Næste morgen går vi tidligt fra hotellet. (kl. 6) Vi skal nå at være i Santiago tidligt, så vi kan blive registreret inden messen kl. 12. Og det skal gå lidt kvikt det her.
Efter kaffen har jeg et akut behov for et toiletbesøg. Og det tager lidt tid. Jeg tænker måske heller ikke over at de andre har travlt. Det har jeg jo ikke. Jeg har stadig 6 dage inden jeg skal hjem. Da jeg kommer tilbage til baren, er de andre gået. Kun Juan venter på mig og han er en smule utålmodig.
Jeg bliver pludselig klar over, hvad det betyder for de andre at nå frem. Så jeg hiver rygsækken på og skynder mig ud af baren. Juan kommer efter. Jeg ser de andre lidt væk, på vej ind i skoven og jeg sætter i løb. Tåbeligt, men jeg føler mig lidt provokeret til at skynde mig. Juan halser efter mig og siger. Tag det roligt, vi når det nok.
Jeg griner bare. Jeg glæder mig så meget, til at gense Santiago. Og jeg kender vejen nu. Jeg kan huske hvert et hus, hvert et vejkryds og næsten hvert et træ.
Nu er det lige pludselig den stærke Juan der må have førstehjælp (ydet af Manuel) til sine ødelagte fødder. Mine knæ og fødder har det til gengæld rigtig godt i dag. Men nu er vi også meget tæt på målet.
Vi går i samlet flok ind til katedralen og videre til pilgrimskontoret.
Køen er meget lang.
Foran i køen står Andreas, sammen med en anden tysker der overnattede i Comillas på min anden nat. Jeg kalder på dem. De stråler over hele femøren. Og ham den anden råber, om jeg fik mit kort igen. Jeg havde underholdt ham, med hele min ulyksalige historie om et mistet visakort. Nogen jeg rigtig gerne ville have mødt, var Vivi og Roswitha og Horst. Men dem er der ikke nogen der har set.
Køen er så lang at vi ikke når kontoret inden messen. Det er Pepe og Juans eneste chance for at overvære pilgrimsmessen, så vi går tilbage til katedralen. Der er kun pladser tilbage på gulvet.
Vi kommer lige tids nok. Jesus hvisker meget bekymret, at jeg lige skal sætte min mobil på lydløs under messen. Forstår han stadig ikke at jeg har været her før og min mobil er selvfølgelig slukket.
Der blev ikke svunget med røgelseskaret, men det var alligevel en uforglemmelig oplevelse. Den smukkeste sang til messen og man var sammen med en masse mennesker man kender. En utrolig dejlig og varm oplevelse, selv om man var henvist til at sidde på det kolde stengulv.
Efter messen går vi ud og spiser en pragtfuld middag på en meget lækker restaurant. Jesus kender vist værten. Jeg får bla. en af mine spanske livretter. Galicisk kålsuppe.
Jeg havde måske nok regnet med at gensynet med Santiago ville betyde noget, men vist ikke så meget. Ikke mindst det at jeg ved at jeg snart skal tage afsked med mine spanske venner. Suk.
Vi havde alle indlogeret os på et dejligt hotel i den gamle bydel. Jeg får et skønt enkeltværelse med balkon. Og når jeg står derude, kan jeg se op til katedralen.
De andre vil gå på museumsbesøg i og på katedralen, men da jeg har flere dage til rådighed, melder jeg fra og går i stedet ned for at besøge den pension jeg boede på i 2006. Det er helt anderledes og jeg kan ikke genkende personalet. Lidt trist.
Men jeg lover at gå med ud i aften og spise afskedsmiddag.
I løbet af eftermiddagen møder jeg en masse kendte.
Andreas, Katrin, Marina, en belgier som fortæller mig at Vivi er i Finasterra og de to franskmænd med de dårlige fødder, som jeg har mødt flere gange. Vi har aldrig snakket sammen før, men nu inviterer de mig på en tår at drikke. Og vi finder ud af, at vi sagtens kan snakke sammen.
Om aftenen mødes vi 10 kendte pilgrimme + Augustins datter og svigersøn. Der er bestilt bord på en af Santiagos bedste spisesteder. Det viser sig at være en ’alt godt fra havet´- restaurant. Og ja, jeg elsker fisk, men der er ikke andet end blæksprutter, snegle og muslinger på den menu de har forudbestilt. Jeg ber om noget andet. Ser på menukortet og finder noget fisk jeg kan spise. Desværre bliver det først serveret, da de andre er færdige og jeg må spise den, i øvrigt meget velsmagende men meget varme ret, i al hast. Ærgerligt, men skidt med det.
Efter middagen skal vi op til Praza do Obradoiro foran katedralen. Der er musik og en masse mennesker.
En lun sommeraften med en fantastisk stemning. Det oplevede jeg slet ikke sidste gang jeg var i Santiago. Her er kun Carmen, de fire brødre og mig. Vi snakker om at det er nok slut på vores bekendtskab, men vi lover at skrive sammen. Pludselig kommer Manuel hen til mig. Han tager mit ansigt i hænderne og siger en hel masse meget alvorligt til mig. Aldrig har jeg været så ked af at være dårlig til spansk. Jeg forstod ikke et ord.
Men vi siger godnat og farvel.