Da jeg står op næste morgen, er Hansjürgen allerede væk. Jeg spørger Frank hvad de er blevet uvenner over, men det kommer vist ikke mig ved. Jeg starter alene, men det er jeg jo vant til, så det er ok.
Det er lidt svært at se hvor dybt det er, men det er vigtigt for mig ikke at få ødelagt min støvler, så jeg tar sandaler på og kæmper mig over, efter at jeg har bedt til de højere magter og kylet min rygsæk og mine støvler over på den modsatte bred.
Senere fik jeg at vide af Ida fra Holland, der havde ligget i græsset, at det havde været meget underholdende at overvære. Jeg ved ikke hvor hun var kommet fra, men hvis hun havde kendt en nemmere vej over vandløbet, havde det klædt hende at give mig et hint. Men jeg så hende slet ikke.
En parador er et spansk begreb for slotte, borge og klostre der er ombygget til hoteller. Efter dansk standard er de ikke særligt dyre at overnatte på.
Der var så meget at se da jeg kom til byen, som er en af de ældste i området, at jeg var lige ved at glemme at se efter overnatningsmuligheder og det var hen på eftermiddagen inden jeg indfandt mig i byens kloster.
Og hvem står og tar imod mig da jeg træder ind i klosteret. Hansjürgen. Han har været lidt urolig for at jeg ikke nåede frem mens der var ledige senge, så han har holdt en til mig. Det må man ellers ikke.
Han har allerede nået at finde et sted hvor vi kan spise i aften og har fået en middagslur på en bænk på en af de store pladser jeg har været forbi. Han er altså umanerlig hurtig.