Efter en træls og hård dag, har jeg for første eller måske anden dag mega ondt i mit knæ. Og det går helt ned i foden. En af mine tæer på venstre fod gør så ondt at jeg overvejer at få den sat af når jeg kommer hjem. Hellere det end aldrig at kunne vandre Caminoen igen. Men hvad siger det danske sygehusvæsen mon lige til det.
Der er 38 km i dag og vi har lidt problemer med at finde vej. Alle er ret slidte i dag. Og Augustin, Carmen og Jesus kan ikke mere. Så de har taget taxa eller bus. Tanken strejfer mig ikke, selv om jeg har så ondt. Men alle klager sig og hvis de kan gå, så kan jeg også. Jeg blev ellers lidt forskrækket i går aftes. Brødrene snakkede om aftenen om Manuel. Han havde det vistnok rigtig dårligt. Jeg spurgte til ham, men Katrin sagde bare. Ja, han skal ligge der, i køjen ved siden af dig. Ja, men jeg tror han er syg. Hvad er der galt? Enten forstod hun mig ikke, eller ville ikke. Men ikke desto mindre lå Manuel hele natten med maske på. Jeg troede det var for at få ilt, men i virkeligheden var det vist for at bekæmpe snorken. Jeg havde svært ved at sove. Både fordi jeg kunne høre maskinen arbejde, men også fordi jeg var lidt urolig for, at den pludselig skulle stoppe. Men næste morgen virkede Manuel helt frisk. Han er desværre den, der er vanskeligst at snakke med, da han ikke kan et eneste ord andet end Spansk. Men han har sådan nogle rare øjne. Jeg håber ikke han fejler noget.
Endelig fremme i El Pino efter et langt og sejt træk ser vi at vores hotel er den rene idyl og luksus. Det er også tiltrængt. Vi er alle rimeligt smadrede.
Da vi ankommer, får vi at vide at hvis vi skal have noget at spise er det nu. Vi kan ikke nå et bad og omklædning så vi må sætte os i den fine restaurant med vores beskidte og svedige tøj. Vi er så trætte at vi dårligt kan holde på bestikket. Tjenerne ser en anelse misbilligende på os. Efter en sen middag står der kun bad og afslapning på programmet. Selv om Esther, Scilla, Katrin og jeg går ned i byen for at handle. På vej tilbage bryder de andre ud i et stort grin. Jette, du har jo hvide sokker på. Ja, men jeg har også gået langt, så mine ben er blevet lidt brankede, hvor mine fødder er helt hvide hvor de har været dækket af sokkerne
Da vi kommer tilbage kalder Juan på os, der er fodbold i fjernsynet i baren. Skynd jer at komme. Jeg orker det ikke og siger at jeg skal lige ringe hjem.
Ringer til Thomas. Han ser også fodbold ”det er en rigtig spændende kamp. Så du skulle tage at gå op og se den”. Jeg bøjer mig for overmagten og der er en fantastisk stemning i baren og fuldt hus. Spanien vinder selvfølgelig.