Dagens strækning er vist den hårdeste del af denne camino og for mig også den længste. Det går stejlt op mod Rocaforte. Her bliver jeg stoppet af en ældre mand. Han vil rigtig gerne snakke og det er selvfølgelig dejligt med en pause. Han hedder Nocolas Navallas Martiz. (Han gav mig sit visitkort). Han er kunster og er meget stolt over at han på et tidspunkt har udstillet i Danmark.
Bliver på et tidspunkt overhalet af en spanier der drøner af sted. Han løber næsten, med sine stave, stærkt foroverbøjet da han ud over sin rygsæk bærer alle sine indkøb i plastposer som han bærer på nakken. Det så vildt mærkeligt ud. Jeg har ikke set de tre andre (ældre) mænd han ellers følges med.
Havde håbet på frokost i Izco efter 21 km. Men der var intet at få. Til gengæld var vejen fin. Det gik stort set lige ud på en behagelig grussti
Ankom alene til Monreal efter 34 km. Glad, men træt og sulten. Fandt med noget besvær alberget.
Selvfølgelig lige ved siden af kirken.
Efter et bad går jeg på byens største bar ”El Centro” ved siden af og bestiller bord til i aften.
Jeg skal i hvert fald være sikke på, at jeg ikke skal gå sulten i seng i dag.
Bliver budt på aftensmad af de fire ældre spanske mænd. Hvor ham der åbenbart har dagens madtjans (blandt de fire) i virkeligheden er italiener og 91 år. Jeg kan næste ikke tro det. At han har energi til at stå og lave mad efter at have gået 34 km. Og jeg fik lige en smagsprøve og det smagte skønt.
Gik på ”El Centro” og spiste aftensmad og savnede egentlig at være sammen med de andre pilgrimme. Her var der kun de lokale. Men maden var rigtig god.
Tilbage på alberget studsede jeg lidt over at gæsten i overkøjen bare havde smidt sin bagage på gulvet og var gået. Men jeg kravlede i seng, lidt irriteret. Men jeg skammede mig meget da han kom. en ung mand der adræt sprang op i overkøjen selv om han manglede den ene arm. Flov flov. Hvornår lærer jeg ikke at dømme folk på forhånd.