Oppe kl. 5,15 uden morgenmad og så går det ellers derudad. Jeg tror jeg kom af sted uden Canadieren. Jeg kunne i hvert fald ikke se ham, på den meget lange strækning foran mig.
Normalt hader jeg at stå så tidligt op. Specielt når der er en der står og rusker i mig og siger vi skal afsted. Men når jeg selv bestemmer, er det slet ikke noget problem.
Og jeg elsker de her spanske morgener, hvor luften er frisk, alt er stille ud over at fuglene synger.
Det er dejligt at gå så tidligt, selv om et par hunde var ved at skræmme livet af mig, indtil jeg opdagede at der var en låge imellem os. Og den holdt.
Men det er skønt at gå. Min rygsæk vejer intet. Det er næsten som den er blevet en del af mig. Mine ben er ofte lidt stive lige når jeg starter om morgenen, men så snart jeg er kommet i gang, føler jeg næsten at jeg flyver af sted. Mine skridt og mit hjerte er let.
Spiste morgenmad ved den ottekantede kirke i Torres del Rio.
Jeg ville så gerne have været indenfor. Den skulle være meget speciel, men der var selvfølgelig ikke åbent så tidligt.
Holdt pause sammen med to spanske drenge. De taler kun spansk. så vi nøjes med at smile til hinanden og overbringe den sædvanlige hilsen HOLA. Men det siger man til alle man møder. Og de hilser altid igen.
Det gik rigtig godt fremad i god fart. Nåede til Viana kl. 11.00 og hvem dukker op fra den krydsende landevej. The Canadien, og jeg havde ikke set ham i forvejen. Hvor kom han fra. Mystisk.
Han spurgte om vi ikke skulle sidde og snakke lidt. Han skal hele tiden snakke med én, følges med én, have at vide hvor langt man vil gå o.s.v. Så jeg føler mig presset til at gå videre til Logroño, selv om det er længere end jeg havde planlagt. Også selv om Jackie kommer mig til undsætning, så vil Marc Andre ikke lade mig gå. Da jeg spurter af sted, råber han at han følger efter, så snart han har spist.
Fra byskiltet og ind til Logroño er der 6 km asfaltsti. En gave til pilgrimmene. De skulle hellere have plantet nogle træer. Her er stegende varmt. En gammel morlil sidder uden for sit hus og tilbyder at stemple mit pas. Jeg kan ikke lide at afslå og jeg får også lov at betale for det. Det er så hendes måde at tjene lidt på.
Ankommer til alberget kl. 13,20. En masse pilgrimme sidder allerede i skyggen og venter på at det åbner kl. 14,00. Og rygsækkene er linet op på række. Man har vel køkultur.
Møder Giovanni fra Venezia. Han er kommet med bussen. Og er meget imponeret over at jeg allerede er her.
Der er ellers fiesta i byen. For San Bernabe. Hvem det så er. Og der er optog med orkestre og en masse gøgl. De fleste forretninger er lukket på grund af fiestaen, men jeg finder en lille købmand, som bare har alt. Og jeg får handlet ind til aftensmad og til næste dag. Og i aften skal jeg også have vino tinto til maden. Hospitalieroen har foræret alle en lille flaske.
Logroño er en stor og spændende by, men jeg gidder ikke noget. P.g.a varmen og anstrengelsen.
Jeg ligger i en overkøje ved siden af en stor tyk Spanier der snorker.
Så nu mangler det bare at jeg falder ud af sengen i nat, men det plejer jeg selvfølgelig ikke. Men jeg er tæt på at vække ham nedenunder hver gang jeg skal op og ned. Hvor folk dog larmer, plastikposer burde forbydes på Caminoen. Man skulle tro de var på ferie. Det er jeg jo ikke.
Der er fyrværkeri i aften, men jeg har faktisk kun lyst til at sove.