlig ikke se hvorfor. Der er ikke sket noget misbrug og der har ikke været hævet noget siden jeg selv hævede derhjemme d. 23. Men de kan ikke gøre noget, det er kun Heidi (min bankrådgiver) der kan åbne kontoen igen. Så jeg må være tålmodig til på mandag og ringe til hende. Der er ved gud ikke meget service her og ingen forståelse for min situation. De andre pilgrimme siger at mangler jeg penge, så kan jeg låne af dem. De skal nok sørge for at jeg kommer til Santiago. Men nej, jeg kan ikke være afhængig af andre og låne i så lang tid. Men det var forfærdeligt sødt af dem. Jeg må blive her til på mandag og forsøge at klare situationen. Kommer det til at betyde at jeg ikke kan få mit bevis i Santiago, så er det bare lige meget. Den søde hospitalera har i mellemtiden ringet til sin chef. Og jeg må gerne blive boende, så længe jeg har brug for det. Og jeg skal ikke betale noget, før jeg har mit VISA igen. Det hjælper lidt.
Men så ringer jeg til Thomas og så knækker filmen. ”Du må få mig hjem. Jeg vil ikke være her mere. Det er ikke sjovt længere”. Thomas siger ”Sov nu på det. Du må være tålmodig til på mandag. Så ordner det sig.”
Jeg græder og Vivi kommer hen og giver mig et kæmpe kram. Horst kommer også hen og nusser mig i håret. ”Hvad var det lige du sagde den anden dag Jette. At man ikke skulle gå og ærgre sig over ting man alligevel ikke kan lave om på”.
Alexander kommer ind og siger, at nu trænger vi vist alle til at komme ud og få noget aftensmad. De gør alt hvad de kan for at muntre mig op. Og Andreas siger ”Det er måske noget af det Caminoen skal lære dig at tage lettere på sådan nogle ting. Det er bare et lille dumt plastikkort. Det skal da ikke ødelægge din tur. Og du ved jo at det alt sammen ordner sig på mandag.” Ja, måske, tænker jeg.
Men det ender nu med at blive en rigtig hyggelig aften.
Uvejr – dårlig mave – inddraget VISA-kort. Hvad kan der snart ske mig mere? Ja, det tør jeg alligevel slet ikke tænke på. Det kunne selvfølgelig være meget værre.