Efter en dejlig nats søvn i Friol, hvor jeg har delt værelse med Esther, skal vi fortsætte 28 km til Sobrado dos Monxes. Inden når vi dog at få morgenmad i restauranten, der ligger i stueetagen.
Vejret er fint. Og vejen er rimelig flad, men bentøjet begynder at give problemer. Jeg begynder at kunne mærke alle kilometerne. Mit venstre knæ gør vrøvl og jeg har frygtelige smerter i min venstre fod. Gudskelov for den salve vores massør på arbejde har givet mig med. Ellers tror jeg ikke at jeg havde klaret det.
Jesus, Carmen, Juan, Manuel og Augustin er forsvundet. Men vi andre følges. På et tidspunkt har jeg voldsomme smerter, men siger ikke noget. De andre gør en lille kunstpause og jeg får lige tid til samle mig. Det hjælper helt utroligt. Bare deres betænksomhed og omsorg. Det gør en rigtig godt.
I en lille landsby går vi ind på en bar for at få kaffe og vente på de andre. Vi spørger efter et stempel.
Men værtinden har ingen stempler, men mener at det må være lige så godt hvis hun noterer i vores pas, at vi har været der. Som sagt så gjort.
Men det viser sig at landsbyen har endnu en bar. Vi kan ikke drikke mere kaffe, men går alligevel ind og spørg til et stempel. Jamen selvfølgelig har han et stempel her og han deler villigt ud.
Da vi kommer ud på hovedgaden igen, kommer der en procession imod os. Den består af Carmen og de fire brødre.
Endelig er vi fremme ved klosteret Sobrado dos Monxes. Et imponerende bygningsværk og vi pilgrimme måtte gå rundt i det meste.
Da klokken var 14 gik vi lidt uden for den lille by til en restaurant og spiste menu de dia. Med dejlig rødvin. Den bedste siden Comillias.
Senere på dagen blev der bestilt hotelværelser i La Pina og i Santiago. Det er som om de bare forventer at jeg er med i deres beslutninger. Eller også håber de bare at jeg er med, men de tjekker mig lige med et blik. Jeg har en dejlig følelse af at de regner med mig. Og jeg kan mærke at de bliver ægte glade når jeg reagerer på at de nævner mit navn, eller kalder på mig.
Ligesom det ærgrer dem meget, specielt Carmen, at de ikke kan forstå så meget af det jeg siger. Jeg har til gengæld nemmere og nemmere ved at forstå dem.
Juan foreslår at vi splejser til en lottokupon. Og hvis vi vinder, skal vi alle sammen mødes i Spanien. Jeg er jo den eneste der kommer langvejs fra, men jeg er nok også den eneste der ikke forventer nogen gevinst.
Jeg er meget ivrig efter at komme ind og se kirken. Håber der er messe som jeg kan overvære.
Brødrene er meget ivrige efter at fortælle mig om katedralen i Santiago. Jeg mener ellers at jeg har fortalt dem at jeg har været der i 2006, men de har åbenbart ikke forstået, eller også er de bare så begejstret efter at vise deres dejlige land og kultur frem.
Jeg besøger helt alene et lille kapel som er helt mørklagt. Men med blitzen fra mit kamera finder jeg ud af at der også her er meget at se.
