Dagens rute starter på en høj skråning, som er lidt ufremkommelig og jeg kan se at et stykke foran mig spurter min unge ‘overbo’ afsted med rygsæk og én arm. Hvordan kan han overhovedet holde balancen.
Turen er ret anstrengende, for mig. Jeg har det meget varmt og jeg løber hurtigt tør for vand.
Leder efter en vandpost i Gerendían, men selv om det er en meget velfriseret lille landsby, er den ikke særlig pilgrimsvenlig. Der skulle være nogle kilder med drikkevand, men jeg kan ikke finde dem og der er ingen at spørge.
I Tiebas er der heldigvis mulighed for både vand, cola og kaffe. Den første cola er bundet inden kaffen er brygget.
I Enériz gir jeg mig tid til at holde en ordentlig pause. Jeg koger og er garanteret kobberrød i hovedet.
Så jeg finder en restaurant og spiser en dejlig middag omgivet af glade, højrøstede spanske familier.
Klokken 14 fortsætter jeg mod dagens mål, som er Puenta La Reina.
Stor er min begejstring da jeg ude i horisonten for øje på den lille kirke ”Nuestra Señore de Eunate”.
Den ledte jeg efter i 2006 da jeg kom forbi på den Franske Camino.
Det er en meget smuk lille ottekantet kirke som blev bygget af tempelridderne i det 12. århundrede.
Kirken er omgivet af en buegang. Meget specielt. Jeg kom lige som de skulle til at låse kirken og buegangen af for gæster, men jeg fik lov til at gå hurtigt ind – Så jeg kunne sige jeg havde været der– alt for kort. jeg nåede slet ikke at fornemme den stemning jeg har hørt at der skal være her på stedet.
Da jeg kommer ud af kirken, ser jeg min unge ven sidde på en bænk og spise kirsebær.
Jeg sætter mig over til ham og nyder godt af hans bær og vi får en god snak. Om caminoen, om stedet og det alberge der ligger lige ved siden af kirken, hvor han allerede har booket en seng. Han siger at der stadig er ledige pladser, men jeg forklarer at det er min plan at nå Puenta La Reina i dag.
Og så tar jeg mod til mig og spørger om hvordan i alverden han kan bevæge sig så adræt, når han mangler den en arm.
Han griner og svarer. At han er vokset op i bjergene i Harzen og har meget tidligt lært at klatre og i det hele taget bevæge sig rundt i bjergene med en arm. Han har jo aldrig prøvet andet.
I Puenta la Reina slutter Camino Aragones og man kommer ind på Camino France, som jeg gik i 2006. Her er slet ikke som jeg husker det.
Der er fyldt med pilgrimme alle steder. Og det er også et andet alberge. Meget stort. Står i kø i lang tid for at få den sidste seng. I en overkøje. Det er noget af et antiklimaks det her. Her er slet ikke hyggeligt. Mit venstre knæ begynder også at drille. Det har det ellers ikke gjort siden jeg blev opereret i 2007. Og det gør det nok ikke bedre.
Endelig finder jeg noget der giver mig fornemmelse af et dejligt gensyn.
