Forlod herberget kl. 6.30, før italienerne var begyndt at røre på sig. Jeg efterlader mit oppustelige liggeunderlag i alberget. Det har jeg slæbt på siden Irun, uden at have brug for det, så nu gider jeg ikke længere.
Vejen i dag er fyldt med gale hunde. De fleste er dog fastgjort. Men de gør helt vanvittigt. Folk må da være grumme trætte af pilgrimme, der går igennem om morgenen. Jeg føler på et tidspunkt, at jeg vækker en hel landsby med al den larm.
På et tidspunkt, da jeg går ud af en lille landsby, kommer der en stor schæferhund løbende bagfra. Den løber meget stærkt og heldigvis lige forbi. Kun 2 m fra mig. Jeg aner ikke hvad jeg havde gjort, hvis det var mig den var efter.
Vejen er ellers meget kedelig i dag og jeg gør mig en del tanker om de pilgrimme jeg har efterladt på Nordruten. Håber ikke jeg fortryder og det bliver for ensomt her. Alligevel glæder jeg mig til at komme til Oviedo, der er mange ting jeg gerne vil se der og jeg sætter det lange ben foran, da jeg gerne vil nå pilgrimsmessen. Før kl. 9 ankommer jeg til Pola de Siero og får mig en tiltrængt Cafe Solo i en bar.
Fortsætter til Granda. Jeg er ved at være knap for tid, hvis jeg skal nå messen kl.12.
Jeg spørger om der en bus til Oviedo. ”Si, a la once y punto” Hvad er det nu ”punto” betyder. Jeg ved jeg har hørt det før. Må hellere spørge igen. ”A la once exacto” OK, så er jeg med. Og bussen kører præcis. For 1,25 euro.
Skal nå posthuset inden messe, så jeg har en smule travlt. Jeg vil have sendt en masse papir (kort, brugt guidebog m.m.) hjem. Ankommer til posthuset i centrum og det er lukket på grund af ombygning, men der er en henvisning til et andet. Jeg finder det, lige i nærheden.
En vagt skridter fronten af. Jeg forsøger at spørge om jeg skal trække et nummer. Uden held.
Jeg går hen til en bænk og begynder at tømme min rygsæk, for at finde det jeg vil have sendt hjem.
Efter at have pakket sammen igen, bevæger jeg mg ud i lokalet. Pludselig stikkes en lap frem med et par numre. Det var vagten. Så forstod han mig alligevel. Og han har trukket flere numre for at være sikker på, at jeg er blevet klar. Pigen ved skranken er også klar og jeg får sendt papir hjem for 11 euro.
Det er det måske ikke værd. Men alligevel. Jeg svæver af sted fra posthuset. Flere kilo lettere.
Ankommer til katedralen i Oviedo, træt og svedig. Kirken er allerede fyldt med mennesker, men en kirketjener kommer hen og tager imod mig og han finder en plads til mig og min rygsæk. Han fortæller mig også hvordan jeg kommer til katedralens kontor, så jeg efter messen kan gå hen og få mit stempel.
Det er en speciel messe i dag, åbenbart en mindehøjtidelighed af en slags og folk sidder i deres pæne tøj. Det er bare underligt at her lugter så grimt. På et tidspunkt udtrykker præsten en velsignelse af pilgrimmene på vejen. Og en masse mennesker ser smilende hen på mig. Jeg bliver bevidst om at jeg er den eneste synlige pilgrim (med rygsæk) og jeg bliver også klar over at den dårlige lugt stammer fra mig. Måske lugter jeg selv, men noget der stinker helt vildt, er de sokker der hænger til tørre på min rygsæk.
Der er fiesta i Oviedo og efter messen kommer jeg til et stort torv hvor der er musik og dans.
En Spansk kvinde, som vist har noget med arrangementet at gøre, kommer hen til mig og spørger om jeg er pilgrim. ”Si”. Hvor er du fra? ”Yo soy Danese” Jamen hvor er du gået fra? Irun, svarer jeg hende. Hun virker helt benovet og ønsker mig tillykke. Hun henter nogle andre og fortæller dem at jeg er på vej til Santiago fra Irun. De råber alle Bravo og klapper og tager billeder af mig, så jeg bliver helt flov. Nogle tyske turister kommer også hen og vil snakke. De spørger om jeg har gået før?
En Spanier kommer hen til mig og fortæller, at han også har gået Caminoen. Jeg føler mig helt berømt.
Herberget åbner først kl. 17.00. Øv. Jeg trænger ellers til et bad. Men jeg finder en restaurant og får et dejligt måltid med salat og kylling. Og rødvin.
Leder efter en internetcafe, men finder den ikke.
Forsøger at hæve penge i en automat. Det er saftsusemig noget lort. Jeg får at vide at der ikke er forbindelse, de første to gange jeg prøver. Tredje gang jeg prøver, får jeg at vide at jeg har nået loftet for dagens brug. Men jeg har jo slet ikke hævet noget. Hvad sker der lige her? Dagen startede ellers så godt, men jeg kan snart ikke klare flere økonomiske forskrækkelser. Og jeg ved jo at der er penge nok på kontoen. Meget mærkeligt.
Jeg beslutter mig for at gå ud og se to meget gamle kirker i bjergene i Oviedo’s udkant. Det bliver 10 km ekstra. Med rygsæk. Men jeg er nødsaget til at foretage mig et eller andet, for at få tankerne væk fra økonomien.
