Næste morgen går vi tilbage til baren og får dejlig morgenmad. Og vi starter dagens vandring.
I starten går det af landevejen. Det er en meget smuk morgen, men det går op og op. Jeg vil ikke tabe ansigt, så jeg strammer mig virkelig an og kæmper mig op ad den stejle landevej. Jeg kommer i tanke om at det kan hjælpe mig at tælle mine skridt. Det husker jeg fra mesetaen på min første caimino og fra åretagene på utallige kajakture. Og til ære for Jesus som går ved siden af, tæller jeg på Spansk. Også en god øvelse.
Vi kommer hurtigt op i meget smukke bjerge. Hvis der er nogen der ikke tror at vindmøller kan være smukke så har de ikke set dem i de spanske bjerge. De er helt utroligt majestætiske, som de stræber op mod den blå himmel. Et fantastisk skue.
Vi kom også forbi en lille bitte pilgrimskirke. Manuel fortæller stolt at kirkeklokken i det lille tårn, er mange hundrede år gammel. Fantastisk at sådan noget kan få lov at være i fred. Men her kommer nok heller ikke andre, end os pilgrimme.
En overvældende smuk tur i dag. Det er lige det jeg er kommet her for. En betagende udsigt og fire rare spanske mænd som ikke trænger sig på, men som er fulde af beundring over at jeg har gået helt fra Irun. Og som hele tiden opmuntrer mig til at fortsætte. Ikke så jeg føler det belastende, men de får mig hele tiden til at føle, at jeg er lige så god som dem og at de værdsætter mit selskab. Det er sådan det skal være. Og jeg kan sagtens følge med dem.
Det er først da det begynder at gå nedad igen at jeg bliver lidt usikker på benene. Stien er ekstremt smal. Somme tider kun 30 cm bred og den går i zigzag 800m ned.
Mine ben ryster under mig. Her er fyldt med løse sten og trærødder der næsten ber en om at falde over dem. Jeg må indrømme at jeg går nedad med rystende knæ og bævende hjerte.
Og mine fire brødre de drøner bare af sted. De er totalt frygtløse. Da jeg endelig når ned, bliver jeg glædeligt overrasket over at se, at de står og venter på mig.
Vi holder en kort fotoseance på dæmningen, hvorefter vi fortsætter op ad bjerget på den anden side. Juan fører an og Jesus er ved at være ret mør. Jeg er lige midt imellem. Men det er meget varmt og jeg sveder og er ret udmattet.
Vi er også alle løbet tør for vand, men vi forsøger at holde modet oppe hos hinanden.
Vi har kun planer om at gå 20 km i dag, men sikke nogen. Vi har gået fra 900m højde til 1000. Ned igen til 900, op til 1100 og stejlt ned til 250 på dæmningen og op igen til 650m højde. Det var ikke svært at forestille sig at den oprindelige by Salime ligger på bunden af søen. Men blev udslettet da Franco tvangsudskrev straffefanger til det kæmpe dæmningsbyggeri.
Helt oppe igen kommer vi heldigvis til en vandpost. Jesus venter på de andre, men jeg går ind til byen alene. Møder de to spanske kvinder. De siger herberget er forfærdeligt, så de vil gå videre. De har også kun gået fra La Mesa. Så det er 5km mindre end mig. Og så slemt kan herberget da heller ikke være.
Jeg går derhen. Det ligger i stueetagen i byens rådhus.
Men det var slemt. Køjesenge i tre lag. Et sølle toilet og bagved det en enkelt bruser. Og der er plads til 20 personer. Der går ikke lang tid før brødrene dukker op.
Juan, som er den største og ham der altid bestemmer, siger at jeg først skal vælge en seng. Og også skal gå først i bad. Dejligt med galante mænd på Caminoen.
Det viser sig at der ikke er vand nok til at benytte bruser, toilet og håndvask på en gang. Så der går lang tid inden vi er klar til at gå ud i byen.
Pludselig myldrer det ind med folk. Det er 14 unge mennesker fra Andalusien. Og det ellers så fredelige herberg fyldes med larm og uro.
Vi flygter derfra, men vi skal alligevel til en bar i den anden ende af byen for at få vores stempel. Barværten, en meget hyggelig fyr fortæller at han har været i Danmark en gang for mange år siden. Snakken går lystigt. På Spansk.
Jeg spørger om der er en Internetcafe i byen. Det ved han ikke. Jeg spørger om der er et bibliotek. Og det er der. Og jeg finder det nemt.
Lige en kort hilsen fra biblioteket i Grandas de Salime.
Det gode vejr er ellers kommet til Spanien og jeg gaar i et rigtig dejligt omraade. Op og ned i hoeje bjerge. Det er ingen sag at komme op. Det er straks vaerre at komme ned. Men jeg er da heldigvis sluppet for skader endnu. Og mine knae klarer det ogsaa rigtig godt.
Jeg havde allerede hjemmefra besluttet mig for at jeg ville skifte til Primitivoruten i Oviedo. Og det har jeg bestemt ikke fortrudt. Her er fantastisk smukt. Men her gaar kun Spaniere. Det var lidt underligt i starten, ikke at kunne snakke rigtigt med nogen. Og jeg har efterhaanden maattet erkende at jeg ikke kan ret meget spansk. Og her paa primitivo er det landbefolkning og meget smaa byer og ingen kan engelsk. Og der er ingen turisme. Det har for eksempel ikke vaerret muligt at opdrive et postkort siden Oviedo.Men jeg er ikke ensom. Jeg er naermest blevet adopteret af 4 spanske broedre. De soerger for at jeg kommer med ud at spise hver aften og har ogsaa haft mig med paa bar og se fodbold 2 gange. Jeg kunne ikke naenne at sige, at det ikke interesserede mig. Og de er i fuld gang med at undervise mig i deres modersmaal. Saa det gaar rigtig godt.
I dag har vi fulgtes ad. Ned af et bjerg, over en daemning og saa op af et andet bjerg. Det var temmelig haardt , men udsigten var det hele vaerd. Nu haaber jeg bare, at mine billeder er blevet gode. Og jeg kan garantere for at jeg har taget mange. Men det undrer vel ingen. Knus Jette
Jeg går tilbage til baren, men mine brødre er forsvundet. De er heller ikke på herberget. Så jeg benytter lejligheden til at vaske sokker og sætter mig overfor på en bænk for at tørre dem i solen.
Brødrene kommer tilbage. De virker meget hemmelighedsfulde. Gad vide hvad de pønser på. De siger at de går over i parken for at spise til aften og spørger om jeg ikke vil med. Da vi bliver os selv ovre i parken, fortæller de hvad det er de har gang i.
”Vi står op kl. 5.30, går kl. 6 præcis og spiser morgenmad i Castro. Så vi slipper for det der larmende Andalusiske party. Vi vil nå til A Fonsagrada i morgen. Vil du med? Så er det af sted kl.6”.
Ja, selvfølgelig vil jeg med. Jeg er på det tidspunkt slet ikke klar over, at det at slippe for Andaluserne ikke er den virkelige grund til at vi skal nå A Fonsagrada i morgen. Men det finder jeg først ud af næste dag.
Vi går tidligt i seng, så vi kan være friske til i morgen. Jeg tror nok at to af brødrene er ved at have lidt fysiske problemer. Men jeg er i topform.
