Nu er jeg pludselig helt alene, men det var jo egentlig også det der var meningen.
Jeg har bare følt sådan en kolossal glæde og varme i de fire brødre og Carmen. Dem vil jeg virkelig komme til at savne. Snøft. Jeg er også overbevist om at jeg p.g.a. dem, har set en del af Spanien, som andre pilgrimme ikke ser.
Skriver mail hjem:
Ja saa er jeg her. Ankom i gaar formiddag kl.11. Ikke tidsnok til at naa at blive registreret inden pilgrimsmessen kl. 12. Men saa maatte jeg bare til messe baade i gaar og i dag. Man skal jo lige hoere at der er kommet 1 “danese” til Santiago.
Der er ikke kommet andre danskere i de to dage og jeg har faktisk ikke hoert at der har vaeret andre paa ruten. Nogen siger endda at de aldrig har hoert at en dansker er gaaet El Primitivo foer, men det er jeg sikker paa ikke er rigtigt.
Det kan i oevrigt anbefales. en udfordrende men fantastisk oplevelse. Jeg har set saa meget smuk natur og moedt saa mange dejlige mennesker, at jeg naesten ikke kan finde ord for det.
Og lige nu kan jeg naesten ikke huske hvor haardt det har vaeret.
Selv om jeg har gaaet i vand og mudder der var dybere end skaftet paa mine stoevler. Og jeg sommetider har gaaet vaad fra inderst til ydderst i mere end 8 timer og jeg har kaempet mig op af bjerge for at vakle med rystende knae ned paa den anden side. Saa er det alt sammen noget man glemmer, naar man kommer i hus om aftenen, moeder vennerne. Faar et bad ( koldt eller sommetider varmt ), et maaltid mad og trimler omkuld i soveposen kl 9. Med mindre altsaa at der er fodbold og spanien spiller.
Og saa at komme til Santiago igen. Der er altsaa noget med den her by. Der er godt nok mange turister, men paa hver eneste cafe eller gadehjoerne loeber man paa folk, man har moedt tidligere paa ruten. Og alle falder hinanden om halsen og oensker tillykke.
Det betyder selvfoelgelig ogsaa at man maa tage afsked med mange. Og jeg har lige sagt farvel til mine 4 spanske “broedre” + den enes kone, Carmen. Hun har vaeret med den sidste uge. Vi holdt afskedsmiddag i gaar aftes og selv om vi er begyndt at kunne tale nogenlunde sammen ( det er ikke ret mange spanier i min generation, der kan engelsk ) saa sagde de en hel masse til mig til afsked, som jeg aergrer mig rigtig meget over at jeg ikke helt forstod.
Jeg havde lovet mig selv hjemmefra, at denne gang ville jeg ikke knytte mig for meget til nogen, men ogsaa denne gang har jeg lommebogen fuld af e-mailadresser og telefonnumre. Invitationer til bl.a. Madrid, Budapest og Basel. Men jeg ved jo ogsaa fra sidst, at det bliver hverdag igen og naar vi foerst har udvekslet fotos, saa gaar det lidt i glemmebogen. Og saadan skal det jo ogsaa vaere.
Jeg havde ogsaa besluttet hjemmefra at det var fuldstaendig ligegyldigt om jeg naaede Santiago denne gang og fik mit bevis paa at have fuldfoert. Men jeg maa nok sige at jo haardere det blev jo mere staedig tror jeg nok, at jeg blev. Og selvom jeg nok maa indroemme at jeg var lidt skuffet over Nordruten, som jeg gik den foerste halvdel af tiden, saa har El Primitivo helt levet op til mine forventninger. Heldigvis var den godt afmaerket, saa det var ikke svaert at finde vej, men der var intet. INTET. Jeg kunne gaa en hel dag gennem en skov uden at se et oeje, eller gennem landskaber med smaa oede landsbyer. D.v.s. et par faldefaerdige roenner og nogen utrolig aggresive hunde. De er der altid. Heldigvis naesten altid i kaede. Men det var dage, der kunne udfordre en mentalt. Og det var nok noget af det jeg savnede på den franske rute, jeg gik for to aar siden, hvor der er en cola-automat eller en bar, for hver halve time. Her var der bare intet.
Nu glaeder jeg mig ogsaa efterhaanden til at komme hjem. Faa kikket paa alle mine fotos og mine notater. Man prover at skrive lidt om sine oplevelse hver dag, men sommetider sker tingen saa hurtigt efter hinanden, at man ikke faar det hele med. Saa det bliver rart med et par dage derhjemme til lige at faa det hele til at falde paa plads.
Paa mandag tager jeg toget til Segovia og bliver der til onsdag morgen. Derefter gaar det til lufthavnen i Madrid onsdag formiddag og saa hjem. Jeg har valgt at tage en dag som turist i Segovia, da jeg simpelthen ikke paa nuvaerende tidspunkt orker at vade rundt i en by som Madrid.
Og ja, jeg har ogsaa denne gang maattet investere i ny sommergarderobe. Og det er ikke kun fordi mit toej stinker efter 5 uger, hvor det er blevet vasker i diverse haandsaeber og shampoer. Men det er svundet lidt i livvidden.
Og lige til allersidst. Jeg har ikke tal paa hvor mange gange jeg undervejs har lovet mig selv, at det her goer jeg aldrig nogensinde mere. Det var virkelig for haard en omgang. Men, man skal nu aldrig sige aldrig.
Det maa saa blive hvad jeg lige har paa hjertet nu. Naar jeg kommer hjem, skal I nok naa at blive traet af at hoere om min tur. Saa hvil oerene saa laenge.
Knus og paa gensyn Jette
Går til messe i katedralen og leger turist i Santiago.
På en guidet tur i katedralen ser jeg en masse jeg ikke har set før og en del jeg selvfølgelig har set før
Jeg blev i øvrigt overrasket over hvor store de her røgelseskar (butafumeiroer) er. Der stod et inde på museet , men kustodens falkeblik hvilede på mig hele tiden, så jeg kunne ikke komme til at tage et billede af den.
Og så går den guidede tur op på taget af katedralen.
Om aftenen er byen helt stille. Der bliver spillet finale i europamesterskabet i fodbold.
Og der er ikke nogen der lokker mig til en tv-skærm, da alle er rejst hjem. Sidder på min balkon og ser op på stjenerne og tænker på mine oplevelser og de dejlige mennesker jeg har mødt. Jeg afbrydes indimellem af vilde råb nede fra barerne og da Spanien endelig er blevet europamestre, ligger jeg i min seng. Og lur mig om jeg ikke smiler.