Jeg kan ikke finde alberget og leder derfor efter turistbureauet for at de kan fortælle mig hvor jeg kan overnatte. Da jeg finder det, er Frank der allerede. Vi bliver enige om at dele et værelse på Hostal Extremadura.
Frank er lidt urolig for om jeg har det godt. Han syntes kun at han ser mig når jeg sidder ned.
Men jeg nyder bare så meget at jeg har ruten for mig selv og jeg kan sidde og nyde omgivelser og alle indtrykkene. Og jeg kommer jo altid frem til mit bestemmelsessted.
I dag har jeg dog haft store smerter i det ene ben. Er det ikke bedre i morgen overvejer jeg at tage bussen et par dage.
Efter at have fået bad ser jeg at Hansjürgen har stukket en seddel ind under døren. Han bor samme sted og har som vanligt fundet et godt spisested til om aftenen.
Inden vi skal spise til aften sidder jeg på en fortovscafe og nyder det dejlige vejr og en Cafe Con Leche. Jeg er virkelig kommet i menneskehænder i dag. Den ene sørger for at jeg har fået en seng for natten og den anden for min aftensmad. What´s not to like.
Og alle mennesker der går forbi mig hilser og smiler til mig. Det ville aldrig ske i Danmark.
Jeg sidder og venter på at forretningerne skal lukke op, så jeg kan få handlet lidt. Bl.a. mangler jeg batterier til min GPS. Den bruger AA for vildt. Men det er en stor tryghed for mig at have en GPS med, når jeg går alene på de meget øde strækninger. Godt nok har jeg en mobiltelefon, men den hjælper mig jo ikke til at finde vej. (Heldigvis er der sket en kæmpe udvikling på det område siden 2010). Med min gode ven Garmin er jeg ikke bange for at fare vild, for jeg kan altid finde ud af hvor jeg er og hvor jeg kan finde den nærmeste by, selv om jeg ikke kan se den.