Folk er oppe før kl. 6 i dag. De har jo heller ikke ligget og lyttet til deres snorken hele natten. Så de kan sagtens være friske. Specielt Ian (engelsk), som lå i køjen over mig, har været storslem. Lød som en hvalros, hele natten. Men jeg kommer da i gang. Klokken er 7 inden jeg kommer ud ad døren
Turen i dag er rigtig god. Det lufter en smule og jeg skal kun gå 20 km. Jeg har masser af energi og mine fødder er ok.
Går et par timer inden jeg når til Zariquiegui. Det er ikke muligt at købe morgenmad her, men jeg har heldigvis tilstrækkeligt i rygsækken. Og vand er der nok af, så flaskerne bliver fyldt op.
En hund er ret nærgående. Den er vist vandt til at leve af pilgrimmenes efterladenskaber.
Turen op til Alto del Perdón (h=934) er hård, men overkommelig. Jeg troede det ville være værre. Forsøgte at tælle vindmøllerne (danske), men stoppede da jeg når til 60 og kan se, at der er mange flere.
Vindmøller kan faktisk være et smukt syn.
På toppen står der en mindesten over et pilgrimshospital, der engang lå her. Og en kæmpe jernskulptur der forestiller pilgrimme på vej.
Nedstigningen er en smule barsk. Stejl og fyldt med løse sten. Men udsigten er fantastisk smuk.
Feltet er blevet mere spredt. Jeg starter altid med at ligge blandt de sidste, men ender altid fremme blandt de første.
Selv italienerne er begyndt at hilse på mig og alle ude på ruten giver sig tid til at spørge hvordan det går og hvordan man har det. Specielt når de kan se at man går alene. Også Spanierne. Hvordan er ens fødder. Bien? Bien si. Mutcho bien.
Lige pludselig sidder Canadieren Mark Andre på en bænk foran mig. Hvornår har han overhalet mig?
Han byder på kirsebær. De smager skønt.
I dag oplevede jeg, at en busfuld tyske pilgrimme bliver sat af uden for Obanos, 2,3 km før Puenta la Reina. De får sig en ’hårdt tiltrængt’ pause, efter deres vandring fra bussen. Jeg hører at de får besked på, at når de kommer til alberget, skal de huske at hente rygsækken i bussen. Nogen af dem peger på mig og ser ud som om jeg er den første pilgrim de har set. Det gav mig ekstra kræfter. Og jeg satte farten og, for de skulle i hvert fald ikke tage en seng fra mig, så det var bare med at komme først. Jeg fik en seng 5E i et dejligt alberge inde i Puenta la Reina.
En hyggelig og spændende by. Man er meget bevidst om, at når man følger pilgrimsruten gennem disse gamle byer, så går den altid gennem den ældste del med kirkerne, gamle herberg og mindesmærker. Så den kendte ”Dronningens bro”. Navnet stammer fra 1000-tallet, hvor en dronning fik broen bygget for at gøre det lettere for pilgrimmene, når de skulle krydse floden.
Mødte Agnes og vi gik i forretninger sammen og besøgte et par kirker. (Ja her var 2 der ikke var låst af).
Den ene havde nok den flotteste udsmykning på hele ruten. En meget enkel kristusfigur i træ. Og det var oplyst af et smukt blåt lys på den rå væg.
Agnes kunne fortælle en masse om udsmykningen i kirkerne. Hun er vist meget religiøs.
Spiste til aften med Ian Englænder, Jacky, The Canadien, den Japanske kvinde, min første dansker Per Møller og Agnes. Per Møller en ung fyr fra København. Jeg hare hørt om ham et par dage, men hilste først på ham her. Det var helt underligt at tale dansk igen. En sød fyr, men hans støvler var ikke gået til og han måtte købe nye. Hans fødder havde det vist ikke så godt. Fik nogle skønne asparges til forret.
I alberget bliver jeg bevidst om at der er en ubehagelig lugt på sovesalen. Det kan ikke være hende i køjen ved siden af, der ligger i sin rosa silkepy og har sine rosa tøfler og sin kuffert stående ved siden af køjen. Hvad laver hun egentlig her i et kommunalt alberge.
Men jeg må kapitulere, da jeg konstaterer at lugten kommer fra min sovepose. Det er selvfølgelig en grund til at vores vandrestøvler skal blive stående udenfor. Og selvom jeg har været i bad, er jeg nødsaget til at gå ud og vaske fødderne igen. Det hjalp.