Stod op ved syvtiden og gik til den store plads foran katedralen, for at tage imod Karen, Saskia og Manfred, som vi havde lovet.
Jeg stod klar med kameraet, da de kom løbende ind på pladsen. De havde faktisk ventet et stykke tid på os.
Vi fandt et sted der serverede morgenmad og fortsatte bagefter til vores hostal hvor Karen og Saskia også indlogere sig.
Vi får at vide at den rigtige pilgrimsmesse altid er klokken 12. Så jeg forslår Agnes at vi prøver en gang til. Vi er der i god tid, men der er rift om pladserne.
Og sørme om botafumeiroen ikke hænger klar, hvor der i går kun hang et reb.
Og jeg blev nævnt. ”En pilgrim fra Danmark, gående fra SJPdP, ankom i går.” Det var mig.
Og bagefter blev det kæmpe røgelseskar svunget gennem luften af 8 munke. Jeg ved godt det er noget pjat at tage det så højtideligt, men på en eller anden måde følte jeg først nu, at jeg havde gennemført. Superfedt.
Pludselig strømmede det ind med kendt ansigter i byen. Ustandselig løber man på folk, man har mødt tidligere ude på ruten.
Jeg har aldrig, ikke engang i Odense, oplevet at møde så mange kendte ansigter.
Der er helt utroligt. Jeg kunne blive her altid. Ustandseligt sidder der én på en cafe, eller står én i en forretning, som skal høre hvornår man ankom, hvor man bor, hvornår man skal hjem, om man fortsætter til Finasterra. Og man udveksler minder fra ruten. Og ønsker hinanden tillykke. Man føler et enormt fællesskab og at man er en stor international familie.
Jeg sender mail hjem:
Hej til alle
Ja, saa kom jeg til Santiago. I gaar d. 6/7 til middag kaempede jeg mig ind til Katedralen og den store plads, der bare var fyldt med mennesker. Lidt overvaeldende. Gik til pilgrimskontoret og fik mit bevis paa at jeg havde gennemfoert. Fik noget at spise. Fandt et billigt hotelvaerlse og fik et bad. Og saa var det ellers med at komme ud og se paa byen og kigge efter resten af “familien”. “Familien” er alle de andre pilgrimme, man har moedt undervejs. Bare man har haft en samtale med en paa ruten, saa husker man hinanden. Og dem der ikke kan huske hvad jeg hedder, kalder mig for Dinemarca. Og saa er der alle dem, man har laert godt at kende og som man (lige nu) er ret sikker paa at man vil holde forbindelsen med.
I dag til middag har jeg saa vaeret til pilgrimsmesse i den store katedral og jeg maa da indroemme at jeg voksede et par cm , da Danmark blev naevnt som et af de lande der var kommet pilgrimme fra dagen foer. Og jeg var ogsaa saa heldig at se det store roegeseskar blive svunget frem og tilbage i katedralen. For at forstaa hvad det betyder skal man have proevet det. Men I skal nok blive klogere naar jeg kommer hjem.
I dag har jeg saa vaeret ude at shoppe lidt. Bukserne var blevet for store og alt mit toej stinker som ind i h….. Saa jeg maatte altsaa bare have et rent saet toej. Der er nemlig ikke mulighed for at vaske her i Santiago. De kunne ellers tjene en formue paa at lave et vaskeri for pilgrimme, der har gaaet i det samme toej i over en maaned. I morgen tar jeg til Finasterre (Verdens ende) sammen med Agnes fra Oesrtig og senere regner vi med at gaa op lags kysten, indtil jeg tar toget tilbage til Bilbao for at rejse hjem. Det er ogsaa ligesom man ikke er helt faerdig med at gaa. Selvom det har vaeret haardt indimellem har det mest vaeret dejligt og spaendende. Jeg kan ikke endnu bedoemme hvad jeg har faaet ud af det. Det kan man vist foerst, naar man er kommet hjem igen.
Jeg har talt og gaaet sammen med folk fra mere end 17 forskellige lande. Det var bestemt ikke alle, jeg var i stand til at foere en samtale med, men alligevel kunne vi forstaa hinanden. Det goer altsaa et eller andet ved én, men jeg er ikke blevet mere religioes. Jeg har deltaget i flere pilgrimsmesser og besoegt utallige kirker, MEN !!!
Helbredmaessigt har jeg det ogsaa meget fint. Ingen skader, ingen vabler. Hoejst en solskoldet naese. Og jeg har ikke haft hjemve et ojeblik. Det har nok vaeret den stoerste overraskelse for mig. Men 6 uger en nu altsaa laenge at vaere vaek. Der gaar nok ret lang tid foer jeg goer det her igen. Men jeg tror godt jeg kunne finde paa at goer noget lignende igen om nogle aar.
Tak for alle de mails og sms’er I har sendt. Det er ogsaa dejligt at hoere fra jer. Selvom man ikke altid har faaet tildelt saa meget computertid, saa man har kunnet svare hver enkelt. Jeg hoerer at vaeret er godt derhejemme. Nu maa i passe paa det, saa det varer til jeg er kommet hjem.
Og jeg glaeder mig meget til at komme hjem og fortaelle om alt det jeg har oplevet.
Hilsen til jer alle fra Jette