Sov længe i dag, lige til kl.6.45.
Trak det så længe som muligt med at forlade alberget. Ventede til Canadieren var gået og så spadsere vi ind til centrum og fik en tiltrængt morgenmad. Derefter gik vi op for at se Burgos borgen. Den var selvfølgelig lukket, så vi fandt i stedet Caminoen og gik de 12 km til Raba de la Calzada. Ikke så langt, men der var et herberg som Agnes havde læst om.
I det lille privat alberge fik vi plads for natten for 6e, samt et varmt bad og mulighed for at vaske tøj.
For 5e kunne vi få aftensmad og yderligere 2e morgenmad. Vi tog det hele med.
Da hospitaleroen var i Burgos for at købe ind, var det en tysk kvinde der tog imod os. Vi blev inviteret ind i stuen til en snak. Blev afkrævet et løfte om at vi ikke måtte fortælle hospitaleroen, at vi var blevet lukket ind en time før tid. Så ville hun blive vred.
Hun fortalte også en masse historier om sine 7 Caminoer. Om vilde hunde og den store sorte der laver børn på alle de andre hunde i omegnen. Hun så ud som om det var hendes egne fantasier, hun delte med os.
Endelig kom hospitaleroen hjem og magen til sur mogge. Hun kunne ingen gang hilse.
Til gengæld er der noget af et livstykke i køkkenet. Hun er fra Peru og længes meget hjem.
Hvordan hun er endt her, forstod jeg ikke, men hun havde i flere år spinket og sparet, for at tjene penge til at komme hjem til sine børn igen. Og nu var det lige før. Og hun glædede sig enormt. Hun brød sig bestemt ikke om huset. Huset var såmænd godt nok, men hende der ejede det, var ikke særlig sympatisk.
