Aldrig nogensinde ønsker jeg at sove sammen med 14 spanske mænd igen. Hold op hvor de snorker. Højt. Nå, men jeg fik da sovet lidt. Og jeg kom af sted uden morgenmad kl. 7.30. Samtidig med at gadefejerne var i gang med at rydde op efter gårsdagens og nattens festligheder. Men det er jo godt at der er nogen der morer sig.
Kl. 9.30 kommer jeg gennem en lille landsby Loriana, hvor jeg går på den lokale bar for at få morgenmad. Værtsparret og de andre gæster er meget interesseret i mig. På et tidspunkt spørger værten om han må se min guidebog. Jeg viser ham den engelske og da han ser at deres bar er anbefalet, skal jeg fortælle hvad der står om dem. Han bliver helt vild. Låner min bog og farer jublende rundt i hele huset – også i privaten – for at alle kan se den.
Han gav mig efterfølgende et meget omhyggeligt udført stempel i mit pas. Og han fortalte de andre gæster at jeg havde gået HELT fra Irún. Senere på vejen møder jeg en chauffør fra baren. Den fik hele turen med blinkende lygter, hornet i bund og kæmpe vink ud ad vinduet. Det er helt underligt at føle sig så populær.
Primitivo viser sig at være en pragtfuld Camino. Rigtig dejlig dag. Jeg glemte et øjeblik alt om min nervøsitet omkring min økonomi. Jeg har besluttet mig for først at prøve at hæve penge igen i Grado, så jeg er i nærheden mandag, hvis der skulle ske noget.
Ankommet til Grado prøver jeg en pengeautomat og den virker selvfølgelig som den skal.
Gud fader hvor er man dog afhængig af penge. Det må være et andet af mine fortsætter. Jeg vil aldrig mere mangle penge. Men hvordan gør man så noget ved det. Ja, det må jeg lige tænke lidt over.
Leder efter det ungdomsherberg, der skulle ligge her i byen. Løber på Juan og Pepe (Et rigtig sødt ungt Spansk ægtepar). En venlig kvinde vi stopper på hovedgaden, fortæller os, at alberget er lukket og det nærmeste ligger et stykke udenfor byen. Jeg forstår ikke hendes beskrivelse af vejen derud. Hører dog ordet ”cementerio”, så jeg må hellere følge efter det spanske par.
Pepe og Juan skal lige handle et eller andet i en forretning. Jeg spotter et lille supermarked og går derover for at købe noget mad. Da jeg kommer ud igen, kan jeg ikke finde de andre, så jeg må klare mig selv. Pilene på vejen viser, at jeg skal dreje til højre, men i min engelske guidebog står der til venstre. Kortet i min spanske guide viser også, at San Juan de Villapañada, hvor herberget er, ligger til højre for hovedvejen.
Følger pilene til højre op ad en meget stejl sti, hvilket måske ikke var så klogt. Der er nemlig bygget et helt nyt vejnet, som jeg efterfølgende kommer til og som ikke passer med nogen af de beskrivelser jeg har. Jeg kan heller ikke få øje på Pepe og Juan. Det er nogle meget lange kilometrer, men jeg bliver reddet af at jeg får øje på en kirkegård (cementerio) langt væk.
Det lykkes mig endelig at finde herberget. Da jeg ankommer, er Pepe og Juan allerede installeret og har badet og vasket tøj. Så jeg har vist gået en lang omvej
Herberget er møgbeskidt og hospitalieroen, der bor overfor, er vist en afdanket alkoholiker. Da jeg vil betale for opholdet, vil han ikke have nogen penge. Han kunne da ellers godt have brug for dem. Med alle de tommer flasker der lå overalt i hans have, har han vist et stort forbrug han skal have dækket.
Herberget bliver i løbet af aftenen fyldt til bristepunktet. Så der bliver vist også snorket i nat.
Der er ingen forretninger eller barer i nærheden. Så der er ikke mulighed for aftensmad. Jeg har ikke fået noget siden kl. 9.30, men til alt held har jeg købt et brev pulversuppe og lidt brød. Så den står på Minestrone, tilberedt i de mest uhumske omgivelser. Men når man er sulten, kan alt spises.
Jeg kunne godt have delt med en anden, men de andre (alle spaniere og italienere) sidder udenfor, drikker øl og diskuterer fodbold. Så jeg har køkkenet for mig selv.
