Næste morgen er vi ude af vagten kl. 6.00 og går i samlet flok i mørket.
Ankommer til Castro, men der er ingen morgenmad her. Den næste bar er i El Acebo, 15 km fra Grandes de Salime. Nå, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Jesus og Augustin sakker længere og længere bagud. Til gengæld har Juan og Mauel så meget fart på, så jeg ikke kan følge med dem. Men inden El Acebo skal vi forcere fra 600 til 1050 m’s højde, uden at have indtaget morgenmad.
Jeg har gået alene på stier siden Castro. Og har ikke set de andre. Pludselig kommer Jesus og Augustin gående fra venstre på en landevej der krydser stien. Jeg råber efter dem, men de hører intet. Jeg styrter af sted på landevejen og kalder igen. I går forkert. Endelig hører de mig. Men de har det ikke så godt i fødder og ben, så de vil gå af landevejen. Gad vide om de ved hvor vejen fører hen. Men jeg foretrækker bjerget og stien frem for landevejen. Der er en stigning på 550 m. Men det er skønt at komme op på den anden side af skyerne. Her skinner solen og himlen er fantastisk blå.
Jeg nyder hvert sekund på vejen. Hvordan kan man dog frivilligt tage landevejen nede i dis og tåge frem for det her.
Jeg krydser grænsen til Galicien. Og så er det lige at man skal huske at muslingeskallerne ændrer retning.
Da jeg kommer El Aceco sidder Juan og Manuel udenfor baren og venter. Der er lukket, så der er stadig ingen chance for morgenmad. Jeg fortæller dem at Jesus og Manuel er gået rundt om bjerget ad landevejen i stedet for. Juan bliver helt panisk og forsøger at ringe dem op. Jeg tænker at han overreagerer en smule, og forstår det ikke. Men efter 40 min kommer de endeligt.
Endelig da klokken er tæt på 12.30 finder vi en bar, der har åbent. Men nu har vi også været på vejen i 6½ time. Så det er tiltrængt.
Mine ’brødre’ spørger om jeg vil være med til at bo på hotel i nat i A Fonsagrada. Så vil de bestille et værelse til mig.
Juan siger ”så bestiller vi 2 db.værelser til os og et enkelt værelse til dig.”
Det er bare fint med mig. Men jeg kan se der lurer et lille smil i øjenkrogen hos Juan. Så jeg kan ikke lade være med at spekulere på, at der er et eller andet mystisk. De var jo også lidt underlige i går aftes. Og da vi sad og ventede i El Acebo, var de meget nervøse for at Jesus og Augustin ikke kom.
Det virker så kunstigt.
Kl. 15 ankommer vi til A Fonsagrada og finder hurtigt hotellet. Da vi kommer op i receptionen, er der lidt forvirring. Receptionisten kan ikke rigtig forstå vores bestilling. Men jeg får en nøgle til et enkeltværelse, så den er klaret. Pludselig dukker Manuel op og jeg kan se der går en bag ham. Det er en kvinde og Jesus bryder ud i vild jubel. Det er hans kæreste Carmen. Hun skal gå med den sidste uge. Der er stor gensynsglæde. Og Jesus der ellers havde været helt ødelagt i dag, vækkes til live igen. Så forstår jeg bedre hvad det var de havde gang i.
Jeg beslutter at familien Hernandez Hernandez ( ja det hedder de altså, mine fire brødre ) skal have lov at være alene resten af dagen. De skal jo heller ikke have mig på slæb hele tiden.
Efter et dejligt bad går jeg i receptionen og får tilbudt tøjvask. Herligt. Selv om jeg næsten ikke kan klare tanken om at nogen skal røre ved mit beskidte tøj. Men jeg afleverer det og går ud i byen. Finder en lille hyggelig bar hvor der sidder en del lokale. De er meget interesseret i at høre hvor jeg kommer fra og hvordan min tur er forløbet. De kender godt til Danmark. En af dem har boet i Tyskland. På vej tilbage til hotellet møder jeg familien. De er ude og købe støvler til Augustin. De spørger om jeg vil med ud at spise. Men jeg afslår. Jeg vil tilbage til hotellet og hvile mig. ”Vi går kl. 6 i morgen. Hvis du vil med” når de lige at sige til mig.
På vej tilbage handler jeg ind i et stort supermarked. Da jeg kommer tilbage til værelset, kommer en dame med en stak rent, velduftende, tørt og sammenlagt tøj. Vild luksus for 10 euro.
Jeg bliver på værelset og spiser til aften og ser fjernsyn. Og går tidligt til ro.