Næste morgen starter jeg med morgenkaffe på en bar, inden jeg fortsætter på ruten. Jeg må erkende at jeg ikke går så hurtigt som Hanjürgen og Frank. Men jeg har heller ikke noget imod at gå alene.
Først går jeg langs en befærdet landevej i flere timer. Forbi kæmpe store gårde hvor man dyrker oliven eller korkeg. Ret opslidende, men man er jo nødsaget til at holde ud.
Kl 14.30 og efter ca 20 km på landevejen, var der endelig en vejviser der viste ind gennem et kæmpe naturreservat.
Det var en lise for sjælen. Herinde er der ikke andet end træer og fuglefløjt.
Han fortsætter, efter at vi har udvekslet de sædvanlige høfligheder som pilgrimme nu gør. ”Skønt vejr”, ”hvordan går det?”, ”har du det godt?” osv.
Vi aftaler at han bare skal gå videre. For med hans lange ben, har jeg ikke en chance for at følge med.
Og så var det sådan ca. her at jeg traf den første kvindelige medpilgrim. Ikke noget særligt positivt bekendskab, selv om hun var Spanier.
– Hun havde ikke nogen rygsæk. Det viste sig at manden kørte hendes bagage.
– Han kørte hende rundt til de strækninger, hun havde lyst til at gå.
– Han stod forskellige steder på ruten med hendes forplejning i bagagerummet.
– Han fandt overnatning og redte hendes seng og fik selv lov til at overnatte, selv om han ikke var pilgrim.
– Han lavede hendes aftensmad og vaskede hendes tøj.
Hvor langt kunne en anden en ikke have gået, hvis man havde sådan en tjenene ånd med, der klarede alt det praktiske.
Folk må selvfølgelig vælge at gå på den måde, som det passer dem, det skal jeg ikke blande mig i. Men hende her ( og hendes mand) var bare for meget, men det skulle jeg først finde ud af senere.
Allerede nu blev jeg dog lidt irriteret på hende. Da jeg så hun smed en plastikflaske bag en sten. Jeg samlede den op og kaldte på hende. Hun tog den så bare og smed den længere ind mellem træerne. Man smider altså ikke flasker i naturen. Og da slet ikke i et naturreservat.
Frank og jeg var de sidste der ankom og fik de sidste to senge i et dejligt alberge, men med en meget sur hospitaliera.
Om aftenen gik vi ind til centrum af den lille by og spiste til aften. Som sædvanlig Hansjürgen, Frank og jeg. Da vi havde spist, var der fodbold i fjernsynet, så Hansjürgen valgte at blive, men vi andre to gik tilbage til alberget. Og til et rent cirkus.
Hospitalieraen var tosset fordi Hansjurgen åbenbart ikke var blevet registreret. Der var stor opstandelse. Og alle troede at Hansjürgen og jeg var sammen, selv om jeg forklarede at det var rent tilfældigt at jeg sov i køjen under ham. Men jeg måtte jo indrømme at jeg godt viste at han sad på en bar og drak kaffe og så fodbold. Jeg ved ikke helt hvor Frank gemte sig her, men jeg fik i hvert fald besked på at hente synderen øjeblikkeligt. Hansjürgen kunne jo bare have lagt de 5 euro til alberget, men det stod ikke til diskussion. Og havde jeg betalt, havde de jo bare fået bekræftet deres mistanke.
Så der var ingen kære mor. Jeg måtte løbe ind i byen, som lige pludselig ikke var så nem at finde rundt i. Hente synderen, som var helt uforstående og så løbe tilbage. Da jeg kom tilbage, var lyset slukket og jeg måtte pakke sammen og gå i seng i mørke, med alt mit tøj på. Det meste af natten lå jeg og kæmpede med lynlåsen til min sovepose og det var lige lykkedes at falde i søvn, da de første stod op lidt i kl.6.