Starter i Finasterra med en dejlig gang morgenmad nede på havnen. For at komme til Muxia må vi tage bussen til Cee og skifte der.
Jeg glæder mig vildt meget. Har en gang set et billede af en lille kirke på en meget gold klippekyst.
Og det var først under planlægningen af min tur, at jeg fandt ud af den lå ved ‘dødens kyst’ som vi nu var på vej til.
Jeg næsten løber fra bussen og ud til kysten. Jeg vil være alene når jeg ankommer.
Og jeg blev bestemt ikke skuffet. Det er et meget spektakulært og religiøst sted. Med magiske sten som har helbredsmæssige og profetiske egenskaber.
Oscilating Stone (Pedra de Abalar), Kidney Stone (Pedra dos Cadrís), Lovers Stone (Pedra dos Namorados) and Rudder Stone (Pedra do Temón).
I ’virkeligheden’ er det resterne af det fartøj, hvor – ifølge legenden – Jomfru Maria kom sejlende, for at tilskynde St. James i sin opgave med evangelisering.
Tilbringer hele formiddagen med at betragte det blå hav, kirken, klipperne og de meget specielle stenformationer.
Pludselig kommer der en turistbus og området er fyldt med larm. Og stemningen er ødelagt.
Det får mig helt til at længes tilbage til Santiago og næsten samtidig udbryder Agnes “ Skal vi ikke tage tilbage?” Vi har godt nok aftalt med vores vært, at vi først kommer i morgen, men det betyder sikkert ikke noget. Han er så flink. Problemet er bare at dagens eneste bus er kørt.
Hvad gør to pilgrimme/turister så. Ja, de tager da bare en taxa. Nu er der altså kun en taxa i byen og den er ude at køre. Godt at Agnes kan lidt Spansk. ( Det har jeg ikke registreret før nu ). Og efter en time kommer den. Der er fast pris på en tur til de forskellige byer i området. Og at køre til Cee koster kun 10E.
Her skifter vi til en rutebil og kører tilbage til Santiago. Det er ret underholdende at køre i en bus fyldt med lokale. Jeg ved ikke hvad det er der udløser det, men pludselig er hele bussen i gang med en meget højlydt og temperamentsfuld diskussion, om et eller andet. Det er noget med penge og vistnok regeringen. Nej, hvor ville jeg ønske jeg kunne spansk.
Agnes og jeg kan næsten ikke vente på at gense vores dejlige værelse. Men da vi står foran Hostal La Tita, er der lukket og det samme er restauranten. Panik.
Lige pludselig er det bare umuligt at finde et sted at sove og vi vader rundt i byen indtil aften og ser endeligt et skummelt hostal, hvor der vist er ledige værelser. Da vi går ind, kommer der en fyr løbende efter os og det er selvfølgelig den ulækre fyr, som jeg ikke kunne slippe for, den dag vi ankom til Santiago. Og værelset er lige så ulækkert, men det er forhåbentlig kun for en nat. Og det er med en meget lang og mørk gang og et meget gammeldags bad. Det leder tankerne lidt hen på Bats Hotel. Også fordi ejeren er sådan en ulækker næsten savlende fyr med pomadehår.
Vi trøster os med at gå ud og spise til aften.