Har ikke sovet meget i nat. Har spekuleret som en gal.
Jeg pakkede min rygsæk og tager støvler på og så går jeg ellers frem og tilbage indtil klokken er 9.00. Endelig kan jeg ringe til DB og får at vide at Heidi har ferie. Jeg får forklaret min situation. Min tur er ødelagt. Jeg er strandet i Spanien og jeg har ingen penge. Ja, men de skal nok få en til at ringe til mig. Da jeg har ventet i 3 kvarter, er jeg ret meget ude af mig selv. Og tænker at jeg må selv tage affære, inden mit kort bliver destrueret, eller sendt ud af byen.
Jeg forbereder en tale på spansk og jeg går ned i banken. Nej, der er selvfølgelig ikke nogen der taler engelsk her. Jeg får præsenteret mig og forklarer at automaten har ædt mit kort.
”Er det et af dem her?” siger bankmanden og viser mig en stak, der ligger på hans bord. Jeg bekræfter.
“Er det det her?” Bekræfter igen. ”Må jeg se dit pas.” Viser ham passet, som han så giver mig igen.
Og så giver han mig mit kort. Jeg kunne have givet ham et knus. Nu var jeg ikke urolig længere. Nu skal det hele nok ordne sig. Jeg er stjernelykkelig.
Roswitha ringer for at høre hvordan det går og jeg kan fortælle, at der er en løsning på vej. Og at jeg snart er på banen igen. Tilbage i alberget ringer jeg til banken igen. Der er stadig ingen der har tid til at snakke med mig og jeg vil blive ringet op.
Alt er klart til at jeg kan stryge ud ad døren, da telefonen ringer og det er Sara. Hun kan godt huske at vi har snakket sammen, lige inden jeg skulle på ferie. Det er selvfølgelig en fejl at min konto er lukket og alt skal nok blive bragt i orden.
Jeg er så lykkelig at jeg slet ikke kan blive gal. Hun fortæller mig også at det er PBS der har lukket kontoen og at jeg selvfølgelig nok skal få dækket mine udgifter.
Med hjertet oppe i halsen går jeg ned til banken. Sætter kortet i automaten og får hævet penge, så jeg kan betalt min gæld.
Jeg skriver en venlig hilsen (så godt som jeg nu evner det) og tak til hospitalieraen og lægger de penge jeg skylder.
Derefter går jeg ned og tager bussen til La Vicenta, som skulle være endnu en spændende by, men det er begyndt at regne voldsomt. Og det er ikke bare voldsomt, men mega voldsomt.
Jeg har simpelthen haft for megen modgang. Og jeg orker næsten ikke mere. Specielt ikke mere regn. Havde dog aldrig drømt om at det kunne regne så meget i Spanien. Lokalbefolkningen står også og ser helt fortvivlet ud. De er vist heller ikke vandt til sådan et vejr. Jeg går ind i en bar og spiser tidlig frokost. Regnen ser simpelthen ikke ud til at stoppe foreløbigt, så jeg kæmper mig hen på turistkontoret og får et stempel. Bare for en sikkerheds skyld
Jeg ville gerne være blevet her, men jeg går ned til busstationen, hvor der står flere andre pilgrimme i ly for regnen. De ser helt modløse og meget våde ud. Måske ser jeg ligesådan ud.
Jeg køber en billet til Llianes. Og det er skønt at sidde i en bus og køre gennem den voldsomme regn. Da jeg ankommer, er det nogenlunde tørrevejr og jeg bevæger mig ud i byen.
Jeg møder Marina og Katrin, to schweizere jeg hilste på i Santander. De fortæller at der et alberge i byen, men det er så usselt, så de har valgt at bo på hotel.
På vej ned mod den nedlagte banegård, som bruges til alberge, ser jeg på afstand to kendte skikkelser. Ja selvfølgelig, Horst og Roswitha. Jeg er nu alligevel født under en heldig stjerne.
Det er så dejligt at se dem igen. Vi fejrer det med at gå ud og spise en dejlig middag sammen. Fik suppe og fisk og så var jeg stop mæt. Jeg afslog dessert. Men værten var vedholdende. Pilgrimme skal have noget at stå imod med. Og jeg måtte bøje mig og fik en Leche Flan. En dejlig dessert der smager lidt som risalamande. Men så var jeg også færdig.
Vi indlogerer os på banegården. Endnu en gang bliver jeg gjort opmærksom på at det er meget modigt at gå alene for en kvinde. Hvad er de egentlig så urolige for. Jeg forstår det ikke.
Og alberget, ja det er ret usselt, men jeg får et 6 sengs rum for mig selv. Da jeg ikke har gået ret meget i dag, går jeg ud og ser på byen, i stedet for at bade. Og der er nok at se på.
Den gamle bydel. Havnen med de meget dekorative / maleriske moler.
Og kirken som desværre var lukket. Og de meget specielle sentenser der var placeret i brolægningen.
Handler lidt i et stort supermarked og går tilbage til banegården. Spiser lidt brød og skinke i banegårdens store ankomsthal. Det er meget tydeligt at der en banegård, men det er meget charmerende.
Spiser sammen med et hollandsk par og to tyske mænd der snakker fodbold.
Går op på mit værelse.
Og så troede jeg lige at jeg havde det hele for mig selv. Da jeg er ved at gå til ro, kommer der én ind ad døren. Jeg tror han er Spansk eller Fransk. Han kan i hvert fald ikke forstå noget af det jeg siger til ham. Han har ingen bagage. Det virker lidt underligt. Så jeg lister mine værdigenstande ned i soveposen. Godnat.