Endnu en møjdag.
Vi mødtes med Karen og Saskia til morgenkaffe kl. 6,30. Det var jo godt nok. Derefter gik det over stok og sten, som om det var et maraton vi deltog i.
For derefter at sidde og vente på de Hollandske piger på den næste bar igen. Jeg er ved at være en smule træt af det. Men når jeg forsøger at sige det til Agnes, forstår hun mig ikke.
Jeg havde set frem til at besøge Portomaraine. Og havde sagt til Agnes, at jeg trængte til en pause og til noget at drikke. Vi gik selvfølgelig udenom.
Og det gik stærkt og så var der lige pludselig 8 km til Gonzer. Og jeg blev vred. Nok mest på mig selv. Hvorfor siger jeg ikke fra.
I Gonzor fik vi en god øl og alt blev glemt. Og jeg tænkte på om det mon var muligt at få et ordentligt aftensmåltid her. Da jeg pludselig ser at herberget i Gonzor er lukket p.g.a. ombygning. Nu var Agnes ikke så kæphøj længere. Vi måtte på farten igen. Videre 4 km. Så det er i alt 12 km uden vand. Og da vi endelig nåede frem til Hospital de la Cruz, var det Caminoens mest elendige herberg. 5 euro og så var der ikke klopapir og kun overkøjer tilbage. Lort.
Eneste lyspunkt på dagen har været de smukke horréos, som man ser her i Gallisien.
