Vækkede Agnes med en fødselsdagssang, men hun snød og var vågen.
Vi startede kl. 6.30 med lyn og torden. Der var ikke andre der turde bevæge sig ud i det vejr. Og de rystede lidt på hovedet af os.
Da vi kom op på landevejen, kunne vi ikke se noget som helst og strømmen gik på min pandelampe. Det ville jo være ret pinligt at gå tilbage, men vi anede rent faktisk ikke hvor vi skulle hen. Heldigvis var der en modig fyr, der havde fulgt vores eksempel og da han gik med en lygte, fulgte vi bare efter den. Efter et par kilometer, så vi et stærkt gult lys i det fjerne. Det var den skønneste bar Cruzcamp – Bar Plaza, med en utrolig venlig betjening og vi fik kaffe og boccadillios.
På vej gennem Ligondo kommer vi forbi en mark hvor der i hegnet er et kors. Har læst at der tidligere lå en kirkegård her. For pilgrimme.
Nem vej i dag. Og vi når til Melide og finder det kommunale alberge.
Det er stort, 130 pladser, men selv om her allerede er næsten fyldt med unge mennesker, får vi en soveplads og reserverer til Karen og Saskia. Det må man ellers ikke, men vi lægger noget af vores tøj på to fri madrasser. Så tror folk der er optaget. Inden længe kommer de, ligesom Birgit og Manfred dukker op.
Melida er en stor by og alle drøner ud for at handle. Caminoen er snart til ende og der skal købes gaver med hjem, nyt tøj og souvenirers.
Det er jo Agnes fødselsdag. Og kage, skal hun i hvert fald have. Vi finder en konditor og Agnes ønsker et stykke Santiago tærte.
Der er en hel. Den er lidt stor, men koster kun hvad der svarer til lidt over 90 danske kroner. Tror jeg. Agnes siger straks ”så meget skal du ikke købe”, men hun har fødselsdag og hun skal bestemt ikke nøjes med en halv kage. Agnes bliver helt bleg da kagen er pakket ind, og det viser sig at det var kiloprisen. Og den vejede over 2,5 kg. Hun vil være med til at betale. Ikke på vilkår. Jeg er faktisk ret glad for at kunne give hende kagen. Det værste var næsten at bære den. Og Agnes køber vin, for nu skal der være fest.
Tilbage i herberget er der ingen af dem vi kender. Og jeg regnede med at vi skulle spise til aften sammen. Det er jo Agnes fødselsdag. Der er ikke noget at gøre ved det, så vi går ud for at spise alene to. Er lige begyndt på hovedretten, da min telefon ringer. Hvor er I? Og snart er vi 6.
De får at vide at de skal springe over desserten, ”for Jette har købt en kage til mig.”
Vi haster tilbage til alberget. Samlede stole sammen. Bl.a. fra hospitalieroens kontor. Godt hun var gået hjem. Men vi holdt en kanon fødselsdagsfest for Agnes ude på en trappeafsats, hvor vi blev 10-12 stykker. Og for en gang skyld, var det de unge der kom ud og tyssede på os. Og kagen, ja den blev der snakket om i flere dage. Det var rent mandelguf.
