23 km uden at et eneste menneske eller en eneste bebyggelse.
Jeg spekulerer meget på hvorfor jeg aldrig ser andre på ruten. Det er som om de bare forsvinder og jeg ved ikke om der er nogen foran mig, eller bag mig
Det er ligesom om at de bliver opslugt af et stort gabende hul. Har det mon noget med askeskyen at gøre? Opdager at jeg går og græder. Måske bør jeg rejse hjem, for jeg føler ikke at jeg er helt herre over mine følelser.
Lindamar Hostal, står der på skiltet.
Det lyder som det helt ideelle sted at slutte dagen.
Spørgsmålet er så om der er mulighed for at få noget at spise.
For i følge min guidebog er der ingen by eller indkøbsmuligheder i nærheden.
Og jeg har ikke mere i rygsækken.
“All welcome!” i Lindamar.
Den er god med jer. Jeg fandt det aldrig, så det må være et forældet opslag, som skulle havde været fjernet for længst.
Til gengæld fandt jeg et helt nyt alberge, hvor der var rigeligt med sengepladser. Samt en mikroovn, nogle frosne færdigretter og ikke mindst mulighed for at købe morgenmad.
Og efter nogen tid dukkede Ida, Ilse, Analena og en franskmand op. Jeg havde spist da de kom, men da der ikke er meget mad i sådan en lille færdigret, spiste jeg da bare en til sammen med de andre.
Om aftenen sad vi og nød den dejlige udsigt over søen
Søen er endnu et opdæmmet reservoir, som der er utallige af i Spanien. Men jeg ved ikke om det er Franco der har ”æren” af det her.
Og så er det sengetid, klokken 21.00