I min store begejstring har jeg foreslået Agnes at vi følges til Finnasterra og senere til Muxia.
Agnes bliver så glad, at hun beslutter, at hun også vil følge mig til Bilbao, når jeg skal rejse hjem.
Vi pakker vores rygsække med et minimum af bagage og efterlader resten på hostalet. Aftaler med dem at de passer på vores ting og at de har et værelse til os, når vi kommer tilbage om 3 dage.
Det tar 3 dage at gå til Finasterra, men det har jeg ikke tid til. Og Agnes er også ved at være brændt ud. Så vi tar bussen til Cee og vil gå de sidste 20 km. Ud til ”verdens ende”.
Det er som om min energi er uden grænser. Og jeg føler næsten at jeg flyver af sted. Jeg kan slet ikke vente med at blive skyllet i Atlanten. Agnes bliver derimod mere og mere stille.
Da vi kommer til Finasterra og indlogerer os på Hostal Marique, vil Agnes hvile og jeg vil opleve. Vi diskuterer en del, hvad vi egentlig skal her. Og pludselig forstår jeg hende slet ikke. Hvorfor skulle hun absolut til Finasterra, hvis hun bare skal ligge på et værelse.
Men i vandet vil jeg. Jeg skal jo også have fundet min Ibskal. Og jeg vil også helt ud på spidsen af halvøen og se solnedgangen. Så jeg går mod stranden. Kommer i tanke om at jeg ikke har noget badetøj. Men så må jeg bade i mit undertøj, og tørre i solen bagefter. Leder efter strandskaller, men her er som blæst.
Vandet er koldt og det er ikke helt så sjovt når Agnes ikke er med.
Går lidt rundt i byen og ser to små piger der har lavet en bod hvor de sælger deres gamle legetøj.
De vil gerne sælge, men der er jo ligesom ikke rigtig noget, der har interesse for mig. Lige indtil jeg ser en kasse med strandskaller. Jeg køber 2 og er ovenud lykkelig. Det var de også.
Går tilbage til Agnes, som åbenbart har haft godt af sit hvil. Vi køber vin ost og pålæg til vores aftensmad. Desværre er der ikke noget ordentlig brød, så vi må nøjes med nogle slaskede pølsebrød.
Vi går ud mod verdens ende. Der er et mylder af folk. Det er åbenbart det helt store tilløbsstykke. Ikke kun for pilgrimme. Mange kommer kørende hertil, for at se solnedgangen. Det er også meget smukt.
Men i Danmark har vi også mange smukke solnedgange, så jeg kan ikke præstere den helt store begejstring. Men folk råber og klapper som om de aldrig har set noget lignende. Vi sidder dog og nyder udsigten i flere timer med vores medbragte mad.
Og da vi skal tilbage er der lige pludselig meget mørkt. Og der er en lang tur tilbage til byen, via en meget mørk landevej, der kun bliver oplyst af en bil en gang imellem. Agnes og jeg tar hinanden under armen og forsøger at fylde så lidt som muligt. For at ignorere vores utryghed skråler vi i vilden sky (igen som en par fjantede skoletøser) vort hjemlands vemodige sange. De var nu ikke så vemodige endda. Vi skraldgriner. Og da vi kommer tilbage til byen, går vi på bar og bestiller en Orujo.
Folkene i baren kigger undrende på os. Mener vi det nu også?
Men selvfølgelig, vi kan klare hele verden. Så et par glas bliver hentet op af fryseren og der bliver hældt op. Agnes er ved at få åndenød. Den er godt nok også meget stærk denne gang. Vi aftaler, at vi også tar bussen i morgen til Muxia.
