Forlod alberget lidt i 7. Alene som altid.
Dagens rute en næsten udelukkende på asfalt. Mine ben gør ondt og jeg fører en voldsom kamp inde i mig selv. Skal jeg stoppe i Montamarta efter 18 km. Eller i Granja efter 38 km. Eller stoppe fuldstændig og rejse hjem.
I Pozuelo de Tabara spiser jeg dagens store måltid og drikke en enorm mængde vand. Mine ben føles som telefonpæle og jeg har ondt alle vegne. Jeg har som sagt også gået på asfalt det meste af dagen. Og når der ikke var asfalt så var det kun fordi man ikke var færdig med at lægge asfalt på hele hoved vejstrækningen. Jeg gik praktisk talt mellem maskinerne og vejfolkene, som så med undren og hovedrysten på mig. Men jeg bare gik og gik. Det var ligesom der var et eller andet jeg skulle have bearbejdet inden i. Men jeg kunne slet ikke tænke. Kun gå.
Ankom til Tabara og alberget sidst på eftermiddagen. Da viste min GPS at jeg havde gået 53km.
Jeg husker ikke meget om alberget. Kun at det var en rød murstensbygning og det flød med affald. Men jeg husker dog at man skulle bevæge sig ned i den anden ende af den lille by for at få sit stempel. Fulgtes med en hollænder der havde gået den første halvdel af ruten sidste år. Hun hed Klaske, hvilket åbenbart er et ret almindeligt pigenavn i Holland. Jeg forsøgte at forklare hende hvad klaske betød på dansk.