Næste morgen kl. 7 er der kaffe i det hyggelige køkken. Madame kysser mig på begge kinder, hjælper mig rygsækken på og bad mig ”TAKE CARE”. Kl. bliver 7.45 inden jeg kommer af sted.
Der er ikke nogen speciel historisk grund til at starte her. Men mange gør det, da turen over Pyrenæerne er ualmindelig smuk og da Saint Jean Pied-de-Port har været en vigtig pilgrimsby i 900 år.
Jeg har aldrig været i tvivl om at jeg ville vælge bjergetapen “Napoleonsruten”, frem for den alternative rute langs landevejen nede i dalen. Jeg har besluttet mig for, at jeg vil gå så tæt på den oprindelige rute som muligt, men også at jeg så vidt muligt vil vælge de smukkeste alternativer. Og smukt, det er her bestemt.
Solen skinner og jeg møder hurtigt den første stigning efter jeg er kommet ud af byen. Får sved på panden og må smide trøje og underben. Ups, så er der lige pludselig mere vægt i rygsækken.
Nå men herefter går det fremad og op og op og op i en uendelighed. På et tidspunkt bliver jeg overhalet af en ung fyr. Han løber, mens han i forbifarten stikker en nævefuld kirsebær frem til mig. Sener hører jeg, at ham er der mange der har mødt.
Sommetider lyder det, som om der er én der tramper af sted lige bag ved mig, men når jeg vender mig om, er der ikke nogen. Jeg opdager, at det er mit eget hjerte der hamrer så højt at jeg kan høre det og er klar over at det er et signal til at holde pause.
Jeg har svært ved at sætte tempoet ned, men finder ud af at det passer mig bedre, at holde mange små pauser. Så kan jeg også stå og nyde den fantastiske udsigt imens.
Jeg havde drukket næsten alt mit vand og var overbevist om at jeg havde overset den første brønd på ruten. På den anden side kunne den ikke være så langt væk. Jeg spurgte en fyr der sad og nød udsigten og fik at vide at brønden havde været for en km siden. Surt, men der var ingen kære mor. Jeg havde fået at vide at der ikke var vand igen før ved toppen og så længe kan jeg ikke gå uden. Så jeg må tilbage. Jeg spurter nedad og det var noget der gjorde ’aus’ i fødderne og var til stor undren for de modgående.
Jeg var næsten nede ved udsigtspunktet hvor brønden skulle være, da jeg løb på en pige, jeg havde snakket med tidligere på dagen. Hun var fra Toulouse og var gående fra Caix. Da jeg havde forklaret hende min situation, fortalte hun, at der jo var vand ca. 1 km oppe. Og det viste sig sandelig at jeg har stået med ryggen til brønden, da jeg spurgte den klovn hvor den var. Nå, men det fortsætter opad og solen er umættelig. Møder en Franskmand (Jacky finder jeg senere ud af).
Følges med Katharin og Jean et stykke, men vi bliver enige om at vores tempo ikke passer sammen og jeg fortsætter alene.
Og jeg kan næsten heller ikke rumme al den skønhed med deres snakken i ørene.
Jeg føler mig utrolig tryg ved at gå her alene. Det er ligesom man føler, at der er nogen, der holder hånden over en.
Og det er næsten som om man bliver drevet fremad. Som om der en magnet der trækker i en. Og man føler næsten at man kan røre himlen.
Der er intet problem i at finde vej, der er afmærkning hele vejen og hver eneste gang jeg begynder at tvivle på retningen, dukker der en guide op(vejviser).
Jeg ser ørne i luften. Og får, køer og heste på græsarealerne og når efterhånden op til strækningens højeste punkt Lepoeder. (h=1.500)
Møder en fyr fra Østrig ved Rolands Fuente. Vi følges ned til Roncevalle. Vi går godt i takt. Han er ikke så stor, men han slæber rundt på en rygsæk på 20 kg. Fordi han er ”Vegetarianer” og vil holde sig selv med kost. Han udtaler alle ord meget tydeligt, så han er nem at forstå, men desværre har han det med at afslutte alle mine sætninger. Han har giver sig selv øgenavnet ”Schwester Paula”. Han arbejder på en ortopædisk klinik.
Kom til Roncevalle kl. 16.00, så den gamle fyr på pilgrimskontoret havde ret. Mine ben er lidt stive, men jeg har ikke ondt nogen steder og ingen vabler. Der er ingen andre danskere, men specielt englænderne er glade, når de hører at jeg er dansk. ” Så kan du tale engelsk”. Der er også franskmanden Jacky og canadieren Marc Andre. Han havde det vist ikke ret godt. Har fået alt for meget sol og kan næsten ikke gå.
Katharin og Jean ankommer kl. 19.45. Godt jeg ikke ventede på dem.
Vi spiser et meget kedeligt pilgrimsmåltid til 8E i klosteret. Gik tur med ”Schwester Paula” om aftenen, hvor vi sikrede næste dags way out. Han er en rar fyr, men i morgen vil jeg gå alene.