Det gjorde jeg og pludselig kom en kæmpe hyrdehund farende. Den var så rasende så fråden stod om munden og den gøede som en gal. Jeg troede min sidste time var kommet. Mens jeg tænkte hvad gør jeg?
Jeg vendte ryggen til den så godt jeg kunne, krummede mig sammen for at gøre mig mindre og håbede bare at den ikke fik mig væltet. Og så gik jeg hurtigt væk, mens jeg bad til de højere magter. Lige der var jeg fuldstændig ligeglad med Santiago og alt muligt andet. Det galt bare om at komme væk. Det kom jeg og jeg fandt også stien igen. Men der gik langt tid inden pulsen faldt til normal igen.
Snakkede senere på turen med en Australier der havde forstand på de ting. Og han påstod at hunden aldrig ville have gjort mig noget, men at den betragtede mig som en ulv og den kun havde til opgave at skræmme mig væk.
Men der faldt ro på igen. Men jeg havde en meget stor respekt for hyrdehunde på resten af turen.
Jeg mødte dog 7 gale hunde den dag og spekulerer over hvordan Ida klarer det.
Kan mærke at jeg er lidt utidig i dag og mine ben og fødder gør ondt som ind i h………..
Men jeg valgte selv at gå de 40 km, da den eneste overnatningsmulighed jeg er kommet forbi var et omklædningsrum til en fodboldbane, hvor jeg måtte overnatte på gulvet.
Ankommer til Cáceres og får en seng i en privat pension. Betaler for 2 overnatninger for her er der igen rigtig meget at se. Værelset er til gengæld ikke særligt spændende