Jeg går ud af byen og op, op og op. Endelig når jeg den første af de to gamle kirker. Den er meget smuk. Jeg får ikke lov at komme indenfor Der er en turistguide og en del turister. Men døren bliver smækket i lige for næsen af mig. Går længere op ad vejen til den næste kirke. Den er ikke mindre smuk og gammel.
Jeg vil så gerne indenfor, men også her bliver jeg afvist. Turistguiden siger at jeg skal bestille tid for at komme indenfor. Surt
Men her er endelig noget af den kultur jeg har savnet. Måske er det er godt tegn på hvad Primitivo-ruten vil bringe.
Mens jeg går ned af bjerget, vinker alle turisterne til mig, mens de kører forbi i deres fine busser.
Da klokken er 5 går jeg til herberget og får en seng. Og et bad. Spørger horpitalieraen om hvor Internetcafeen er. Hun aner det ikke. Men til gengæld får hun mig forklaret at døren bliver låst kl. 20.00. Så da skal jeg være tilbage, hvis jeg går nogen steder. Hun er i øvrigt meget uforstående over for hvad en dansk pilgrim gør her. Vi er jo ikke katolske i Danmark. Men herberget koster til gengæld kun 3 euro. Og her virker meget ordentligt.
Jeg går ud i byen igen for at lede efter internetcafeen og for at købe lidt ind til aftensmad.
Hvor gaar man hen naar man ikke kan finde en internetcafe. selvfoelgelig paa biblioteket. Naa det her skal gaa staerkt for herberget bliver laast om en time og da skal jeg vaere fundet tilbage og helst vaere indenfor.
Vejret er ved at udvikle sig til det bedre og mine ben og foeder har det rigtig godt.
Mit eneste problem er rygsaekken. Den vejer for meget. Saa nu har jeg besluttet at liggeunderlaget ryger. Nu har jeg slaebt rundt paa det i tre uger uden at have brug for det. Saa det maa ofres. Brugte sider fra mine guider er sendt hjem med posten, men saa er der vist heller ikke andet der kan skaeres vaek.
Jeg er efterhaanden ved at vende mig til ruten selvom den aldrig bliver saa spaendende som den jeg gik for 2 aar siden. Naturen er godt nok utrolig smuk. Bjergene, havet og klippekysten. Helt fantastisk. Men det er meget haardt terraen. Kun afbrudt af store byer, som er lidt svaere at forholde sig til som pilgrim. De fleste mennesker i de store byer aner heller ikke noget om Caminoen. Spoerger du om vej, ser de helt uforstaaende ud. Det haender saa til gengaeld ude paa landet at en morlil staar og vinker til mig eller gammelfar kommer hen til mig og spoerger om jeg er paa vej til Santiago. Saa slaar han kors for mig. Jeg haaber det betyder at han oensker mig en god tur.
Der er ikke saa mange pilgrimme her. Jeg tror naesten vi kender hinanden alle sammen et par etaper frem og tilbage. Men der er ogsaa nogen der falder fra eller bare sakker bag ud, eller har valgt at tage bussen nogle dage. Jeg holder nogenlunde min tidsplan, men har nu skiftet rute til Camino le Primitivo. Og det betyder jeg har mistet kontakten med alle. Men saa kommer der nok nogen nye. Det var en lidt svaer beslutning at forlade Nordruten. Men jeg rev resten af nordruten ud af min guide og foraerede den vaek til en der havde brug for det. Og saa var den beslutning taget. Men jeg er allerede begyndt at moede nye. Gik hele fredagen uden at se en pilgrim og toede jeg havde alberget for mig selv, indtil der dukkede 4 Italienere op. Heldigvis kunne en af dem engelsk. Det er lidt sjovere naar vi kan snakke sammen.
Jeg er nu naaet til Oviedo. En spaendende by jeg gerne skal fortaelle om naar jeg kommer hjem. Og hvis der er nogen af jeg der holder byens lokale avis er jeg vist blevet beroemt her. Jeg stod paa en plads og saa paa nogle folkedansere, da en fotograf kom hentil mig og spugte om jeg var pilgrim og hvor jeg havde gaaet fra. Da jeg svarede at jeg var startet i Irun, kaldte hun paa nogle andre og de kom hen og skulle hoere om min tur. De stod og klappede og raabte BRAVO, BRAVO, saa jeg blev helt flov. De opfoerte sig som om jeg havde vaeret paa maanen.I morgen starter det saa op i bjergene. Haaber det bliver lige saa smukt som da jeg gik i Pyrenaerene for to aar side.
Tak for alle jeres hilsner. Jeg har kun kunnet naa at se lidt ganske kort. Det maa vente til en dag hvor der er mere tid.
Jeg har det rigtig godt og jeg skal nok passe paa mig selv. Det farligste jeg har moedt endnu er myg og braendenaelder.
Glaeder mig slet ikke til det her slut. Selvom jeg godt kunne traenge til noget rent toej.
Kaerlig hilsen til jer alle.
Peregrina Jette
Haaber det her naar frem til jer. Min normale mail virker ikke her paa bibl.computeren
Kommer tilbage til herberget i rette tid og spiser til aften der. Herberget er fyldt. 14 mænd og to kvinder + mig. Jeg er meget optimistisk, men kan ikke snakke med nogen. De er vist alle spaniere.
Og hold da op hvor spanske mænd snorker.