Smuttede fra Roncevalle kl. 7.00. Kiggede efter Katharin og Jean, men kunne ikke finde dem og Paul havde sagt, at han ville gå meget tidligt.
Nød morgenen gennem skovene og de små byer, hvor man ikke kan høre andet end vandets rislen i rendestenene. Drak Cafe Con Lerche og fik flute med omelet i en lille by der hed Buguete
Vejret var pragtfuldt. Og da jeg kom tilbage til skoven sad Schwester Paula og ventede på mig og vi fulgtes ad videre. Det vil sige hver gang jeg stoppede op, gjorde han det også og vi skulle også helst gå ved siden af hinanden.
På et tidspunkt sender Thomas en SMS derhjemmefra. Jeg siger til Paul, at jeg lige skal ringe hjem og at han bare kan gå videre.
Thomas vil bare høre om han må låne hus og have til en grillfest med vennerne. Selvfølgelig må han det.
Sørme om Paul ikke står og venter. Og da jeg senere skal ”træde af”, venter han også.
Lige pludselig er det altså bare for meget. Og jeg er nødsaget til at udføre et stunt, da vi holder pause for at spise frokost. Da han har pakket ud til sin frokost og omklædning og næsten har tømt rygsækken, kommer jeg pludselig i tanke om at jeg ikke har mere vand, så jeg griber min rygsæk og spurter af sted, mens jeg råber til ham, at jeg vil ud og finde en brønd og at vi ses senere. Mig op i skoven og meget belejligt stod jeg inde i tykningen og klædte om, da han senere gik forbi på stien.
Havde meget dårlig samvittighed over for Paul. Men jeg ville jo bare have en lille pause. Og jeg skal jo nok indhente ham senere. Det gjorde jeg også 2 gange, hvor jeg puttede mig igen. For jeg kunne jo sådan set også bare vente med at indhente ham til vi nåede den by, hvor vi skal sove i nat.
Det er på denne strækning jeg ser den første ”mindesten” for en pilgrim der har mistet livet på Caminoen. Det får en til at tænke lidt ekstra på alvoren i turen.
Da jeg endelig når frem til Zubiri, havde jeg ikke haft vand længe og jeg tumlede ind i en ’forretning’ (den eneste i byen), for at købe lidt frokost og noget at drikke. Her kan man købe rødvin i metermål, eller måske nærmere decilitermål. En reol er fyldt med vinflasker med større eller mindre chatter.
Ser Paul uden for forretningen og går ud til ham og spørger om han har fundet alberget. Paul er meget vred og han svarer mig, at han aldeles ikke vil blive i denne rædselsfulde by og går. Og det var enden på ”Swester Paula”.
Der er ingen hospitalero da jeg kommer til alberget. De andre pilgrimme siger til mig, at jeg bare skal vælge en seng. Og jeg får heldigvis en underkøje. Det er en gammel skole, der bliver brugt til herberg om sommeren. Sovesalen er udmærket, men bad og toilet er katastrofalt. Der er en computer og jeg sender den første mail hjem.
Hej alle
Ja, saa er jeg i Spanien. Jeg krydsede Pyrenaeerne i mandags. En
fantastisk oplevelse. Jeg tror det er dert smukkeste jeg endnu har set. Ind imellem var det ret haardt,men ikke vaerre end at man kunne nyde udsigten. Og vejret er hot, meget hot. Jeg har set oerne, vilde heste og kaempe koeer, der daarligt gad og flytte sig saa jeg kunne komme forbi. Jeg har taget en masse billeder.
Jeg kom til det kloster, hvor jeg skulle sove kl. 16,00. Det var vist en
meget god tid. Og i dag har jeg saa gaaet ned, ned og ned i 7 timer. Og jeg har stadig ingen vabler. Endnu. Man kan slet ikke undgaa at komme i snak med en masse mennesker og alle er saa utolig soede og rare. Saa jeg har det rigtig fint.
