I dag er det et af rutens højdepunkter hvor jeg skal op i h 1200m højde. Man kan vælge mellem 2 ruter over bjerget. Jeg er blevet frarådet at gå den der er mest streng, men jeg forstod kun at det var på grund af noget med vejret.
Jeg gik alene fra herberget ved 7 tiden og var inde på en bar i Polo og fik morgenkaffe. Jeg vidste ikke hvornår muligheden var der igen, så det var med at benytte sig af den.
Det går stejlt opad gennem skov og øde stier.
Stien er fuld af løse sten, så man skal virkelig se sig for. Et forkert skridt vil være ret alvorligt, da der er langt til beboelse. Men da jeg kommer op til passet Puento del Palo (1200m), er den fantastiske udsigt alle anstrengelserne værd.
Det er næsten endnu større end at krydse Pyrenæerne for 2 år siden. Måske fordi vejen herop har været hårdere. Men selvom vejret ikke er så godt som det var den gang så virker det som om man kan se meget længere. Og jeg er helt alene. Der er ikke andre end nogle køer der græsser her. Hvordan holder man egentlig styr på sådan nogen, når de går frit rundt på et bjerg.
Lige nu ville jeg godt nok ønske der var en jeg kunne dele det her øjeblik med. Det føles meget stort.
Det er stort at bestige et bjerg, men nu skal jeg så ned igen på den anden side. Og det er meget stejlt ned. Og meget vanskeligere at komme ned end op.
Stien er fyldt med løse sten og jeg er meget bange for at træde forkert og falde. Jeg kan også mærke nu at mine ben er helt syrede og de ryster under mig, Jeg går igennem en lille forladt landsby. Jeg har læst at der skulle bo en enkelt hyrde her, men jeg kan ikke se spor af nogen.
Derimod kan jeg på lang afstand se to personer på vej ned. Jeg tror det er to spanske kvinder der har boet de samme steder som mig siden Oviedo.
Jeg kan ikke indhente dem. Forsøger heller ikke. De snakker alt for meget til at jeg vil forstyrre naturens skønhed og min egen koncentration.
Fremme i en lille landsby der hedder Lago er der endelig en bar hvor jeg kan få lidt at spise og de to kvinder sidder udenfor. Jeg sætter mig sammen med dem og for en sodavand og en boccadillio.
De er meget søde og vil gerne snakke. Den ene kan lidt engelsk, så det går fint.
Da vi er ved at være færdige med at spise, dukker de andre op. Og gensynsglæden er stor. Alle er helt høje efter den fantastiske vandretur i dag, Vi aftaler at vi slutter dagens vandring i Berducedo.
Alle tiders. Jeg føler mig meget knyttet til dem alle og vil gerne fejre dagens etape sammen med dem.
Jeg er den der først ankommer til Berducedo og jeg finder herberget og går ned til den lokale bar og bliver indskrevet og får mit stempel. Nu glæder jeg mig bare til de andre kommer.
Så fru tryghedsnarkoman. Nu troede jeg lige at vi alle skulle samles i Berducedo og så går de andre videre. Det har ellers været en hel fantastisk dag i dag.
Først de to spanske kvinder. De vil fortsætte 4,5 km til La Mesa. Det er så ok. Men så kommer Pepe og Juan. De vil også videre til La Mesa, da de er bange for at næste dags rute bliver for lang. Jeg er bare så skuffet. Nu troede jeg lige vi skulle være sammen alle.
Der kommer to Franskmænd til herberget. De går meget dårligt og har dårlige fødder og jeg kan ikke snakke med dem. Surt.
Pludselig vælter det ind med store spansktalene fyre. Mine 4 brødre. Jeg er bare så bange for at de skal beslutte sig for at gå videre, men det gør de heldigvis ikke.
Vi går på baren om aftenen for at spise. Det er bare så kanon hyggeligt. Vi får snakket en masse. Om børn, arbejde, min kajak, mad, vin og hvordan man sidder på en barstol og alt muligt andet.
Jeg spørger dem hvad det er de siger når de kommer ind på en restaurant og folk sidder og spiser. Det er en vending jeg har lagt mærke til. Og de lærer mig at sige ”Que aproveche”. ”Gracias si gustas.”
Jeg tror det er noget med at man siger ”Hvordan bekommer det dig” ”Tak godt”. Eller sådan noget lignende.
Jeg går rundt i baren og siger det til alle. Det vækker meget morskab. Og er vist ikke helt korrekt udtalt.
Men mine 4 spanske ’brødre’ er meget ivrige efter, at jeg skal lære deres sprog. Jeg forsøger at forklarer dem at jeg allerede går til Spansk derhjemme i Danmark. Men de forstår intet, når jeg forsøger med mit hjælpeløse spansk