Hilsen til alle fra Jette
Jeg har også mistet Katharina og Jean i dag. Men så har jeg til gengæld snakket med Canadieren, som jeg bl.a. måtte hjælpe til at få et stempel. Han er godt nok meget forvirret og kan ikke finde ud af noget som helst. Jeg snakker også med Katy. En 55-årig pensioneret lærer fra USA. Vi er enige om at man slet ikke kan få lov at gå alene på Caminoen.
Og jeg ”snakker” med to spanier der ligger i køjesengen ved siden af. Den omsorgsfulde hustru servicerer gemalen, der ligger med en skadet lægmuskel. Jeg viser dem min smertedæmpende salve (fordi de gerne må låne den), men de vælger at gå på apoteket og selv købe.
En Irlænder John ligger oppe i sin køje og klager sig. Han har gigantiske vabler under det meste af fodsålerne. Han låner min stok, da han skal ud at spise, og har bestemt sig for at tage bussen de næste par dage. Det er ok, når man har det så skidt. Jeg kan også nu huske at jeg så en ude i skoven, der opførte sig meget mærkeligt. Jeg troede han var gal, men han var åbenbart helt dehydreret og i stor smerte. Måske kunne jeg have hjulpet ham!!!
Jeg taler også med et par fra Australien. De spørger om hvad vi i Danmark synes om deres australske prinsesse.
Og den meget varme og udmattede japanske pige som jeg hjælper til en seng. Hun er vist fanatisk i sin antisoldyrkning. Går med lange bukser og en langærmet sort trøje og sorte handsker. Også selv om det er enormt varmt i dag. Og i stedet for bæltetaske eller lignende går hun rundt med et indkøbsnet i sin højre hånd. Hun var et meget mærkeligt syn på Caminoen, men hun gennemførte alligevel. Senere fortalte hun mig at hun bare altid fulgte efter mig. Så kom hun frem. Og jeg fandt aldrig ud af hvad hun hed. Men hun havde en skøn parlør, med billeder i.
Det er ligesom vi alle allerede kender hinanden. Jeg skulle bare vide på det tidspunkt, at jeg ikke så ret mange af dem igen.
Jeg er lidt for mig selv her. Der er ingen der kan tale dansk og der er ingen der har hørt om, at der nogensinde har været pilgrimme fra Danmark.
Katy ville have mig med i byen, men jeg gider ikke. Jeg har også på fornemmelsen at hun kunne gå hen og blive et problem, hun klæber. Og der er så mange mennesker omkring mig hele tiden.
Og det er hej mig her og hola mig der. Må jeg låne? vil du låne? vil du ha? hvordan har du det? går det godt?
Jeg kom faktisk på Caminoen for at være alene med mig selv, men det her er næsten som et højskoleophold.
Jeg kan kun kommunikere med Italienere, Spanioler og Franskmænd, som er størstedelen af pilgrimmene, med fagter og vrøvleord, men det er ligesom vi forstår hinanden alligevel.
Køber flute, skinke og ost hos den lokale. Drikker cola til. To svagtseende spanske kvinder, som har været med fra Roncevalles, sidder på en bænk ved siden af med øl og rødvin som de drikker direkte fra flasken. Men jeg er jo alene og kan ikke forestille mig at købe en flaske vin bare til mig. Derfor har jeg heller ikke en proptrækker med. Men jeg er lidt misundelig. Det er en af begrænsningerne ved at gå alene.
Kat og Jean kom for at hilse på. De bor på et privat herberg. De kom først til Zubiri kl. 19.00.
De har fået min e-mail adresse og jeg lover at svare, når de skriver.
Lige nu sidder folk og behandler deres skader, solskoldning, negle der falder af, muskelkramper og mega-vabler.
Går tidligt i seng. Ligger og kigger billeder på mit digitalkamera, da en lille mørkhåret kvinde i en overkøje ovre i hjørnet, gør tegn til mig om at hun kan tage et billede af mig. Jeg afslår og tænker, hun er da en underlig en. Senere viser det sig at det er Agnes.